Feltpræst opfordrer alle præster: – Bed for soldaterne i Afghanistan
Når soldater dør i tjeneste, er Ulla Thorbjørn Hansen en af de præster, der kan tilkaldes, når kisterne kommer hjem.Endnu tre danske soldater i Afghanistan har mistet livet.
Kisterne med de dræbte ankom fredag før jul til Roskilde Lufthavn, hvor pårørende til de afdøde og en feltpræst var kommet for at tage imod kisterne.
Ulla Thorbjørn Hansen er ved siden af sit arbejde som sognepræst i Roskilde Domkirke også feltpræst. Hun står på Livgardens og Hjemmeværnets liste over ressourcepersoner, der kan tilkaldes til at være med til at overbringe et dødsbudskab til pårørende og til sammen med dem at modtage kister med de afdøde.
– Siden jeg første gang i 2002 blev bedt om at være med til at tage imod en kiste fra Afghanistan, har jeg haft soldaterne med i min kirkebøn om søndagen, fortæller Ulla Thorbjørn Hansen.
I Præsteforeningens Blad har du for nylig skrevet en artikel, hvor du slår til lyd for, at præster landet over bør overveje at tage de udsendte soldater med i deres kirkebøn om søndagen.
– Ja, jeg opfordrer andre sognepræster til at bede for de udsendte soldater og tage dem og deres familier med i deres forbøn.
– I Folkekirken er meget lagt i faste rammer og ritualer, når det gælder søndagens højmesse. Men netop m.h.t. kirkebønnen er præsten faktisk frit stillet m.h.t. ordlyd. Mange vælger at benytte den bøn, der står i kirkens ritualbog, hvor man beder for dem, der sidder i mørke og dødens skygge, og man beder for folk og fædreland og al dets øvrighed. Og på den måde kan man jo sige, at mange indirekte har soldaterne med i deres kirkebøn. Jeg synes dog, at det må være på sin plads at nævne de udsendte og deres familier direkte i vores kirkebøn. Og for mig har det som sagt været helt naturligt at gøre, siden jeg som feltpræst første gang var med til at tage imod en kiste fra Afghanistan.
Hvordan forbereder du dig, når du bliver sendt ud til så svær en situation, som det må være at stå i en lufthavn og sammen med de pårørende skulle modtage kisten, hvori den afdøde soldat ligger?
– Jeg forbereder mig til den opgave på samme måde, som jeg gør, hver gang jeg som præst skal ud til en familie i sorg. Jeg beder Gud om at være med mig – og frem for alt være med den familie, som nu har mistet en af deres kære.
Hvad skal man som præst sige til de pårørende?
– Som ved ethvert andet dødsfald er der i første omgang ikke meget at sige. Det gælder om at være til stede og være nærværende. Det er vigtigt at give plads til sorgen. Jeg får familien til den dræbte soldat til at tale om det, som er sket og fortælle om deres sidste oplevelser med den afdøde. Og såfremt familien ønsker det, så tilbyder jeg også at bede sammen med dem.
Du har nu et par gange haft krigen i Afghanistan tæt inde på livet. Det var ikke kun i 2002, men også her i 2008 at du som feltpræst blev kaldt ud til Roskilde lufthavn for sammen med pårørende at tage imod en kiste med en død soldat. Kan det ikke virke meningsløst, at vi sender soldaterne ned i den krig?
– Man kan mene, at det er tåbeligt – og direkte forkert, at vi er i krig i Afghanistan, og hvis det er tilfældet, så må vi som borgere i et demokratisk samfund arbejde for en anden løsning.
– Men rigtig mange danskere har i dag et familiemedlem eller kender en, som er udsendt, har været eller står over for at skulle udsendes.
– Det danske samfund, vores demokrati og dermed du og jeg har sat dem på denne uriaspost, og uanset om vi er for eller imod krigen i Afghanistan, må vi tilkendegive over for soldaterne, at vi har omsorg for dem, at de ikke er glemt, og at vi tænker på dem. Den tilkendegivelse kan vi vise ved at gå i forbøn for dem.
Hvad er din personlige mening om krig?
– I Det Gamle Testamente i Mikas bog kapitel 4, vers 3 står der en profeti, som handler om en dag i fremtiden, hvor der ikke længere er nogen, der skal oplæres til krig.
De skal smede deres sværd om til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres i krig.
– Det er nogle gode ord, som beskriver, hvad jeg tror, at vi alle går ind for eller håber på – og det uanset baggrund og politisk ståsted. Jeg tror, at vi alle vil fred her til lands, og krig er af det onde.
– Men faktum er, at vi har sendt vore soldater i krig. Faktum er, at folk stadig løfter sværd mod hinanden. Vi ved fra vort eget liv, hvor svært det kan være at enes. Inden for hjemmets fire vægge, på arbejdspladserne, i skolerne, ja selv i kirken udkæmpes der hver dag kampe mellem mennesker.
– Man kriges mod hinanden, både verbalt og fysisk. Og ofte ender stridighederne med aggressioner, vold og endda drab.
– Hvis man ikke ønsker krig i verden, tror jeg, det var en god ide først at gøre en indsats for at holde fred med hinanden i det daglige.
– Der findes en fortælling fra en flygtningelejr, hvor man hører om en dreng, der bærer rundt på sin lillesøster. En voksen ser ham og kommer bekymret hen og siger: Det er da alt for stor en byrde for dig. Men drengen svarer: Det er ikke en byrde, det er min søster. I kærlighed er byrden også en del af glæden. Og det er i det lys, vi bør bede for vore udsendte soldater.
Danmark har 675 soldater udstationeret i Afghanistan. Siden 2002 har 22 mistet livet.
