Bare de gifter sig

For øjeblikket debatteres det, om præsterne i folkekirken skal kunne gifte par andre steder end i kirken.
Det ligner et nyt angreb på kirken. Og sådan er det måske også ment. Men i stedet for at diskutere, om et ægteskab kun kan indstiftes i en kirkebygning, skulle vi måske diskutere, hvad hele idéen i et ægteskab er.
Det største problem i dag er desværre ikke HVOR, danskerne skal giftes, men OM de skal giftes. De fleste bliver jo slet ikke gift. I hvert fald ikke før, de har levet sammen med nogen i adskillige år og har fået flere børn sammen.
Det begyndte efter ungdomsoprøret i 1968. Hvor man før havde nogenlunde styr på, hvem der hørte sammen med hvem, så begyndte stadig flere nu at leve sammen ”uden papir”. Det lød romantisk. Men i praksis betød det mindre tryghed for alle parter – også børnene.
Derfor får mange par da også juridiske ”papirer” på deres samliv – mens de værger sig ved at blive kirkeligt gift.
Når et par i det gamle Israel skulle giftes, foregik det faktisk ikke i synagogen (som ville have svaret til kirken). Brylluppet blev nok velsignet af en rabbi, men i forhold til samfundet var det vigtigste, at det foregik i al offentlighed. Ikke noget med at snyde sig til en brud eller stikke af fra en. Når aftalerne var indgået mellem det unge par og deres familier, så blev der holdt en stor fest for hele landsbyen. Og sent på aftenen gik brudgommen så hen til brudens hjem for at hente hende. Han havde brudesvende med som vidner. Og hun var omgivet af brudepiger, som tålmodigt ventede på brudgommen. Når han endelig kom med sit flotte følge, kunne de råbe: Nu kommer brudgommen!
Når brudgommen i al offentlighed havde hjembragt sin brud, vidste alle, at de var et par. Et ægte par. Der var orden i samfundet. Og tryghed for kvinden og børnene.
Denne tryghed har moderne danskere smidt ud, fordi de frygter at binde sig. De går kun baglæns ind i ægteskabet. Hvis de da kommer ind, for stadig flere ender som singler. For et ægteskab er den store afslibing af egoisme og dårlige egenskaber. Dér lærer man at give afkald og bøje sig og hengive sig og tage ansvar.
Umiddelbart er det nemmere at beholde sin uafhængighed, men så går man altså også glip af noget. Måske af det, der er meningen med livet – ifølge Gud.
Så lad bare folk gifte sig i ”Guds frie natur” – det vigtigste er, at det sker offentligt – og at man får Guds velsignelse. For den har man brug for, hvis det skal lykkes.

Af redaktør Henri Nissen