ENGLE
En engel i guldsko

Jeg har brug for min løbetur i skoven. Løb hjælper: jeg kan afreagere, finde ro til at tænke og ofte vender jeg hjem fuld af ny energi.
Men dengang var jeg knap blevet alene mellem træerne i skoven, førend tårerne løb ned ad kinderne på mig. Mit liv befandt sig i en undtagelsestilstand mellem håb og frygt, fortrøstning og fortvivlelse. Vores datter lå hårdt kvæstet på hospitalet. Hun havde overlevet en ulykke, som havde krævet syv efterfølgende operationer og flere uger på intensiv.
I skoven var jeg alene og kunne lægge min frustration, mine mange spørgsmål og tanker frem for Gud. ”Herre, jeg har brug for din hjælp”, bad jeg. ”Jeg kan ikke klare det her alene. Vil du ikke nok sende mig et bevis på din nærværelse. Du kender hele min situation. Hjælp mig med at komme videre. Hvis jeg har brug for et menneske, så lad mig møde et! Eller giv mig en tanke fra dig, som kan få mig til at falde til ro! Du ser min splittelse og kender mine grænser.”
I skoven var der mange kryds og forgreninger. Alt efter mit humør var turen forskellig fra gang til gang. Den dag var den ret lang. Da jeg var på vej tilbage i skovbrynet, mødte jeg en kvinde. Vi kendte hinanden, men havde ikke set hinanden i lang tid. Hun havde hørt om ulykken. Da vi stod over for hinanden, tog hun mig i hånden, begyndte at bede for min datter og gav mig Guds velsignelse. Min anspændthed forsvandt langsomt. Gennem tårerne så jeg hendes guldsko. Mødet var kort. Fuld af fortrøstning og optimisme gik jeg videre, mens jeg undrede mig over dette møde. I mit hoved formede der sig en tanke: ”Det her var en engel, sendt af Gud, en engel i guldsko.”
En engel? Ikke med vinger, men for mig var det et sendebud fra Gud. Hun havde hørt en indre stemme, fulgt denne indskydelse og var gået ind i skoven for at bede med mig i stedet for at gøre det stykke arbejde, hun havde planlagt.
Christine Gautschi