Et spørgsmål…

Sommetider består min hverdag af flere spørgsmål end svar. Og det er faktisk helt i orden med mig.Jeg husker, da jeg som teenager var på en kristen ungdomslejr for 13-30-årige i påsken. En af dagene kom fem præster på besøg til en paneldebat, og der blev mulighed for at stille spørgsmål. Der kom hurtigt en skov af hænder i vejret, og endelig blev det min tur: ”Jo, øh… jeg ville bare spørge hurtigt: Hvem skabte Gud?”.
Stilhed i det fyldte forsamlingslokale.
Og siden ingen svarede med det samme, stillede jeg mit opfølgningsspørgsmål: ”Hvis Gud skabte alt, skabte han også Satan og ondskaben?”.
Ordføreren og lederne stak hovederne sammen og mumlede for sig selv. Herefter blev det meddelt, at debatten var gået for vidt, og at der blev lukket for spørgsmål. Man gik videre med at synge en fællessang, men jeg var ligeglad; jeg var desillusioneret, skuffet, lukket ned.
Jeg sad på min stol og stirrede ned i gulvet. Jeg var 14 år. Den dag lærte jeg, at trosspørgsmål inden for kirkens mure kan tolkes som vaklende tro eller synd. Men jeg holdt glædeligvis ikke op med at spørge løs.

Mister man den kritiske spørgen og nysgerrighed efter at undersøge tingene selv, mister man sin tro. Da har man selv valgt den halvdovne og belejligede rolle at være et hovedløst får, der går efter lyden af præstens klokke eller rottefængerens fløjtespil. Jeg vil aldrig ofre mig på det kollektives alter.
På den anden side kan jeg forestille mig, at menighedspræster er ovenud lykkelige, når flere og flere i menigheden selv tager initiativ til at stille åndelige spørgsmål – kritiske eller ej. Det kaldes åndelig vækkelse.
Fremstiller vi kristendommen som en række færdigsyede bibelsvar, er kristendommen død. Kristendommen skal vokse igennem spørgsmålene, sulten nysgerrighed, dialoger og diskussioner, hvor alle parter høres, følelser i oprør og opbrud, tagen ny stilling, livsbeslutninger, forandringer, nyt liv.

Livet består af lutter stræben efter forbedring og dets indbyggede umulighed i at nå det hele.