– Kristendommen er indlejret så dybt i mig, at den er uafvaskelig

Det siger socialist og feminist Bente Hansen, der i mange år har levet i kredse, hvor det var et intellektuelt handicap at tro på Gud.
Først da hun fik børn, begyndte hun at genetablere sin kristne tro. Bente Hansens mor var kristen. Hun læste dagligt i sin bibel, og Jesus var hendes ven. Engle var ikke noget ukendt fænomen. De var faktisk overalt. Til fødselsdage i familien blev der altid sat en helt speciel fødselsdags-engel frem på bordet.
Troen på Gud og engle fik Bente Hansen altså overleveret fra sin mor. Den slags er ikke sådan noget, man uden videre kan sige: ”Det der, det er jeg færdig med” – og så fortsætte livet uanfægtet, uden sin tro.

Havde afskrevet troen

Og selv om Bente Hansen virkelig i mange år havde afskrevet sin tro og levede i kredse, hvor det blev betragtet som et intellektuelt handicap at være troende, så må hun erkende, at hvis nogen var kommet og havde spurgt hende, om hun troede på Gud og engle, så ville hun have svaret ja.
– Kristendommen er så dybt indlejret i mig, at den er uafvaskelig, fortæller Bente Hansen.

En kristen, der aldrig gik i kirke

Bente Hansen begyndte at genetablere sin kristne tro, da hun fik børn. At hun også nærmede sig kirken, stod ikke i kortene, for i hendes hjem brugte man kun kirken til dåb og konfirmation.
– Min mor var hjemmekristen på den måde, at hun aldrig gik i kirke. Jeg ved ikke præcist hvorfor, men jeg tror, det var fordi, hun ikke brød sig om den måde, der blev forkyndt på.
– Jeg selv begyndte at opsøge kirken meget senere, og at det blev Vor Frue Kirke, skyldtes ganske enkelt præsten. Jeg havde læst nogle ting, han havde skrevet. Det syntes jeg godt om, og derfor blev det der, siger Bente Hansen.

Tror ikke, at Folkekiken uddør

Du sidder i dag i Vor Frue Kirkes Menighedsråd. I har ingen problemer med at trække fulde huse til jeres gudstjenester. Men sådan ser det jo ikke ud i landets øvrige folkekirker. Mange må lukke på grund af manglende tilgang. Er der ikke en stor fare for at Den Danske Folkekirke helt uddør?
– Jeg er ikke bekymret for, at Den Danske Folkekirke vil uddø, siger Bente Hansen. Men den står over for nogle store ændringer og udfordringer, siger Bente Hansen.
– Vi må bruge tid på at åbne de døre, som mennesker kan få øje på, uden at svigte de slidstærke traditioner, som er dens kerne.
Det er korrekt, at vi i Vor Frue Kirke ikke kan klage over for få mennesker, men jeg ved da godt, at det nogle steder er et stort problem.
Et andet problem er jo også det enkle, at mennesker er flyttet: I det indre København bor der flere hundredetusinde færre end for 100 år siden. Nogle sogne er skrumpet fra 25.000 beboere til 3.000, og det må man jo rette ind efter.
De kirker, der ikke længere har befolkningsunderlag til at være traditionelle kirker, kan bruges til så meget andet kirkeligt.
Det var måske en god ide at låne dem ud til andre kristne menigheder her i landet eller menigheder fra andre lande.

Bøn – en forbløffende virkning

I din bog ”Gud og Hvermand” er der en kvinde, der ønsker at blive kristen. Hun spørger dig, hvordan hun kan blive det.
Du får lyst til at svare hende, at hun jo kan starte med at bede en bøn.
Hvilken virkning har bøn?
Beder du ofte til Gud?

– I perioder beder jeg rigtig meget. Min erfaring er, at der plejer at ske en masse, når man begynder at bede. Bøn er efter min mening en slags samtale med Gud.
Den opleves vidt forskelligt af dem, som beder, men for de fleste har den en forbløffende virkning.
– Ønsker man at forstå kristendommen med sit hjerte og ikke kun sit hoved, tror jeg, at bøn er vejen.
Bøn er, hvis man altså er modtagelig for det, en rigtig god hjerte-åbner.
Den kan være én af indfaldsvejene til Gud.
Du skriver i din bog til sidst, at troen for dig har flyttet mange bjerge. Kan du nævne nogle af dem?
-Uha, jeg har hele tiden håbet på, at ingen journalister nogen sinde ville stille mig det spørgsmål. Hvad skal jeg dog svare? Jeg kan kun sige, at ved at tro på Gud har jeg fået en større styrke og ro inde i mig.
Jeg føler mig ikke længere ensom og forladt. At nå frem til den erkendelse, er for mig et meget stort bjerg, der er blevet flyttet, siger Bente Hansen.