Fra sygdom Til sundhed

Du er velkommen til at skrive til mig og stille mig spørgsmål. Der vil blive bedt for alle brevemner. Ønskes en salvedug tilsendt, medsend da venligst adresseret og frankeret svarkuvert (normalkuvert 5.50 kr.). Salvedug kan ikke rekvireres over internettet.
Orla Lindskov Christensen
Anne Maries Vej 16
9000 Aalborg

Spørgsmål 1:

Findes der genfærd?

Kære Orla Lindskov
Jeg har læst et sted, at engang tog man fra den katolske kirke reinkarnationsloven ud af Bibelen. Er det ikke korrekt?
På herregården Steensgaard på Fyn har clairvoyante Martin Hulbæk sammen med tv-holdet været på besøg, og Martin Hulbæk har der talt med genfærdet Dorthe, som slog sin mand ihjel. Manden var utrolig ond ved hende, siges der. Og så endte det hele tragisk.
Selv har jeg aldrig oplevet noget med genfærd. Men en del intelligente mennesker påstår, at de findes. Orla, hvad mener du?
Undskyld et måske lidt forvirret brev.
Mvh.
En, der ikke har oplevet disse ting.

P.S.:
Hvis det ikke er til for megen ulejlighed, vil jeg gerne have tilsendt en salvedug.

Svar 1:

Vi ved kun lidt om genfærd

Kære ven
Det er ikke til for megen ulejlighed at sende dig en salvedug, og jeg har allerede gjort det.
Med hensyn til dine 2 spørgsmål kan jeg desværre ikke give dig en dybtgående udredning. Emnerne ligger nok også uden for det, som er hensigten med denne Brevkasse. Men lidt vil jeg godt sige.
Bibelen, som vi kender den, består jo som bekendt af Det Gamle Testamente og af Det Nye Testamente. Mens Det Gamle Testamente omfatter, hvad der var bevaret af jødisk litteratur, så blev samlingen af Det Nye Testamente langt mere dramatisk, idet der forekom mange tilfælde af det, der blev kaldt kætteri. Der var nemlig hele tiden mennesker, der gik imod kirkefædrenes sammensætning af Bibelen. De påberåbte sig skrifter, som den ortodokse kirke og kirkefædrene på den ene synode efter den anden afviste. Jeg ved ikke, om der blandt de afviste skrifter var nogle, der handlede om reinkarnation. Det er da en mulighed.
Men det er ikke et emne, jeg har beskæftiget mig dybtgående med. Dette gælder også dit næste spørgsmål.
Det ser ud til, at man kan skelne mellem ånder og genfærd. Ordet genfærd betyder egentlig at gå igen, at færdes igen, altså efter døden.
Men man taler også om ånder. Det kender vi fra tv-udsendelsen: ”Åndernes magt.” En ånd og et genfærd er nok to forskellige fænomener.
Ånder og genfærd har været beskrevet gennem hele menneskehedens historie, så der er sikkert en eller anden virkelighed bag.
I Apostlenes Gerninger kap. 23, vers 9 står der f.eks., at nogle skriftkloge med hensyn til Paulus udtaler: – ”Tænk, hvis en ånd har talt til ham, eller en engel!” Og i Hebræerbrevet kap. 1, vers 14 læser vi: – ”Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen.”
Ellers møder vi mest udtrykket ånd i Bibelen i beskrivelsen af Guds Ånd eller i beskrivelsen af de onde ånder.
Med hensyn til Dorthe fra herregården på Fyn, hende, der slog sin mand ihjel: Det er svært at sige, hvad hun er for et fænomen. Et bud er, at hun hører ind under noget, vi kunne kalde en hvileløs menneske-ånd, der på grund af en tragisk hændelse eller noget ondt ikke kan finde fred. Måske kan hendes ånd derfor ikke forlade denne Jord. Men det er kun min formodning. Faktisk ved jeg det ikke. I nogle tilfælde har præster været ude at bede for sådanne fænomener i Jesu Kristi navn, om at de måtte finde fred. Man kender også tilfælde, hvor ”spøgeriet” derefter er ophørt.
Et genfærd synes derimod at være noget eller nogen, som ikke forsøger at kontakte mennesker, og som ikke synes at se noget. Et genfærd synes at være en genspejling af en person, som var tilknyttet et bestemt sted, og som har efterladt en slags aftryk på det sted. Jeg har læst en beretning om en nonne fra England, der går igen. Hun går den samme tur hen over en mark igen og igen. Hun stirrer lige frem for sig og forsøger ikke at kontakte nogen. Denne nonne er et genfærd. Det er som en video-sekvens, der kører om og om igen. En ånd derimod vil ofte prøve at kontakte mennesker på en eller anden måde og måske give dem et budskab.
Min egen bedstemor havde en meget speciel oplevelse, efter at hendes bror, der var fisker, omkom på havet. Hans lig blev aldrig fundet. Hans båd skyllede flere måneder senere ind på stranden. Uvisheden hos min bedstemor om hendes brors skæbne gjorde hende meget ulykkelig. En nat en tid derefter vågner min bedstemor op ved, at hendes og hendes mands soveværelse er badet i et stort lys. Og hendes bror er i soveværelset omgivet af to engle, og han siger til min bedstemor, at der, hvor han nu er, der har han det bare så godt. Det gav min bedstemor en dyb fred. Det gav hende forvisningen om, at han var hjemme hos Gud.
Det med ånder og genfærd, som jeg hermed har forsøgt at sige lidt om, er et meget tåget og uudforsket område. Det, jeg har svaret dig her, er blot mine tanker om emnet. Men vi er her ved et område, som vi ikke ved ret meget om. Men der er mange teorier.
Orla Lindskov

Spørgsmål 2:

Mistet min mand

Kære Orla Lindskov
Jeg er ramt af sorg, da jeg har mistet min kære mand. Han var en inderlig kristen. Men jeg føler det, som om Guds nåde har forladt mig og ikke er med mig mere. Ellers havde vi nok fået lov til at beholde hinanden.
Venlig hilsen K.P.

Svar 2:

Guds nåde har ikke forladt dig

Kære K.P.
Jeg forstår godt, at du kan tænke på den måde. Den samme tanke, du har fået, er kommet til mange sørgende, når døden har berøvet dem deres kære. Man tænker, at hvis Guds nåde havde været med mig og over mig, så ville denne tunge sorg ikke have ramt mig. Man tænker, at når lykkens sol skinner på vores vej, så er Guds nåde med os i fuldt mål. Men når skyggerne bliver lange, så tænker vi ofte, som det hedder i en af Israels salmer: – ”Gud har glemt mig. Han har lukket sine øjne. Han ser mig aldrig mere.” Men sådan er virkeligheden ikke. Din mands død er ikke et udtryk for, at Guds nåde har forladt dig. Din sorg er forståelig. Og sorgen skal have sin tid og sin plads i vores liv. Alligevel bør vi hver dag overgive vores sorg til Gud og få hjælp i sorgen af Guds Hellige Ånd. Han kommer til os i skikkelse af Trøsteren med himmelsk trøst. Helligåndens virke ved dødsfald er vigtig, for uden Ham kan vi mennesker komme til at sidde fast i sorg, bitterhed og selvfordømmelse.
Din mand lever nu i Jesus Kristus. Det liv, han havde i troen på Jesus Kristus her på jorden, det lever han stadig. Trods sorgen og savnet må vi aldrig glemme at takke Jesus Kristus, som har overvundet døden og gjort den magtesløs.
Orla Lindskov

Spørgsmål 3:

Beder om helbredelse

Kære Orla Lindskov
Jeg vil gerne spørge om din forbøn og om at få en salvedug.
Jeg beder også selv om helbredelse; men det hjælper ikke rigtig noget.
Derfor skriver jeg til dig, for jeg er sikker på, at Gud kan helbrede.
Kærlig hilsen fra
U.J.

Svar 3:

Brug for andres forbøn

Kære U.J.
Jeg har bedt for dig og sendt en salvedug.
Mange gange i vores liv kan vi komme ud for at have brug for andres forbøn. Så skal vi ikke holde os tilbage, men derimod bede om forbøn. Bibelen siger jo klart, at vi skal bede for hinanden.
Kærlig hilsen
Orla Lindskov

Min mors oplevelse:
Kære Orla
Håber du vil sende mig en salvedug, da jeg har mange gener på grund af overgangsalder. Min gamle mor har anbefalet dig og har meget glæde af sin salvedug.
En kvinde i overgangsalderen