En længsel efter en tryg favn
Jeg hører en desparat, men spinkel stemme sige « agua » gentagende gange. Det er Fernando på ca. et år, og han er tørstig. Tonefaldet i stemmen virker søgende, som om han i virkeligheden beder om mere end vand. Som om han søger efter noget, der ikke er opfyldt for ham. Måske søger han efter sin mor. Kort tid efter løber vi tør for vand, og jeg når ikke at give stakkels Fernando og de andre børn noget at drikke. Heldigvis har vi en reservevandhane og vanddunk, som lige knapt kan give vand til de mindste børn i Toddlerhuset på børnehjemmet i Honduras.
Da jeg hører Fernanda sige agua, går det op for mig, at hans første ord er agua og ikke mor eller far. Fernando har måske ingen mor og far – eller de vil eller kan ikke tage sig af ham.
Det må være hjerteskærende pludselig at skulle undvære sin mor i en så tidlig alder. Jeg tænker på, hvad den moderlige omsorg har betydet for mig, hvor meget jeg føler, jeg har haft brug for den, men også hvor taknemmelig jeg er for at være opvokset med en mor.
På børnehjemmet bor Fernando på et lille 25 m2 værelse sammen med 10 andre små børn i alderen 0-2, og der er kun en stor pige fast knyttet til dette værelse. Fernando vil møde mange personer, ansatte og volontører, som vil tage sig af ham, men de vil forlade Emmanuel igen, og han får måske aldrig den ubetingede trygge favn, som han hungrer efter.
Heldigvis har Fernando to andre søskende, som også bor i samme hus som ham, og de kan ses hver dag. Vigtigst er, at de har hinanden og kan være på et sikkert børnehjem med mad og drikke og fri skolegang ligesom de 499 andre børn på børnehjemmet.
Jeg vil give Fernando masser af vand og utallige af knus, men mit ønske er også at give ham ubetinget omsorg. Jeg ved, dette ikke er muligt, da jeg skal tilbage til Danmark, og han skal blive på børnehjemmet til han er 18.
På trods af dette er jeg glad ved tanken om, at han har sine søskende, og at de forhåbentlig kan give hinanden ubetinget kærlighed.
Af Julie P. Markersen
Udsendt som volontør
af Impact
