Sådan opstod UMO
For 50 år siden begyndte historien om missionsbevægelsen UMO, som ville sende unge mennesker ud i hele verden for at yde nødhjælp, undervise og evangelisere.Det hele startede med, at en ung fyr på 20 år bad Gud tale til sig. Han var vant til at bruge tid sammen med Gud, ved at læse i Bibelen og bede, men også ved at være stille og have et åbent sind. Ville Gud sige noget?
Det næste, der skete, var langt fra rutine. Som en mental film så han et levende verdenskort. Det bevægede sig, og bølger slog mod kysterne på alle kontinenter, og ind over landet. Bølgerne blev til unge mennesker, der talte med folk overalt hvor de kom. De gik fra hus til hus. De prædikede, og de hjalp mennesker med de behov, de mødte. Hvad var dette? Unge, meget unge, mennesker der rejste ud som missionærer? En vision fra Gud?
Den unge mand var Loren Cunningham fra Springfield i USA. I 1960 startede han missionsbevægelsen Youth With A Mission – Ungdom Med Opgave. Med en brand i sit hjerte og en vision fra Gud sagde han nej til et attraktivt job i sin tantes succesrige firma. Et job som ellers ville give rigtig gode penge, status og indflydelse. Men Loren valgte at adlyde det kald, han var overbevist om, at Gud havde lagt på hans hjerte.
I år fejrer Ungdom med Opgave (UMO) 50 års jubilæum. Det startede med team af unge, som i deres sommerferie rejste ud og prædikede evangeliet og hjalp de fattige. I dag er UMO en verdensomspændende organisation med 16.000 fuldtidsmedarbejdere og mere end 1000 lokaliteter i over 149 lande. Hvert år sendes 25.000 missionærer ud på kortere fremstød.
Selv om navnet indikerer, at der er tale om unge, finder man i dag mennesker i alle aldre i bevægelsen, lige fra 1 til 100 år ifølge UMOs internationale hjemmeside www.ywam.org.
En af de ting Loren vidste var vigtig, var træning. Når mennesker rejser til andre lande, kan manglende kendskab til kulturen hurtig lukke muligheden for at dele evangeliet. I slutningen af 60erne købte UMO sit første center. Beliggende i Lausanne i Schweiz blev et tidligere hotel i 1969 stedet for UMOs første skole, School of Evangelism (Evangelisationsskole).
I 1970erne kom mange unge til UMO, så at sige lige fra gaden, som følge af Jesus-vækkelsen. Da en ung mand blev spurgt om sin kirkelige baggrund, svarede han narko. Der var behov for undervisning i grundlæggende bibelske sandheder sammen med undervisningen om evangelisation.
Den seks måneder lange Discipel Trænings Skole (DTS) med tre måneders undervisning og 8-12 ugers fremstød blev hurtigt en succes. I dag findes der DTSer over hele verden og med forskellige variationer. Der er DTSer for familier, for 30+, surfers DTS, Football DTSs, Roadtrip DTS og meget mere. I Danmark afholdes en Familie DTS og til august starter en Roadtrip DTS.
UMO har om nogen formået at blive ved med at ekspandere og udvikle sig. Nye skoler, tjenester og tiltag ser stadig dages lys. I 1977 startede UMO sit eget kristne universitet på Hawaii (i dag kaldet University of the Nation). Siden startede tjenester som Kings Kids, Mercy Ships og Impact World Tour.
Forklaringen på vækst skal måske findes i UMOs grundlæggende værdier, hvor det bl.a. lyder sådan:
Vi tror på, at Gud har givet unge mennesker gaver og kald til at gå i spidsen for nye visioner og tjenester. Vi er overgivet til at værdsætte, stole på, oplære, støtte, give plads og sætte dem fri. De er ikke bare fremtidens kirke – de er nutidens kirke. En del af UMOs vision at blive ved med at være visionær og til stadighed modtage, opfostre og forløse nye visioner fra Gud.
UMOs 50-årige historie indeholder utallige historier om Guds suveræne indgriben og mennesker, der tør tage chancer, løbe en stor personlig risiko – også når det koster. Med et lederskab i spidsen, som viser vejen ved at prioritere tid til at søge Gud i bøn og give plads til nye visioner, har tusinder af mennesker været med til at bringe evangeliet ud, hjælpe de fattige, inspirere og undervise kristne.
Loren Cunnigham og hans kone, Darlene, rejser i år rundt i hele verden for at fejre jubilæet. Fra d. 22. – 25. september kommer de til det svenske UMO-center Restenäs nord for Gøteborg. Samlingen er for alle UMOer, tidligere og nuværende.