En underfuld institution

Johannes Kirk Søndergaard har skrevet historien om sit liv med Quo Vadis.Meget skete, da den karismatiske bevægelse for 30-40 år siden blæste ind over Danmark. Meget godt og noget – det modsatte. En del af det gode er i behold den dag i dag.Det gælder desværre ikke behandlingshjemmet Quo Vadis i Kolding, som var noget af det bedste. Det blev lidt af en legende, allerede mens det fungerede. ”Kan vi ikke få ham/hende til Quo Vadis,” blev en stående replik, hvor kristne stod over for tilsyneladende håbløse sociale tilfælde. Rygterne fløj om de regulære undere, der skete med mennesker på vej ned i kriminalitetens, narkotikaens og alkoholismens afgrunde.

Centralt i det stod Johannes Kirk Søndergaard og hans kone Christa. Han var en barsk politimand, der sikkert under andre omstændigheder kunne have gjort karriere som elitesoldat eller kongelig bodyguard, men han var også vækkelseskristen i bedste forstand og fik på et tidspunkt en stærk erfaring af Helligåndens kraft. Han og Christa åbnede sig for de nye strømninger, og de åbnede deres hjerter og deres hjem for nødstedte mennesker på en måde, som var ret enestående. Resultatet blev, hvad der nærmest må karakteriseres som en eksplosion af velsignelser.
Nu har Johannes så skrevet en erindringsbog, lidt specielt produceret; dens to dele begynder i hver sin ende og står på hovedet i forhold til hinanden. Også i øvrigt kan den være en kende forvirrende; en ekstra redigering og opstramning ville have gjort godt. Men dens indhold er stort, rigt og yderst vedkommende.
Der er principielle overvejelser med en stærk og stadig understregning af kærligheden som helt afgørende i kristne relationer overalt og til alle tider. Det er centralt bibelsk, og det er erfaren mands tale. At der er nogle af os, som savner det perspektiv i fremstillingen, der hedder tidernes tegn og Kristi genkomst – vel, det kan umuligt være Johannes fremmed, men det skriver han måske om en anden gang.
Først og fremmest er bogen imidlertid ”the inside story”, ikke blot vedrørende Quo Vadis, men hele Johannes’ og hans families begivenhedsrige og bestemt ikke altid lette liv. Medrivende beretninger er der mange af. I Quo Vadis var underne mere regelen end undtagelsen, og virkeligheden overgik tit, hvad rygterne fortalte (noget af en klassiker må være Søren Frederiksens udfrielse fra heroin-slaveriet under et bønsfremkaldt jordskælv i stil med ApG 4,31). Men meget sigende er f.eks. også historien om familiens højst risikable bibelsmugler-togt til Rumænien i jerntæppets dage.
Det hele fortælles under stadig lovprisning og tak til Gud for al den nåde, der er blevet dem til del, en lovprisning og tak, som præger hele bogen i en sådan grad, at nogle nok vil finde, at det bliver for meget. Dog, hvordan kan netop dét blive for meget? Sagen er jo, at det er selve hemmeligheden ved Quo Vadis og alt, hvad Johannes og hans familie og medarbejdere ellers har udrettet: lovprisningsbønnen som måske det mægtigste våben, der overhovedet er givet os som kristne, sådan som det er erfaret af utallige hele bibel- og kirkehistorien igennem. I sidste instans er det kun Djævelen og hans horder, lovprisningen kan blive for meget for.
Ret beset er bogen som et ekko af Paulus’ ord til efeserne:
”Se derfor til, hvordan I lever, ikke som uvise, men som vise. Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Vær derfor ikke tåbelige, men forstå, hvad der er Herrens vilje. Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn” (Ef 5,15-20).

Quo Vadis fik altså ende, i det mindste som behandlingshjem; der findes nu en Quo Vadis-fond, som ad andre veje søger at hjælpe mennesker med misbrugsproblemer. Årsagerne til lukningen var flere. Der var administrativ modstand imod, at et kristent arbejde af den art overhovedet eksisterede (selv om det længe kunne glæde sig over stor anerkendelse og støtte fra myndigheder og officielle instanser, endog fra dronning Margrethe). Johannes blev ramt af langvarig, delvis invaliderende sygdom efter en lægelig fejlbehandling, og der var vist også noget med samarbejdsvanskeligheder. Lige meget – hvis man spørger Johannes, hvorfor det gik sådan, vil han garanteret svare: ”Jo, nu havde Gud andre velsignede planer for os, halleluja!” Og der er ingen grund til at tvivle på, at den forklaring er den egentlige.
Det skal blive spændende at se, hvad det er for planer. Udsendelsen af denne bog hører sikkert med til dem. Den skulle kunne blive mange til inspiration og ny frimodighed.

Johannes Kirk
Søndergaard:
Jeg har en ven der kan gå på vandet • 180 sider
195 kr. • Mediacellen