Jan var anarkist & shaman
Jan Naumann plejede at smadre biler og forbande mennesker. Nu er han kristen og vil i stedet hjælpe mennesker i nød.- Du er aldrig uden for Jesu rækkevidde! Selv om du har haft gang i nok så mange dæmoner. Jesus er bare en bøn væk!
Det siger Jan Naumann fra Vejen og han ved, hvad han snakker om. Han har nemlig været shaman i syv år og levet i ungdomsbander som bzer i flere tyske byer. Indtil en bilulykke fik ham på andre tanker, og han bad Gud om at vise sig vej. Og den vej førte først til Zambia og siden til Danmark, hvor han nu læser til sygeplejerske, mens han er aktiv i en huskirke.
Jan Naumann har oplevet mere i sine 35 år, end mange når i et helt liv. Og det har ikke alt sammen været positivt. Derfor lagde han det hele bag sig, da han blev døbt i Vejen Idrætscenter – især den okkulte påvirkning fra indianske medicincirkler, tarotkort og alskens forbandelser
– Mine forældre blev skilt, da jeg var syv år gammel. Min mor, som var psykolog, giftede sig med en af sine patienter, som var alkoholiker. De fik et lille pige sammen, og jeg følte mig udenfor, fortæller Jan Naumann.
Derfor tilbragte han meget tid sammen med en underbo, som sad i kørestol.
– Vi drak en masse øl og vin, og mens vi så krigsfilm sammen, plejede han altid at beføle mig
Men heldigvis havde Jan engagerede bedsteforældre.
– Min bedstemor tog mig med op i Alperne for at vise mig, at der er noget, der står fast, selv om alt andet ramler. Hun fortalte mig om Jesus så en gang hvor hun var nervøs, fordi bilen var ved at gå i stå oppe i bjergene, følte jeg Jesus sidde på bagsædet ved siden af mig. Jeg lænede mig frem til bedstemor og sagde: Du skal ikke være bange, Jesus er jo med os!
Men han glemte hurtigt hendes børnelærdom. For også hans konfirmation som 14-årig endte i druk:
– Jeg drak mig rigtig fuld i snaps og fik mit første blackout.
Familien flyttede hvert år og boede bl.a. i Stammheim og Wetterau.
– Jeg ville flytte hjemmefra da jeg var 15, og det førte til en masse skænderier. Det lykkedes først at komme væk, da jeg var 17. Nu kunne jeg drikke så meget, jeg havde lyst til, og jeg begyndte også at ryge hash. Fra 18-24-årsalderen tog jeg alle de stoffer, du kender og flere til.
Nu fulgte en periode som ungdomsgangster, hvor han boede på gaden og i besatte huse rundt omkring i Bayern og Hessen:
– Vi spiste mad af containere og smadrede biler som hobby, fortæller han. Politiet var efter mig, men jeg slap altid godt fra det. En gang hvor politiet afspærrede gaden, gemte jeg mig under en bil i flere timer og tænkte: Nu bliver jeg taget! Men de opdagede mig ikke.
Jan Naumann engagerede sig nu i antifascistiske demonstrationer, men indeni buldrede tomheden. Vakuummet efter bedstemors kristendom blev udfyldt af nye åndelige eksperimenter, og Jan blev i syv år involveret i indiansk shamanisme.
– Vi tilbragte tid i sweat-lodges, dvs. telte som blev opvarmet med damp fra et ildsted udenfor. Ildstedet var et symbol på solen, teltet var jorden, og mens det blev ophedet, modtog vi solens energier
Jan blev desuden indviet i hinduistisk chakra-lære og lærte at lægge tarotkort. Han udviklede endda sit eget system, hvor han kunne lægge forbandelser på mennesker.
– Jeg boede da i et land-brugskollektiv, hvor en hund var min bedste ven. Men en dag blev hunden skudt af gårdens nabo, og jeg ønskede ham døden
Det var paradoksalt, funderer Jan Naumann i dag. For shamanismen søgte at helbrede jorden og give kærlighed til menneskene, og her ønskede han, at hans nabo ville falde død om!
– Jeg kom i dyb trance gennem mit eget system af chakra og tarotkort. Jeg koncentrerede mig om den tanke, at min nabos hjerte skulle holde op med at slå.
– Pludselig mærkede jeg en voldsom energi og jeg begyndte at male en stor sort fugl, som ligesom brød cirklen. Da forstod jeg at forbandelsen over min nabo var lykkedes.
Men det skulle vise sig at være en forbandelse på vildspor.
– En dag jeg var ude at køre en tur med en ven, kom en stor musvåge og kiggede mig ind i øjnene, mens den dækkede hele forruden med sine vinger. Min ven prøvede at undvige og kørte i grøften og blev dræbt på stedet. Jan kastede sig ud af bilen:
– I de få sekunder fra bilen drejede i grøften til jeg sprang ud af den, så jeg mit liv passere revy. Jeg vidste, at døden var kommet for at hente os og accepterede, at jeg nu skulle stå foran Guds trone.
Mens Jan lå dér i græsset med brækkede knogler, kaldte han på Gud: Gud, nu vil jeg gerne dø. Men du bestemmer. Jeg overgiver mig til dig.
Pludselig så han tre lysende væsener:
– De havde langt skæg, og sagde: Nej, du kan ikke komme endnu.
Jan kom på hospitalet, hvor han lå indhyllet i gips i seks uger. Og nu vidste han én ting: Der måtte ske en forandring.
– Så jeg bad: Gud, vis mig, hvis jeg skal leve på en anden måde!
Efter hospitalsopholdet kom Jan tilbage til landbrugskollektivet, der dog gik i opløsning et år efter. Nu levede Jan på gaden i byen Marburg et helt år.
– Jeg drak to liter øl hver formiddag. Først da følte jeg mig normal, og så kunne jeg rigtig begynde at drikke, husker han.
Men så gav han Gud et løfte: Hvis jeg holder op med at drikke i to uger, vil du så vise mig vejen?
Et par dage efter fik han øje på en plakat med overskriften: Arbejde i Afrika. Den var fra Den Rejsende Højskole i Holsted et af Tvinds skoleprojekter.
Jan ringede og blev optaget på skolen i august 1998 og tomlede derfor til Danmark.
– Skolen var stoffri, og det var jo helt fint for mig, smiler Jan.
Jan rejste nu med skolen til Zambia for at hjælpe til som frivillig. Her mødte han sin Joyce, som han senere giftede sig med.
– Ja, det er Jesus og Joyce- i den rækkefølge – som har rettet op på mit liv, smiler han i dag.
Jesus stiftede han bekendtskab med gennem Joyces kirke, hvor han begyndte at komme jævnligt.
– Jeg havde medbragt min medicin-cirkel til Zambia og forventede, at der skulle ske det helt store åndelige gennembrud i kirken men det kom ikke. I stedet blev jeg fascineret af personen Jesus, fortæller han.
– Da jeg bad frelsens bøn stille for mig selv under gudstjenesten, talte jeg til Jesus som en person. Jeg sagde til ham, at jeg ville opgive at kæmpe imod ham. Jeg bad ham komme ind i mit liv og vise mig, at han lever i dag. Det var meget vigtigt for mig at tale til Jesus – ikke til en filosofi eller en eller andet konstruktion.
– Hvis Jesus ikke er en virkelig person, som han siger, han er, så er jeg slet ikke interesseret. Hvis det bare er et regelsæt, er det ikke noget for mig. For regler kan jeg jo selv finde på husk, jeg er jo gammel anarkist!
– Men det blev klart for mig, at Gud er så almægtig, at han kan blive afmægtig. Han behøver ikke invadere et land med tusindvis af soldater for at vise sin magt. Han kan tillade sig at dø på et kors!
Og den tanke blev et vendepunkt for Jan. I dag bor han i Vejen. Joyce giftede han sig med i Zambia og blev familiesammenført med hende i Danmark. I dag er de begge engageret i huskirke, og deres børn har dannet en hip-hop-dansegruppe, der har fået ros i Jydske Vestkysten for sit integrationspotentiale. Joyce er ved at uddanne sig til sundhedsassistent og Jan til sygeplejerske.
– Det er brede og grundige uddannelser, som vi kan bruge i den tredje verden, forklarer Jan og afslører sin drøm: Han vil gøre en positiv forskel for andre mennesker.
