RETRÆTE-TEMA
Også Jesus trak sig tilbage for at bede

Jesus levede under samme vilkår som vi.
Han havde brug for ofte at trække sig tilbage
fra menneskene omkring sig for at have fælleskab med sin himmelske Far. Hans liv og prioritering af bøn bør tale til os i dag. Der står om Jesus i Hebræerbrevet 5,7: ”Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt.”

Peter Tinggaard

I hele menneskehedens historie har der aldrig været en mere helhjertet og frugtbar forbeder end Jesus. Den ene gang efter den anden fortæller evangelierne, hvorledes et stort antal syge kom til Jesus, og alle blev helbredt.
Omkring ham skete der ganske enkelt de mest utrolige ting, som ellers ikke burde være mulige. De døde kom til live igen, mad blev mangfoldiggjort, stormene blev pludselig til intet og meget, meget mere. Ja, selv hans disciple fik kraft til at gøre lignende ting. Han samlede som en magnet af kærlighed en skare af efterfølgere fra samfundets laveste lag, men gjorde disse tabere til en trofast skare af efterfølgere, som vitterligt vendte hele den daværende verden på hovedet. Han var Gud, og det skiller ham selvfølgelig ud fra mængden, men ofte tror jeg, vi skiller ham ud på den forkerte måde.
Vi bruger hans guddommelighed som en stor del af forklaringen på alt det fantastiske, der skete igennem ham, og tager det derfor ikke helt alvorligt, når han siger, at vi skal gøre større ting end ham (Joh 14,12).

Men Bibelen siger meget klart, at han var et menneske med de samme begrænsninger og muligheder som du og jeg.
Fil 2,7 fortæller fx, at Jesus gav afkald på sin guddommelighed, da han blev et menneske. Han måtte i et og alt blive som os (jf. Hebr 2,17a), for at blive en ægte repræsentant for menneskeheden. Gud gav ham ikke særbehandling. Han måtte fristes (Hebr 2,18 + 4,15) og opleve både svaghed (Hebr 5,2), og intens lidelse (Hebr 5,8-9). Desuden var der også gange, hvor hans magt til at helbrede og virke undere blev hindret af folks vantro eller uvilje mod at ære ham (jf. Mar 6,5). Hvorfor? Fordi han ikke gennemtrumfede sin vilje med en slags guddommelig almagt, men i stedet sejrede på menneskelig vis.
Det var hans yderst intense bønneliv, som åbnede op for de mange tegn og mirakler fra Gud. Og derfor kunne han sige: ”I kan gøre det samme, som mig – ja, I vil komme til at gøre større ting!” Når han fortalte sine tilhørere, at alt var muligt for Gud, så kom det fra en mand, som selv havde oplevet dette igennem sine bønner. Han vandrede i gennembruddets land og fortalte og demonstrerede for alle, hvordan det var at vandre der.
Han proklamerede igen og igen: ”Himmeriget er kommet nær!” og beviste dette ved at gøre himmerigets gerninger; ved helbredelser, opvækkelser, mirakler og meget mere. Alt dette var resultatet af hans personlige bønnevandring med Gud.

For disciplene var dette ikke en hemmelighed. De var måske langsomme til at forstå en masse andet, men de fangede hurtigt, at den enorme overflod af liv omkring ham strømmede fra hans personlige bønnevandring med Gud. (Jeg tror heller ikke, man skulle bede mange gange sammen med ham, før man fangede det.) Derfor siger de i Luk 11,1: ”Herre, lær os at bede … .” De beder ham ikke om at lære dem at helbrede, eller at undervise med autoritet, eller at uddrive dæmoner, men går lige til sagens kerne. Herre, lær os at bede! De havde set noget, som de meget gerne ville have.
Lad os tage et lille øjeblik og forsøge at træde i deres sted. Forestil jer, at bede med Jesus og sammen med ham at opleve, når Gud virkelig kom nær. Tænk, at høre Faderens kærlighed erklæret til sønnen – med en ubeskrivelig fylde af herlighed – og at se sønnens ligeså helhjertede og dybt taknemlige respons. Eller at se himmelens herlighed bryde igennem i Jesus (som ved forklarelsen på bjerget), og til andre tider at opleve en hulkende og sønderknust Jesus gå i forbøn for os mennesker. Mon ikke sådanne oplevelser ville være chokerende og livsforvandlende for os?
Men desværre rummer evangelierne kun nogle få glimt ind i Jesu eget bønnekammer, og det efterlader os tilsyneladende lidt på afstand af hans bønneliv. Dog kun tilsyneladende. For de få glimt kan ved nærmere eftertanke afdække langt mere, end de umiddelbart viser.
Overvej fx dette: Hvis alle hans bønnetider (også dem, der blot nævnes i forbifarten) var nogenlunde ligeså fantastiske som dem, evangelierne fremhæver, så må enhver bønnestund sammen med ham have været absolut himmelrystende.

Når man studerer Jesu liv og grunder over evangeliernes beskrivelse af ham, ser man samlet set to overordnede rammer for hans bønneliv.

1) Han bad mange timer alene med Gud hver dag.
I Luk 5,16 står der: ”Men han trak sig tilbage til øde steder og bad.” Flere engelske bibler oversætter verset med ”han trak sig ofte tilbage …”, fordi verset i grundteksten synes at indikere, at dette var en vane, han havde. I Luk 22,39ff hører vi også om et sted på Oliebjerget, hvor han ”plejede” at gå hen for at bede – sandsynligvis noget han gjorde, hver gang han befandt sig i nærheden af Jerusalem. Denne faste vane var desværre også grunden til, at Judas så let kunne føre soldaterne til ham, da han blev forrådt (jf. Joh 18,1-2).
Han brugte nogle gange de meget tidlige morgentimer i bøn (jf. Mark 1,35), og andre gange aftenerne eller nætterne (jf. Matt 14,23 og Mark 6,12+46). Mon ikke dette var en af grundene til, at han kunne sove så tungt i en båd midt i en storm (Mark 4,37-38), fordi nattetimerne så ofte blev brugt til bøn?
Når han bad, gik han som udgangspunkt væk fra menneskemasserne, men det var ikke ualmindeligt, at han tog nogle af sine disciple med sig (jf. fx Matt 26,37-38; Luk 9,18+28 og 11,1). Selv sammen med sine disciple bad han ofte så længe, at de faldt i søvn (jf. Matt 26,40+43; Luk 9,32) – på trods af at de gentagne gange havde oplevet, hvilke fantastiske ting, der kunne ske, når de bad sammen med ham.

2) Han var altid i kontakt med sin himmelske far.
Et andet aspekt af Jesu bønneliv fremhæves særligt i Johannesevangeliet. Her siger Jesus i Joh 5,19: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.” Jesus var åbenbart i en så tæt, kontinuerlig kontakt med sin himmelske far, at han faktisk kunne sige (skrevet med mine ord): ”Alt, hvad jeg gør, sker på baggrund af min kontakt med min himmelske far. Jeg gør kun det, han viser mig, jeg skal gøre.”
Senere i samme kapitel går han et skridt videre og erklærer, at han slet ikke søger sin egen vilje, men udelukkende ønsker at gøre Guds vilje (jf. Joh 5,30).
Jesus var altså i en meget tæt, kontinuerlig kontakt med Gud, men brugte alligevel mange timer hver dag alene med ham. Han kunne slet ikke få nok af Gud og var – som han også selv erklærede det for andre – dybt afhængig af denne kontakt. For det mest selvstændige og frie menneske, der nogensinde har været på jorden, blev ikke fri ved at blive ligegyldig eller distanceret i forhold til denne verden, men ved i stedet at blive totalt afhængig af Faderen og dennes fuldendte verden.
Derfor kunne han fx sige i Joh 4,32+34: ”Jeg har mad at spise, som I ikke kender til.” ..”Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig, og fuldføre hans værk.”

Alt i hans liv på jorden var fokuseret mod Faderens himmelske rige, og derfor var det blot naturligt, at det også var selve himmelens atmosfære, som billedlig talt strømmede ud af ham. Han erklærede igen og igen: ”Himmelens rige er kommet nær!” og beviste ordenes gyldighed med helbredelser og en lang række andre mægtige gerninger.
Således levede han selv i himmeriget og kaldte alle andre mennesker til også at træde derind.
Af Peter Tinggaard

Teksten er et uddrag af Peter Tinggaards nye bog om bøn, ”Gud sprænger alle rammer”. Bogen forventes udgivet i oktober og kan købes gennem Udfordringens forlag.