Frikirke nord for polarcirklen
Det Danske Missionsforbund har overdraget en ny kirke i Illulissat til den grønlandske menighed.
I Grønland ligger den naturskønne by Ilulissat (Jakobshavn), som især er kendt for Grønlands største isbræ samt for at være Knud Rasmussens og Mathias Storchs fødeby.
De fleste kender Knud Rasmussen, men de færreste kender Mathias Storch, skønt han for Grønland var, hvad Grundtvig og Vilhelm Bech var for den folkelige og åndelige vækkelse i Danmark.
Mange, også forskere og internationale politikere, har gennem årene besøgt byen. Og som årene er gået, kommer flere og flere turister fra hele verden derop, så langt væk fra som USA og Japan, men også danskere, tyskere, nordmænd og svenskere dukker op i den skønne by ved isfjorden.
Når bræen kælver, dukker mange store og flotte isformationer op ude på havet. Et fantastisk syn, hvor kun fantasien sætter grænser for at finde ud af, hvad nu lige netop dette isbjerg ligner. I de 13 år min kone og jeg boede i byen og havde et stort stuevindue ud mod Diskobugten, en skifteramme med nye billeder hver dag, startede vi dagen med at nyde synet af isbjergene i bugten.
Midt i denne skønne by findes én af Grønlands frikirker. Langs vestkysten findes flere frikirker og husmenigheder, der alle er tilsluttet den fælles frikirke, Inuunerup Nutaap Oqaluffia Det nye livs kirke – Grønlands frikirke – i daglig tale kaldet INO.- Frikirkerne har baggrund i Apostolsk kirke, Pinsekirken, Det Danske Missionsforbund og Frie Venner fra Norge. De fleste af disse menigheder er nu selvstyrende. Det gælder også frikirken i Ilulissat.
To ægtepar, Maria og Jens Sørensen og Lene og Mogens Gjerløv fra Det Danske Missionsforbund, flyttede til byen i 1979, hvor de hver især fik arbejde, men med det formål at starte et klubarbejde, et kristent, socialt arbejde for børn og unge. Midt i deres hverdag så de bl.a. grønlandske børn, der drev om på må og få, fordi mor eller far ikke var hjemme, eller fordi mor og/eller far ofte var fulde og derfor ikke var i stand til at tage sig af deres børn.
Det blev igangsættende for klubarbejdet for børn og unge. I Maria og Jens Sørensen hjem blev der åbent hus hver dag nogle timer, så børnene kunne komme indenfor og få lidt varme, servering, blive aktiveret og få lidt bibelhistorie.
Pladsen blev hurtigt for trang, og det blev besluttet at lave en tilbygning til huset, som i mellemtiden var blevet solgt til Det Danske Missionsforbund. Der blev udarbejdet tegninger, beregninger m.v., og tilbygningen blev en realitet i sommeren 1980, hvor 3 danske frivillige håndværkere var rejst op for at bistå med byggeriet.
Klubarbejdet udviklede sig. Børnene og de unge blev ved med at komme, og der kom også voksne mennesker til, så man startede et voksenarbejde med bibelundervisning og gudstjenester. Igen blev der udvidet med en nybygning, som i flere år rummede en form for bofællesskab for mennesker, der var i akut nød.
Efterspørgslen fra grønlænderne efter en selvstændig menighed voksede, og mens min kone og jeg var udsendt dertil af Missionsforbundet som klubledere, blev der dannet en menighed i maj 2000 med mig som præst for menigheden og med tilknytning til Missionsforbundet.
Børne- og ungdomsarbejdet fortsatte med at vokse, og det gjorde menigheden også. Inden vi rejste hjem i 2004 var pladsen igen blevet for trang, og sammen med Missionsforbundets Grønlandsuvalg begyndte man at tænke på endnu en udvidelse af de eksisterende bygninger. Planer blev lagt, men der var brug for en ressourceperson til at stå i spidsen for byggeriet og der skulle rejses en kapital, ca. 1,5 mil. kroner.
Jens og Maria Sørensen, som nu havde boet mange år i Danmark, oplevede nu igen Guds røst til at tage kaldet fra Grønland alvorligt, og da der også var indsamlet knap halvdelen af pengene, kom der for alvor gang i byggeplanerne. Tegninger og beregninger blev lavet, tilbud indhentet, ansøgning sendt til Ilulissat kommune, og i maj sidste år blev dele af de eksisterende bygninger revet ned. Derefter skulle der sprænges ind i klippen bag ved huset for at få plads til den nye bygning i 2 etager. Da alt dette var gjort, var alle byggematerialer inkl. stålspær ankommet med skib fra Danmark. Opførelsen af nybygningen kunne for alvor begynde. Nu skulle man have en ny og større kirke og bedre faciliteter til børne- og ungdomsarbejdet samt det øvrige menighedsarbejde.
Med frivillig arbejdskraft fra Danmark samt hjælp fra grønlænderne stod ca. 5 måneder senere den nye bygning færdig såvel udvendigt som indvendigt. Det var en fantastisk oplevelse at mærke, hvordan Herren sendte de rette håndværkere til rette tid, satte englevagt om hele byggeriet således, at vi er blevet skånet for ulykker. Samtidig har vi også rent økonomisk mærket Herrens velsignelse således, at det lån, som var blevet nødvendig at tage, nu for en del af det allerede kan tilbagebetales. Der mangler stadig et pænt beløb, ca. 200.000 kr., men Herren er god og værd at sætte sin lid til! siger Aase Jensen fra Missionsforbundets Grønlandsudvalg til Udfordringen.
Siden frikirkemenigheden i Ilulissat blev dannet, har det hele tiden været målet, at den en dag skulle blive en selvstændig menighed med grønlandsk lederskab. I forbindelse med afslutningen af det nye byggeri overdrog Det Danske Missionsforbund det samlede bygningskompleks til menigheden i Ilulissat. Det skete ved en højtidelighed i forbindelse med gudstjenesten i kirken den 4. september sidste år. Her blev det tinglyste skøde overdraget til menighedens ledelse af Erik Mogensen og Aase Jensen fra Grønlandsudvalget, der med deres ægtefæller var i Ilulissat i 3 uger for at hjælpe til med byggeriet. Aase Jensen siger til Udfordringen: Det var meget gribende at opleve deres glæde og samtidig også ydmyghed over denne gave og samtidig store opgave. At menigheden nu er selvstændig betyder ikke, at de står helt alene. Det Danske Missionsforbund vil stadig være til rådighed med den hjælp og økonomi, der løbende vil være behov for.
En af menighedens ledere, Josef Mørch, har siden efteråret gang på gang fortalt i bedebreve til Missionsforbundet, at der til stadighed kommer nye mennesker til menigheden, og at man glæder sig over de nye rammer, man nu har at virke under. Senere på året skal menigheden i Ilulissat være værter for den grønlandske frikirkes landskonference, og man glæder sig meget til at vise de nye lokaler frem.
