Ingen skov, bare træer

Ventetid på Københavns Hovedbanegård. Hvad skal man bruge den til? Jeg lænede mig tilbage på bænken og gav mig til at studere de mange forskellige mennesker, der passerede forbi mig. Hvem mon han var? Og hvordan mon hun havde det? Jeg gjorde et forsøg på at læse tankerne på et par af dem, men det lykkedes ikke. Heller ikke denne gang.Jeg bed lidt i min sandwich og fandt så et mere ’åndeligt tidsspilde’. Jeg bad lidt. ”Gud, hjælp mig til at finde nogen, som jeg kan hjælpe eller fortælle om dig”. Ikke mit livs mest inderlige bønneminut, men trods alt et ærligt og oprigtigt ønske. Mine øjne panorerede opmærksomt videre rundt i rummet, mens jeg ventede på en guddommelig tilskyndelse.

Mit hellige øjeblik og forsøg på at høre Guds stille hvisken blev imidlertid saboteret af en ung fyr, der kom lidt for tæt på og så lidt for suspekt ud. Han satte sig ved siden af mig uden at sige et ord. Jeg skubbede forsigtigt min sportstaske længere ind under bænken, i tilfælde af at det var tasken med vasketøj, han var ude efter. Det var det ikke. Det var penge. Jeg burde have vidst det.

”Kan du hjælpe mig? Jeg mangler 60 kr. til en togbillet til Kolding, hvor jeg har fået tilbud om…”. Et eller andet. Mine indre alarmklokker overdøvede, hvad han sagde. Hans forjagede blik under det trimmede lyse hår, hans ’bad ass’-look, og hans alt for dårlige begrundelse, der tog ham alt for længe at finde på. Penge til hvad? En tog-billet? Yeah, right!.

Men man er vel kristen, så jeg rakte alligevel hånden i lommen og fandt nogle mønter, som jeg gav ham – efter at have sorteret de store af dem fra, naturligvis. Og jeg sendte ham så afsted med seks kroner og en kærlig formaning, ”Brug dem nu på noget godt”! ”Det er til en togbillet”, forsikrede han endnu en gang.

Så gik han. Det gjorde jeg også – det var tid til afgang. Ikke mere tid til bøn. I det mindste havde jeg givet Gud en mulighed for at bruge mig, men han havde tilsyneladende ingen opgaver til mig i København i dag…