Nervepirrende FC Udfordringen

FC Udfordringens kampe er ikke for sarte sjæle. Den Valby-baserede klub spiller tætte kampe, og her har især David Zimmermann haft en afgørende fod med.Under Fabinhos ledelse har FC Udfordringen udviklet en målsøgende og underholdende spillestil. Hvor holdet sidste år var topholdene underlegen, spiller de nu lige op med alle hold i rækken. Specielt de sidste tre kampe har været tætte og er alle endt 3-2.

De berømte små marginaler har afgjort de sidste kampe for FC Udfordringen. Her er det Christoffer Patrick Kondrup som jubler.

Oprykkerne fra B1960 har været en af rækkens positive overraskelser. Ikke så meget pga. deres pointhøst, men for at tage point fra topholdene. Så det var ikke en walk-over der ventede ’de kristne’. Faktisk langt fra.

B1960 vs. FCU

Heldigvis havde Kaleb Rindtoft en god dag og bragte FCU foran med både 0-1 og 1-2, men på et målmandsdrop kom B1960 fortjent på 2-2. Hjemmeholdet sad i denne periode fuldstændig på kampen, og de blå/røde kom sjældent over midten. Men den ene gang de gjorde, var de til gengæld effektive og scorede til 2-3 ved topscorer David Zimmermann. Resten af kampen var et stormvejr ned mod Udfordringens mål, men de holdt stand og hentede 3 point.

FCU vs. BK. Victoria

Mod Victoria var rollerne byttet om. Nu var det FC Udfordringen, der kunne skabe et godt resultat mod topholdet. Men denne gang var det FCU, der kom bagud både 0-1 og 1-2. Claus Christiansens mål til 1-1 var ellers så flot sparket ind fra en utrolig spids vinkel, at det burde tælle for tre, men sådan er reglerne jo ikke. Med et kvarter igen udlignede forsvarsgeneralen Christian Kjær til 2-2 efter er oplæg fra Thomas Randrup. Nu havde FC Udfordringen momentum og pressede på for at stjæle alle tre point fra de ubesejrede nedrykkere.
Desværre havde den ellers godt spillende Mads Højsgaard i målet et enkelt uheldigt indgreb, og så blev kampen tabt 2-3. Bittert, bittert.

CIK vs. FCU

Sidste lørdags kamp var mod Christianshavns Idræts Klub. Det er et hold, der virkelig kan tale med om at tabe med et enkelt mål. Af deres foreløbig 10 kampe havde Christianshavnerne tabt fem af dem med en enkelt pind. Denne lørdag blev ingen undtagelse.
Men inden FC Udfordringen kunne hæve hænderne i sejrsrus, måtte de så frygtelig meget igennem – bl.a. deres fodboldmæssigt dårligste halvleg i hele sæsonen. CIK dominerede kampen fysisk, teknisk og målmæssigt. 2-0 stod der ved pausen, og de kristne var spillet helt ned.

Thomas Randrup spiller bolden frem.
Fabinhos indspark

Men her trådte Fabinho og holdet i karakter. Med et par taktiske justeringer ændrede han holdet og satte med en peptalk spillerne i gang – og i gang kom de. Claus Christiansen og David Zimmermann var igen mændene med målene. 2-2 med et kvarter igen, og så gentog historien sig for både FCU og CIK. David Zimmermann kom først på et hjørnespark, og med fire minutter igen var kampen vendt til FCU-sejr. 2-3.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvad mon oddsene er på, at weekendens kamp mod Hellas ender 3-2? Husk, at du altid kan følge FC Udfordringen på fcudfordringen.dk