Vil fortælle om Guds faderkærlighed
Kenny Borthwick er hovedtaler ved SommerOase den 17.-23. juli.- Jeg er bare Kenny Borthwick, et barn af Gud…Sådan svarer den presbyterianske præst Kenny Borthwick gerne, når folk vil vide noget om ham. I stedet for overdreven religiøsitet vil han hellere tale om helt almindelige ting, som fx sine to voksne børn, eller hvordan hans liv ændrede sig, da han som teenager mistede sin hund.
Kenny Borthwick er hovedtaler på Sommeroase den 17.-23. juli, hvor man kan høre ham ved formiddagens bibeltimer. SommerOase er Dansk Oases sommerlejr i Odder.
– Når folk spørger efter en biografi til at sætte på flyers i forbindelse med stævner og lignende, hvor jeg skal tale, ved jeg godt, at folk leder efter noget præsteagtigt og noget spirituelt. Men jeg har mest lyst til at fortælle de helt almindelige ting om mig selv, siger han.
Men først om fremmest ønsker han, at mennesker skal lære Guds faderlige kærlighed at kende på en ny måde.
Han har været præst i 27 år i Skotland og flyttede for fem år siden til Edinburgh for at blive præst i Holy Trinity Chuch.
Dengang havde kirken ca. 200-300 medlemmer. I dag er der over 4000.
Kenny Borthwick er desuden formand for Scotland New Wine, som er en organisation, der har til formål at skabe fornyelse i de lokale kirkemiljøer. Det sker ved at lave en lang række events, konferencer og retræter for ledere.
Borthwick er en anerkendt taler og bruges i mange sammenhænge både i og uden for Skotland.
Ud over at lede mennesker til Gud er hans passion at se en kirke rejse sig, som ligner Jesus Kristus og som gør Hans arbejde.
Kenny Borthwick er gift med Morag, og sammen har de børnene Sarah og David.
– Og så er jeg vild med karryretter og at spille squash, tilføjer han.
Simon Nathanael/sl