Vi mennesker hører med øjnene
Af Johannes Hansen. Præst i Apostolsk Kirke, Aalborg.
For tre måneder siden sad vi i vores sommerhus sammen med vores ældste datter, Sarah, hendes mand og tre børn.
Sarah er ikke vores biologiske datter og har aldrig boet hos os. Det har hendes lillebror fra han var lille, og storesøster Sarah og den mellemste bror er stille og roligt blevet lagt til familien, med alt hvad det indebærer. Som sagt vi sad i sommerhuset og talte om Jesus. Ikke unormalt i en kristen familie, men der var blot det ved det, at Sarah og hendes mand aldrig havde givet deres liv til Jesus.
Samtalen falder på lille Malou på fire år, der gennem de sidste fire måneder havde været så frygtelig bange for alting. Turde ikke være alene på værelset, lege med dukkerne, gå alene på toilettet osv. Vi sagde til dem, at det ikke behøvede at være sådan. Vi fortalte dem, at Jesus har magt til at sætte hende fri. Vi tilbød at bede for hende og bryde frygten i hendes liv. Alt imens lå lille Malou og sov i rummet ved siden af.
Den aften skete der noget. Sarah græd sig igennem natten, og hendes mand følte, at han svævede over sengen. Næste dag da de kom hjem, løb Malou på sit værelse og legede trygt og godt alene for første gang i fire måneder.
Kender vi det ikke alle sammen til hudløshed? Frustrationen over ikke at kunne trænge igennem til mennesker, med det, vi ved er deres redning. Oplevelsen af at de ikke forstår, hvad jeg siger, langt mindre hvem den Jesus er, jeg snakker om. Oh, jo, mange danskere ved skam godt, hvem han er. Ham synger de jo om hver juleaften og er blev tvunget til at høre om igen og igen, i skolen, til konfirmandundervisning og ved andre festlige lejligheder. De har hørt om ham men hvem han er, ved de ikke.
Farisæerne i denne beretning spørger Jesus. Hvem er du?. Og Jesus svarer ved at pege på de helbredelser og undergerninger, han har gjort.
Johannes kalder dem for tegn. Tegn på at Jesus er den, han siger, at han er. At han er sendt fra Gud, er verdens frelser og dermed den, der kan redde os.
Er vores folk ikke lige så uvidende og blinde, som dem, der levede på Jesu tid? Har de ikke ligeså meget brug for ikke kun at få svaret i ord, men at kunne se tegnene og derudfra selv konkludere, hvem Jesus er?
Blindhed i denne forstand kan skyldes to ting. Enten at de vitterlig aldrig har set, eller at de nægter at se. Farisæerne hørte til de sidste. De havde set, jovist, de havde set ikke så lidt endda, men de benægtede det, de så. Jesus omtaler dem som får, der ikke hører til hans flok. Kontrasten hertil er den blinde mand fra kapitlet før. Han så tegnet, og responsen var, at han troede og tilbad Jesus.
Vi kan heller ikke i dag nøjes med at fortælle om Jesus. Vi må demonstrere ham for mennesker, give mennesker et tegn. Nogle vil nægte alligevel. Værge for sig med et: Det er tilfældigt, der må være en naturlig forklaring. Andre vil falde på deres ansigt og tilbede Faderen.
Gud er allerede i færd med at kalde på mennesker. Nogle vil ikke høre, andre skal se for at kunne høre. Men Faderen har får, som han kalder på, får som ønsker at følge ham, og som han aldrig igen vil slippe eller forlade. Dertil bruger han os. Vores opgave er at bringe evangeliet, ikke kun i ord, men igennem kærlighedens gerninger og kraften i tegn og undere.
For øvrigt glemte jeg at sige, at Sarah og hendes mand begge efterfølgende gav deres liv til Jesus, og hele familien blev vendt på hovedet. Favoritsangen derhjemme er nu: Min Gud er så stor og så stærk og så mægtig!
