Tjen Gud – udenfor kirken
Du har tre jobmuligheder: præst, missionær eller frivillig i kirken. Ellers må du tage til takke med et verdsligt job…Synes du, at det vigtigste er at arbejde i kirken, og at alle andre jobs er en slags andenrangs-arbejde uden den store betydning? At hvis man skal tjene Gud, foregår det kun på kirkens trægulve eller Afrikas Savanna.
Sådan har jeg ofte tænkt. Men i alle områder af livet kan du tjene Gud – ikke kun ved at fortælle dine kolleger om Jesus. Selvom du også skal gøre det.
At være kristen reducerer ikke livet!
Gud har aldrig ment, at vi skulle begrænse os til kun at være og arbejde i kirken, fordi vi er kristne. Vi skal ud og forandre verden – sammen med Gud.
Gud er ikke en lille Gud, som kun er Herre over kirken.
Nej, Gud er Herre over alt! ALT! Han er almægtig, Alfa og Omega. Det er Ham, som har skabt partikler og atomer, årets sæsoner, dyrenes instinkter og vores hjerner!
Det er Gud som er skaberen og grundlæggeren af kunst, videnskab, regering, uddannelse, medicin…
I alle områder har du mulighed for at ære Gud. Hvad brænder du for? Hvad har du lyst til at gøre?
Du kan involvere dig i modebranchen ved at bruge din kreativitet og nytænkning til at skabe skønhed; designe smukke kjoler og skabe nye trends.
Du kan også blive en garvet politiker og have indflydelse på de store linier i landets udvikling og være med til at skabe et godt samfund. Eller hvad med at blive en dygtig læge og sikre folks sundhed, eller en kompetent forsker, der udforsker skaberværket?
Du kan også blive en farvestrålende kunstner og lave nye bestseller-film som giganterne: Titanic, Borte med Blæsten og Ringenes Herre? Eller en talentfuld sportsstjerne, der imponerer alle. Hvad med at blive en kaffedrikkende journalist eller autoritær politimand?
Der er masser af muligheder, hvad brænder du for? I hvilket område ønsker du at tjene Gud?