Mirakler i Caribien
– Det var lovsang til merengue rytmer, streetmeetings og en nordjysk evangelist af bedste kaliber, fortæller Simon Marker Pedersen, som er præst i pinsekirken i Skjern.Han var med på en efterårs-outreach i oktober i Den Dominikanske Republik sammen med Per Hyldgaard.
Det var tredje gang, Per Hyldgaard holdt kampagne i den caribiske nation. De tidligere kampagner havde berørt byerne, hvor kampagnerne blev afholdt, fra top til bund. Blandt andet bad Per Hyldgaard til frelse med en senator og blev også kåret som æresborger af byen Bonao, samtidigt med at satanist-ledere og byens værste kriminelle blev frelst på aftenmøderne. Denne gang gjaldt det byen Barahona i den sydvestlige del af øen.
Et team bestående af i alt 20 personer bistod på denne kampagne. Der var folk fra både Danmark, USA og Panama med, og teamet medvirkede på mange forskellige måder, dels gennem radio og tv, og dels med gademøder, hvor de bad til frelse og helbredelse med mange mennesker, fortæller John Jensen fra Gospel Outreach.
Det danske pastorpar fra Pinsekirken i Skjern, Christina og Simon Marker Pedersen, var nogle af dem, der var med fra Danmark.
– Vi har oplevet, hvordan mange af de ting, vi ellers kun kender fra de bibelske beretninger, pludselig udspilledes foran vores øjne. Evangeliet forkyndes med kraft, folk bliver helbredt og sat fri for onde ånder, og mange kommer til tro på evangeliet, fortæller de med stor begejstring og fortsætter:
– Vi fik mulighed for at forkynde evangeliet flere gange, og på måder, vi aldrig havde prøvet i Danmark, blandt andet med forbøn og helbredelser på åben gade samt forkyndelse i radioen og fjernsynet.
Ud over de mange teamaktiviteter var der om dagen konference for pastorer – og også en kvindekonference en dag – men ellers var der fokus på aftenmøderne, der foregik på en åben plads midt i byen.
Her svingede det hver aften med latino inspireret lovsang, og trods truende regn var der samlet tusinder af mennesker på pladsen. Per Hyldgaard forkyndte, som altid på sine kampagner, med intensitet, enkelthed og kraft et simpelt budskab om frelse. Hver aften kom mange til forbøn, enten til frelse eller for at få forbøn for deres sygdomme og problemer.
Simon og Christina Pedersen fortæller:
– Vi oplevede stærkt, hvordan Gud brugte os til at bede for en kvinde med en stor knude på halsen. Hun kunne næsten ikke tale. Hun hviskede, at hun behøvede forbøn. Vi mærkede en varme i vores hænder, da vi bad for hende, og hun oplevede en bedring. Vi opfordrede hende til at vidne om det, og kort efter så vi hende på platformen vidne om, hvordan Gud havde helbredt hende.
En anden teamdeltager, Sissel Hyldgaard, bad for en ung kvinde med en tumor i maven. Kvinden mærkede at tumoren brændte væk, som hun beskrev det, da Sissel lagde sine hænder på hende og bad for hende i Jesu navn. Dette skete på åben gade en ganske almindelig torsdag i Barahona.
Mange var besatte, og når de kristne lagde hænder på dem i Jesu navn, begyndte dæmonerne at manifestere sig, akkurat som man læser om det i Bibelen. En ung kvinde havde følt sig utroligt deprimeret igennem lang tid. Da der blev bedt for hende, manifesterede de onde ånder sig med skrig og kraftige rystelser. Men hun blev sat fri, og hun var en af mange, der bagefter vidnede om, at en forvandling var sket i deres liv.
En anden kvinde fortalte, at hun havde haft sukkersyge i 20 år. Sygdommen havde ødelagt hendes syn, men under forbøn blev hun seende! Samtidig forsvandt de store smerter, hun havde haft i sit ene ben efter en ulykke. En anden kvinde kom til at høre på sit døve øre.
– Det er fantastisk at opleve at komme som dansker og føle, at man ikke kommer med så meget, men Guds ånd virker gennem os, og vi er til stor velsignelse. Vi føler os rigt velsignet tilbage. Ved at Gud bruger os, oplever vi, at vi har langt mere med hjem, end det vi kom med, fortæller Simon og Christina med et glimt af glæde i øjnene.
Gospel Outreach blev grundlagt i 2004 af Per Hyldgaard med det formål at hjælpe lokale menigheder med at opfylde missionsbefalingen.
Ca. 170.000 mennesker har indtil nu givet respons på indbydelsen til at tage imod frelse.
Mange nye menigheder er blevet plantet, og eksisterende kirker har fået anseelig vækst efter disse kampagner.
Miraklerne og de medfølgende tegn tiltrækker også mange kirkefremmede.
Henri