Besættelsens Skyggespil

Sabotører og modstandsfolk var en del af et omfattende risikabelt netværk under krigen.
Modstandsgruppen Hvidsten Gruppen, hvis historie netop er filmatiseret, blev dannet i marts 1943.
En aften under den tyske besættelse aflagde en af modstandskampens mest omstridte skikkelser, politifuldmægtig Vilhelm Leifer, et privat besøg hos en tysk kontaktmand, Horst Gilbert, i lejligheden på fjerde sal på Sortedam Dossering 29 på Østerbro i København.
Af Louis Bülow
Freelance forfatter; har skrevet og
behandlet emner om Holocaust.

Trods sin civile optræden som redaktør i Skandinavisk Telegram Bureau var Gilbert tillige tilknyttet den tyske efterretningstjeneste og havde rang som SS-Standartenführer. Han var dansk gift og blev i øvrigt betragtet som Hitler-fjendligt indstillet.

Som daglig leder af Rigspolitiets visumkontor sad Vilhelm Leifer i en central stilling i besættelsestidens Danmark, hvor han skulle administrere alle ansøgninger om udrejse til udlandet.
Han var leveringsdygtig i alle slags legitimationspapirer: dåbsattester, pas, kørekort, udgangstegn og meget mere, og ret hurtigt blev han involveret i modstandsarbejdet.

Med den ene hånd sørgede Leifer for, at folk, der var forfulgt af tyskerne og ikke kunne opnå udrejsetilladelse, ganske officielt blev afvist, mens han med den anden hånd noterede deres navne og adresser ned og herefter skaffede dem udrejse på anden måde. Det lykkedes for ham, da han samtidigt havde fået stablet et tæt samarbejde på benene med de svenske indrejsemyndigheder.

Desuden fik han med båden Mågen etableret sin egen – private – illegale flugtrute over Øresund, der kunne hjælpe modstandsfolk, jøder og forfulgte i øvrigt ud af det besatte Danmark. Mågen sejlede flygtninge til Sverige tre gange om ugen fra en lille bådebro under godset Gjorslev på Stevns, og hjemad medbragtes ofte illegale tryksager og bøger, trykt i Sverige.

Plakaten til filmen om Hvidsten Gruppen, som er baseret på en virkelig historie fra besættelsen og modstandskampen.

Et års tid efter krigens afslutning beskrev direktør H. Tholstrup, hvorledes Leifers privatkontor i lang tid var central for en omfattende flygtningetjeneste, hvor der blev gjort en stor indsats for at komme de mange flygtninge til hjælp: Det er mit indtryk, at Leifer i høj grad søgte at udnytte enhver chance for at få så mange visa for danske statsborgere som muligt, og helst for sådanne, som arbejdede imod besættelsesmagten.

Men Leifer spillede et farligt dobbeltspil, hvor han på den ene side havde et nært samarbejde med fremtrædende sabotører og modstandsfolk som Bent Fauerschou-Hviid (Flammen), Jørgen Haagen Schmidt (Citronen), Svend Aage Nielsen (John), Jens Lillelund og godsejer Flemming Juncker, der opbyggede et omfattende netværk af modstandsfolk i Jylland, bl.a. Hvidsten Gruppen i marts 1943.

Og samtidigt indebar Leifers komplicerede spil tætte kontakter med ledende nazister i tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus, blandt andre Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann, chefen for den tyske udlandsspionage i Danmark, Hermann Seibold, og Horst Gilbert, som han besøgte dèn aften.

Her blev han præsenteret for en af Gilberts bekendte, en lille, ældre herre med gråsprængt, nærmest snehvidt hår: Oberingenieur Harry Bauer. Først adskillige måneder senere – i april 1943 – afslørede Gilbert overfor Leifer, at denne Harry Bauer i virkeligheden var identisk med chefen for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, admiral Wilhelm Canaris.

Det var næsten skæbnens ironi, at Vilhelm Leifer – selv tvetydig og gådefuld – denne aften i København skulle løbe ind i den legendariske admiral. Canaris var Det Tredje Riges helt store skyggespiller og havde med talent for konspiration og camouflage formået at gøre Abwehr til centrum for modstanden mod Hitler. Med list og taktisk snilde saboterede Canaris Hitlers planer og underminerede det nazistiske terrorsystem, som han selv var blevet en del af. Han satte alt på spil for at bekæmpe den mand, hvis fjende og håndlanger han var på samme tid.

Senere under krigen, den 14. oktober 1944, faldt Horst Gilbert som offer for sit farlige dobbeltspil. Han blev forsøgt likvideret af den danske modstandsbevægelse, blev hårdt såret og døde en måned senere.

Politifuldmægtig Vilhelm Leifer forsøgte at spille på alle tangenter på samme tid, og i januar 1944 var jorden begyndt at brænde så meget under ham, at han måtte flygte til Sverige. Han nåede lige at deltage i Flammens sidste fødselsdag den 7. januar 1944.

Under opholdet i Sverige blev Leifers lejlighed i Ynglingagatan i Stockholm et midlertidigt tilholdssted for Flammen, der skulle restituere sig efter at være blevet såret under et forsøg på at likvidere SS-Obersturmbannführer Hermann Seibold den 29. januar 1944.

Forfatteren Peter Øvig Knudsen fortæller i sin bog Efter Drabet – Beretninger om modstandskampens likvideringer, at Seibold bevidstløs blev indlagt på et hospital, hvor han efter at være kommet til bevidsthed straks advarede en række andre tyskere, blandt andre Horst Gilbert, mod netop Vilhelm Leifer: ”Både Seibold og Hoffmann var overbeviste om, at Leifer fra Sverige havde beordret likvideringen, fordi Seibold kunne bevidne Leifers samarbejde med tyskerne.”

Efter krigen forklarede såvel lederen af det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensiepen, Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann som den tidligere spionagechef Hans Wäsche under politiafhøringer, at de følte sig overbeviste om, at Leifer stod bag adskillige likvideringer, fordi han – som det hed i en afhøringsrapport – ”ville skaffe medvidere om sin virksomhed af vejen.”

Straks efter befrielsen vendte Leifer tilbage til Danmark, men otte måneder senere blev han suspenderet af Justitsministeriet. Den 5. marts 1946 blev han fængslet, sigtet for landsforræderi og medvirken til drab på bl.a. Horst Gilbert, der angiveligt skulle gøres tavs på grund af sit indgående kendskab til Leifers samarbejde med tyskerne. Han kom til at tilbringe de følgende 9 måneder i Vestre Fængsel og på Sundholm.

Under retssagen vidnede den fremtrædende modstandsleder, godsejer Flemming Juncker til fordel for Vilhelm Leifer. Han gik i klasse med Leifer i de unge år på Gl. Hellerup Gymnasium, og under besættelsen havde de et nært samarbejde med hinanden omkring modstandsarbejdet.
Leifer selv har efter krigen fortalt, at det Leiferske hjem i tiden fra 1943 var Flemming Junckers faste station, når han havde været til møder i København. Også senere under krigen, mens Leifer opholdt sig i Stockholm, var Juncker en hyppig gæst.

Forfatteren Peter Øvig Knudsen fortæller i sin bog Efter Drabet – Beretninger om modstandskampens likvideringer.

I sine erindringer Men morsomt har det været, der udkom i 1983, fortalte Flemming Juncker, at Leifers ulyksalige hang til at blande sig i alle grene af det illegale arbejde kom til at betyde en kæmpe sikkerhedsrisiko. Flemming Juncker tilføjede, at Leifer ”viklede sig … ind i så mange modsætningsforhold, at hans uomtvistelige ægte nationale intentioner fra mange hold blev draget i tvivl … Han var mig og andre til stor hjælp i 42-43 og havde fortjent en langt bedre behandling end den, han fik efter krigen.”

Da det viste sig, at modstandsbevægelsen i den sidste ende påtog sig ansvaret for drabet på Horst Gilbert, måtte anklagemyndigheden opgive drabssigtelsen. Senere blev Vilhelm Leifer frifundet for alle anklager om samarbejde med tyskerne, men hans rolle under besættelsen forblev stærkt omstridt. Professor i retshistorie Henrik Stevnsborg formulerede det således i sin artikel ”Politifuldmægtigen, der havde goodwill hos Gestapo”: ”Den storsmilende laps rummede på den anden side også mere dystre sider. Ikke tale om at han var nazist. Men han plejede omgang med en lang række efterretningstjenester under verdenskrigen – ikke mindst de tyske. Desuden synes han at have været ualmindelig glad for penge.”

Efter krigen fik Vilhelm Leifer etableret en velfungerende advokatpraksis, men i 1985 mistede han sin advokatbestalling, da han blev idømt 6 måneders betinget fængsel for at have hjulpet en klient med at inddrive kr. 21.000,-, der stammede fra handel med hash.

Han døde den 26. april 1993, 88 år gammel.