Ægtepar bygger børneby i Manila

Birgitta og Thord Dahl har været missionærer
og hjælpearbejdere på Filippinerne i syv år.
Birgitta og Thord Dahl er så danske, som svenskere kan blive. De kommer fra Skåne, og de arbejder for Skandinavisk Børnemission, der også har kontor i København. Og de er også Danmarks udsendinge til Filippinerne.
Og lige nu – syv år efter, de rejste til Filippinerne – er de ved at bygge en hel børneby i en forstad til hovedstaden Manila.

Ny børneby

Birgitta og Thord Dahl har fostret visionen om en egentlig børneby under de syv år med akuthjælp til fattige familier og underernærede børn i Manilas slumkvarterer. Thord drømte om at kunne give forældreløse børn en familie, der gav dem omsorg døgnet rundt:
– Missionen bør i særlige tilfælde tage et langsigtet ansvar for forladte forældreløse børn, siger han. – Vi bør – ud over at redde liv, uddele mad, hjælpe forældre og give skoleundervisning – også give et mindre antal børn helt dækkende hjælp fra de er spædbørn til de bliver teenagere i en… BØRNEBY!”
Hans vision er at give børnene et hjem, ”hvor den tabte familiekonstellation kan skabes på ny med mor og søskende i alle aldre”. Sådan et hjem skal børnebyen ”Hills of grace” – Nådens bjerge – være.
– Et sted, hvor barnet kan bo i eget hus sammen med sine søskende, have sin egen seng og have en mor, som bryder sig om MIG, og gå i den nærliggende skole som alle andre børn og vokse op som ansvarlige unge mennesker.

Sjovt og intensivt

Skandinavisk Børnemission er en fælleskirkelig og fællesnordisk hjælpeorganisation, der arbejder i Ukraine, Moldavien, Zambia og Filippinerne. I Manila driver missionen en underernæringsklinik, flere forskoler, et jobtræningscenter og tager jævnligt ud i slumkvartererne med en ”mobil klinik” og rådgiver forældre om hygiejne og sundhed. Klikken henviser også syge til de offentlige sygehuse.
Missionen fandt allerede i 2009 en grund, hvor man kunne samle alle sine aktiviteter og samtidig tilbyde døgnpleje til børn. Den 20.000 kvadratmeter store grund ligger nordøst for Manila i byen San José, Rodriguez. Her skal børnebyen huse omkring 100 forældreløse børn. På samme grund skal bygges en mor-barn-klinik, en underernæringsklinik, 10 familieboliger, legeplads samt missionens kontorer.
– Vi har udvidet vores arbejde, så vi nu når flere mennesker end for syv år siden. Vores indsats foregår også over længere perioder i dag, fortæller Thord Dahl til missionens svenske nyhedsblad. – Det har været sjove og intensive år, tilføjer han og nævner opstart af forskoler, grundskole, fagskole, mikrokredit-programmer og mor-barn-klinik som spændende initiativer.

Kald fra Gud

Hvad driver jer?
– Jeg fik en vision allerede som teenager, at jeg ville gøre en positiv forskel for mennesker. Mine forældres livsbeslutninger og livsstil har nok også påvirket mine valg i livet, fortæller Birgitta Dahl, og Thord tilføjer:
– Det, som driver mig, er kaldet og et ønske om at tjene Gud og at hjælpe mennesker, som har det svært. At vi skulle virke i Asien, har hele tiden ligget os på hjerte.
Inden Birgitta og Thord kom til Filippinerne, var de 11 år i Bangladesh som nødhjælpskoordinatorer. Og inden da arbejdede de hjemme i Skåne – Birgitta som tandlæge og Thord som præst og projektleder.
Og deres erfaringer har de haft rigeligt brug for i et land, som jævnligt hærges af naturkatastrofer. Således er Skandinavisk Børnemission hurtigt på pletten for at hjælpe, når Mayon-vulkanen går i udbrud, eller en af de årlige tyfoner hærger og begraver landsbyer i mudder.

Masser af planer

Hvad sker der i Børnemissionen i 2011?
– Vi starter udviklingsprogrammet Unite, Learn and Earn – foren jer, lær og tjen – i en ny bydel, der hedder San Isidro. Her vil vi også satse på endnu en mor-barn-klinik, fortæller Birgitta.
– Vi har stort fokus på vores børneby, Hills of Grace, fortsætter Thord. – I løbet af året vil hovedbygningen stå klar. Her skal bla. underernæringsklinikken, mor-barn-klinikken og administrationen være. Målsætningen er også, at et par familiehjem skal opføres i løbet af dette år. I begyndelsen af 2012 håber vi, at de første plejebørn kan flytte ind.
– Et helt nyt arbejdsområde er et program for unge mellem 15 og 17 år, der sidder i fængsel, tilføjer Birgitta.
– Vi vil også satse på ”Healthy 50”, som er et ernæringsprogram, hvor en familie får lært sig at lave og spise sund mad for 50 pesos om dagen, dvs. 10 kr., slutter Thord.
Det aktive ægtepar bliver bestemt ikke arbejdsløse foreløbig.