Profetisk par underviser i Juelsminde: Vi er bare sultne efter Gud
Steve og Angela Boler fra Skotland hjælper menigheder i den profetiske tjeneste. Parret gæster Danmark i juni.Det skotske par Steve og Angela Boler gæster snart Danmark igen i forbindelse med afviklingen af Profetisk Skole i Juelsminde d. 21. til 23. juni, arrangeret af husmenigheden Kristus for Alle.
Skolen er åben for alle, der er nysgerrige efter at udforske den profetiske dimension. Dette års tema er: At forløse Guds formål gennem profetisk bøn.
Siden 1988 har Steve og Angela Boler været behjælpelige med at opmuntre den profetiske tjeneste i kirker både i og uden for Skotland.
Steve er opvokset i en traditionel metodistkirke, først i fødebyen Holl og senere nær Manchester. Hver søndag var han og hans tre yngre brødre med forældrene i kirke.
– Som teenager begyndte jeg at gøre oprør. Min interesse for kirken kunne ligge på et meget lille sted. Jeg vidste ikke, om jeg troede på Gud eller ej. Da jeg var 16 år, stak min mor en dag hovedet ind i mit værelse og sagde, at hun var blevet døbt med Helligånden, og hun havde fået et nyt sprog fra Gud, fortæller Steve.
– Jeg var totalt overrasket. Jeg havde indtil da aldrig hørt om, at man kunne modtage noget som helst fra Gud. Jeg tænkte, at hvis man virkelig kan komme til at kende Gud i Himlen, så var jeg sulten efter det. Jeg bad for første gang i mit liv fra mit hjerte. Jeg spurgte Gud, om det var muligt at lære ham at kende og få det, som min mor havde modtaget. Men samtidig tænkte jeg også, at jeg havde syndet for meget og mistet min chance.
De næste måneder skete der en mærkbar forandring med Steves forældre. De fik et totalt nyt liv og begyndte at opleve både profeti og helbredelse. Der var stadig modstand i Steve. Efter noget tid måtte han træffe et valg:
– Enten måtte jeg acceptere Jesus og bede om tilgivelse for mine synder, eller også måtte jeg forblive i min stolthed og leve et liv uden Jesus.
Steve valgte livet med Jesus, blev frelst, fik et nyt bønnesprog og en ny begyndelse på sit liv. Dernæst nød han sammen med sine forældre at tage til møder, hvor de oplevede, at Gud bevægede sig.
Steve begyndte at studere kemi på universitetet og var aktiv i ledelsen af den kristne forening. Om sommeren var han med Operation Mobilisering på evangelisation dels i Frankrig, dels i Birmingham.
Især husker han et kristent møde, som han var med til at arrangere på universitetet.
– Jeg syntes selv, det havde været et godt møde. Senere viste det sig, at min hustru Angela blev frelst på netop det møde. Der var ingen tvivl om, at det var Herren, der drog vores hjerter sammen.
Angela er opvokset i et Church-of-England-hjem. På hendes skole var der gudstjenester hver dag. Som 18-årig havde hun fået nok. Men fra første dag på universitetet, hvor hun studerede kemi lige som Steve, gav Herren hende fire veninder. To var frelst, og de to næste kom snart til tro på Jesus.
– Jeg troede bestemt, at jeg også var kristen. Dog var der tre ting, som blev årsag til, at jeg måtte give det en chance.
For det første lånte jeg en bog af en af mine kristne veninder. Den handlede om vækkelse i Afrika og beskrev klart Jesu frelsesværk på korset. Den fortalte mig om min synd, og at jeg havde brug for Jesus, siger Angela.
– For det andet oplevede jeg ved et bibelstudiemøde, at Helligånden faldt på mig. Jeg faldt på gulvet, og Jesus fortalte mig noget om min fremtid.
Det tredje var, da jeg på kemilaboratoriet gav den ansvarlige for stedet en direkte løgn. Da talte Gud klart, nærmest hørbart til mig. Han spurgte, om jeg var blevet så hårdhjertet, at jeg kunne lyve uden at bekymre mig det mindste om det?
Disse hændelser viste Angela, at selv om hun ikke var født på ny, så talte Gud til hende og ønskede fællesskab med hende. Det kunne kun ske gennem troen på Jesus, som døde på korset.
Angelas veninder inviterede hende med til det omtalte møde, Steve havde været med til at arrangere.
– Først ville jeg ikke svare dem, om jeg tog med. Men da jeg sagde ja, havde de allerede meldt mig til. Senere fik jeg at vide, at veninderne havde bedt meget for mig. Salen var fuld af unge mennesker, der allerede var kristne. Tanken kom til mig, at jeg nok allerede var blevet for gammel til at omvende mig. Men taleren sagde flere ting, som talte stærkt til mig, og da han delte sit vidnesbyrd om sin egen omvendelse som 19-årig, vidste jeg, at det alligevel ikke var for sent. Jeg var selv 19 år på det tidspunkt. Den dag besluttede jeg at give mit liv til Jesus.
– Da jeg vågnede næste morgen, var det, som om en byrde var blevet taget af mine skuldre. Jeg vidste, at det var mine synder, der var blevet taget fra mig. Der faldt også et slør fra mine øjne. Jeg så ligesom verden på en klarere måde, som om en rude lige var blevet vasket ren.
Efter endt studie begyndte Steve at arbejde i atom-energi-industrien og Angela i den farmaceutiske industri med at udvikle medicin. De blev gift i 1979 og fik to år efter sønnen Jonathan. De tjente i den lokale pinsekirke med at lede lovsangen og var med i et evangeliserende kor, ledt af Steves mor. Hun formåede med koret at evangelisere i næsten samtlige fængsler i hele Storbritannien.
I 1984 rejste parret fem måneder til USA i forbindelse med Steves arbejde. I en bønnegruppe fik Angela et profetisk ord af en af deltagerne om, at de snart ville flytte til det nordlige Skotland. Ganske rigtigt. Da de kom hjem, gik der kun to dage, før Steves chef bad ham om at arbejde i det nordligste af Skotland. Ud over arbejdet fik de dér ansvaret for at lede en kirke.
– Vi var sultne efter at erfare mere af Gud. Sammen bad vi i mange år om en ny åndsudgydelse af Helligånden. Midt i 90erne begyndte en stærk bevægelse af Helligånden, fortæller Steve.
– Først var vi en smule forsigtige. Men da vi forstod, at det virkelig var fra Gud, gav vi plads til Helligåndens nye udgydelse. Jeg følte, jeg var blevet en stiv vinsæk, der måtte lægges i blød i Helligånden gennem flere måneder for at kunne være i stand til at bevæge mig ind i en dybere relation med Faderen. Jeg lærte, at vi altid behøver at ydmyge os, hvis vi vil videre med Gud.
Allerede fra 1988 var Steve og Angela med til at bygge det profetiske ind i kirken. De inviterede personer, der bragte forståelsen med af den femfoldige tjeneste i kirkens opbygning (apostlen, profeten, hyrden, evangelisten og læreren). Der var nødt til at blive plads til den profetiske tjeneste under ledelse af et sundt lederskab.
– Vi så værdien af den kraftfulde virkning af profetisk tjeneste ind i menneskers liv, der bragte lægedom til knuste hjerter, åbenbaring af menneskers kald og bestemmelse, og som motiverede til en ren livsførelse, fortæller Angela. – Den nye udgydelse af Helligånden havde bragt kirken op på et højere niveau, som var at kende Faderens hjerte og høre hans stemme.
Fra sidst i 90erne omdirigerede Herren Steve og Angela til at rejse rundt i ind- og udland for at forløse den profetiske tjeneste ind i menigheder. Steve har siden da været deltidsansat i sit arbejde med ekspertise i nedlukning af atomkraftværker, hvilket giver ham frihed til at rejse rundt en stor del af året.
Nu skal de også have tid til flere rejser til USA, hvor sønnen Jonathan er bosat med sin hustru Kate og deres lille søn Matthew. Først for nylig har de forladt det nordlige Skotland for at bo tæt på Edinburgh.
Siden 1999 har de en til to gange årligt besøgt Danmark, hvor de har kunnet velsigne kirker med at opbygge den profetiske tjeneste på en sund måde. Det gør de bl.a. gennem profetiske skoler, hvor de hjælper mennesker til at kunne høre Gud Faders stemme og følge ham.
– Om det er i hjemmet, på arbejdet eller i kirken, så vil Gud altid mætte dem, der er sultne efter at se ham gribe ind, siger Steve Boler, der taler ud fra sin livserfaring.
Parret fra Skotland er stadig sultne efter mere af Gud.
Af Britta Thomsen