Visionær og samlende
John Nielsen skal lede Det Danske Missionsforbund fra 1. august.
Visionære ledere kan nemt komme til at stå alene, fordi de kører løs uden at sikre sig opbakning fra baglandet. Forsonende ledere rokker sig ofte ikke ud af stedet, fordi de først vil have alle med på idéen.
John Nielsen behøver ikke være bange for nogen af delene. De, der kender ham, kalder ham visionær og initiativrig. De, der har fulgt hans præstegerning, må beundre hans evne til at samle selv meget forskellige mennesker under den samme vision.
John Nielsen er præst i Missionsforbundets kirke Bethaniakirken i Aalborg og primus motor i et præstenetværk med kirkeledere fra 20 forskellige kirker og samfund i byen. Fra den 1. august er han udnævnt til missionsforstander i Det Danske Missionsforbund som afløser for Peter Götz.
Hvad har været det bedste ved at være præst i Aalborg?
– At se mennesker komme til tro på Kristus, at se mennesker udvikle sig i livet med Gud, og at se mennesker finde deres tjeneste og finde trivsel deri.
Hvor synes du, kirken har flyttet sig mest?
– Den er blevet meget åben og udadvendt. Mange nye er kommet til, og alle kender ikke længere hinanden. Hver søndag er der nye i kirken, fortæller John Nielsen.
Menigheden er blevet en bedende menighed, fortsætter han.
– I Bethaniakirken kalder vi hver onsdag for Store Bededag, da vi i løbet af dagen har tre bønnesamlinger. Kl.05.30 om morgenen mødes den første gruppe, om formiddagen den anden og om aftenen den tredje.
Menigheden er som så mange andre steder blevet multietnisk de senere år:
– Da jeg begyndte som præst i menigheden, var alle danskere. Nu er der 15-20 nationaliteter. Hver søndag tolkes gudstjenesten til engelsk, arabisk og farsi, og vi oplever, at en hel del muslimer møder Jesus gennem menigheden.
Foleden kunne menigheden døbe fem tidligere muslimer.
John Nielsen er 50 år og har været præst i i Det Danske Missionsforbund i 26 år, først otte år i Grindsted og nu 18 år i Aalborg. Sin teologiske uddannelse har han fra Ansgar Teologiske Seminarium i Oslo.
Nu skal han være missionsforstander med ansvar for at støtte op om kirkesamfundets præster og 23 menigheder rundt omkring i landet.
Hvad vil du fokusere på i din nye opgave?
– Jeg tror, vi har brug for på ny at få øjnene op for Danmark som vores første og nærmeste missionsmark. Vores søsterkirker i Norge og Tyskland planter mange nye menigheder. Jeg håber, at vi i de kommende år kan bryde nyt land i Danmark. Samtidig er det vigtigt at fokusere på udvikling af de eksisterende menigheder.
Hvad er løsningen på præstemanglen i frikirker?
– Der er brug for, at vi sætter fokus på kald til tjeneste, og at ikke mindst de unge får en oplevelse af, at Gud har en plan for den enkelte, og at han kalder nogen til en præstetjeneste. Der er også brug for, at der bliver fortalt nogle gode historier om, at det er godt at være præst.
I Aalborg har netværket med andre præster styrket menighederne. Præster fra folke- og frikirker mødes hver fredag morgen til bøn for byen. Præsterne arrangerer fælleskirkelige arrangementer med fokus på byen, bl.a. en årlig tre ugers bøn- og fastekampagne i januar og en årlig fælles morgensamling Pinsemorgen på Signalbakken, inden man går til pinsegudstjeneste i de forskellige kirker. Præsterne har i fællesskab skrevet to bøger: En by på vej (2010) og En by på vej mod forsoning (2012).
Et arbejde, som John Nielsen uden tvivl vil inspirere andre menigheder med som missionsforstander.
John Nielsen er gift med Marianne, og parret har to børn.