Far og søn tog på missionstur til Letland
Hvert år i marts tager en gruppe mennesker fra Danmark til Letland for at være en del af et missionsteam. I år var Jonathan på 14 og hans far med for første gang.Med lidt sommerfugle i maven og forventninger om anderledes mad begav Jonathan og Henrik sig en søndag aften på vej til Letland.
De skulle sammen med 28 andre danskere slutte sig til et team på i alt 342 mennesker fra 21 nationer i den lettiske by Jekabpils. Det blev en uforglemmelig uge.
– Vi skulle være med til at dele tøj og mad ud til de fattige i byen. Vi blev delt op i små teams. Nogle skulle dele tøj ud fra byens kulturcenter, og andre gik rundt fra hjem til hjem med madposer til de fattige, fortæller Jonathan.
De mange tons tøj var samlet ind i Holland, Norge og Sverige og med lastbiler kørt til Letland.
– Vores team bestod foruden os, af to hollandske piger og to letter. De to letter kendte byen fra deres arbejde som socialrågivere, så de foreslog at vi skulle besøge en ældre mand, som hed Janis, fortæller Henrik.
Janis var lammet i højre arm og ben på grund af en blodprop nogle år tilbage.
– Det var forfærdeligt, at se hvor fattig han var. Han lå bare hjælpeløs i sin seng. Hans lejlighed bestod af to værelser og intet toilet. På det ene værelse stod der flere blikspande. Han blev meget glad for poserne med mad og var tydeligt rørt over det uventede besøg, husker Jonathan.
Dagen efter fik Janis nok engang besøg af et af de andre teams, som havde ham på deres liste. Endnu en madpose blev afleveret. Men der var mere i vente.
– Da det blev fredag, var vi på vores lille team enige om, at vi skulle besøge ham igen. Denne gang havde vi en følelse af, at vi skulle være mere konkrete i vores bøn for ham. Derfor spurgte vi ham, om vi måtte bede Gud om at helbrede ham, fortæller Henrik og fortsætter:
– De to tolke var ikke personligt kristne, og de to fra Holland ønskede at overlade det til Jonathan og mig. Så vi begyndte at bede. Det første Janis sagde var, at han kunne begynde at mærke blodet strømme igennem de lammede lemmer. Vi bad mere og opfordrede ham derefter til at prøve at bevæge armen, fingrene og benet.
Det kunne han ganske lidt, men ikke uden besvær. Efter næsten to timer hvor vi stille og roligt bad for ham, var han oppe at gå lige så forsigtigt.
Det var fantastisk at se hans glæde, og ikke mindst opleve vores to lettiske socialrådgivere, som var dybt rørt over det, de var vidner til. Begge havde tårer løbende ned af deres kinder. Guds nærvær var så stærk og bekræftende, at vi alle kneb en tåre og takkede Gud for det mirakel, vi var vidne til, fortæller Henrik.
– De var meget fattige i Je-kabpils, og de var flere år bagefter Danmark. Den som så allermest fattig ud var Janis. Hans hjem var meget beskidt og grimt. Det er svært at forklare, hvad jeg følte, da vi havde bedt for ham. Jeg blev bare helt vildt glad, fortæller Jonathan.
Denne hændelse fik de to lettiske kvinder til at åbne op og fortælle om deres liv. Den ene kunne fortælle en historie om sin egen far, der mindede om Janis. Han havde bare mistet troen og håbet.
– Så hun var selvfølgelig rørt over at se Gud gribe ind og virke på denne stærke og forvandlende måde i Janis liv, fortæller Henrik og fortsætter:
– Den anden lette i gruppen fortalte, hvordan hendes forældre havde mistet deres gård og alle deres ejendele i en brand. Hun havde selv en indkomst på 2.000 kr. om måneden, og med den var hun fast besluttet på at hjælpe sin familie, fortæller Henrik.
Selv om fx bolig-udgifter er meget lavere end her hjemme, så er maden kun lidt billigere end i Danmark, og en liter benzin kostede ca. 10,- kr.
– Jeg blev meget bevæget over at se, hvordan disse to letter var overgivet til at hjælpe folk i nød. Når man kom tæt ind på livet af dem og hørte deres egne historier, kunne man ikke andet end være ydmyg over for deres indstilling og tjenersind, siger Henrik.
Lørdag var den sidste dag i Letland for de 342 deltagere. Som afslutning på ugen havde de arrangeret en fest for de letter, som havde hjulpet til med fremstødet, og de besøgte familier, politikere samt forskellige udvalgsmedlemmer.
– Janis kom med til festen og var et stort smil. Han var rørt over at være inviteret, og at nogle tænkte på ham. Han havde tidligere givet udtryk for, at han følte sig alene og glemt. Det var et stærkt vidnesbyrd for de andre, der havde besøgt ham, at se ham glad og selv være i stand til at bevæge sig rundt, fortæller Henrik.
Det er nu 10 år siden at arrangør Christen Lundager første gang sendte et team af sted fra Danmark til Letland i samarbejde med UMO i Sverige. Han har selv været med hver gang sammen med en eller flere fra sin egen familie.
Mange andre forældre har fulgt hans eksempel og har været af sted sammen med deres børn. Oftest de lidt større, som har nået teenage-årene.
– Det er en oplagt mulighed for at give sin teenager en lille missionsoplevelse, så de kan se, hvordan de kan være med til at hjælpe og række ud til andre. Det gør indtryk, når de oplever ekstrem fattigdom på nært hold og ser, at ikke alle har de samme privilegier som de selv har, siger Henrik.
En del af ugens program bestod også af undervisnings- og lovsangssamlinger. Og der var arrangeret egne samlinger for teenagerne. De godt 300 deltagere var indlogeret på en skole og sov mange sammen i klasseværelserne.
– Derfor var vi blevet rådet til at tage ørepropper med. Og det var en stor hjælp, når der var så mange der snorkede på samme tid, griner Jonathan.
Selv om han måtte undvære computer, smartphone og fjernsyn, vil han gerne af sted igen.
Lisbeth
