Tema: Medrivende Rejser
Stadig flere tager nu igen til Israel

Efter flere års stilstand i turistrejserne til Israel pga. intifadaen begynder turisterne nu igen at rejse til Det Hellige LandFelix Rejser tilbyder fire grupperejser til Israel i den kommende sæson. Og antallet af individuelle rejser til Israel er det dobbelte i år i forhold til samme tid sidste år.

MASADA-klippen i det sydlige Israel, hvor de jødiske modstands-kæmpere længe holdt stand imod romerne, og til sidst begik kollektivt selvmord.

Det fortæller Ninna Rasmussen fra IMs rejsebureau i Fredericia, Felix Rejser.
Ligesom alle andre rejsebureauer har Felix kunnet mærke nedgangen i rejser til Israel pga. urolighederne. Men man kan åbenbart ikke i længere tid holde de rejsende væk fra Det Hellige Land – der er alt for meget spændende at se.
Felix har i år fire nyheder:
Lillian og Heinrich Pedersen fra Israelsmissionen står som rejseledere på en påske-rundrejse. Aase og Per Weber fra søsterorganisationen Ordet & Israel er rejseledere på en rejse til Israel og Jordan midt i april. Og desuden har de en klassisk rundrejse i slutningen af september.
Endelig er indremissionærparret Tove og Jørgen Block Jensen fra Rønne rejseledere på en klassisk mini-rundrejse i oktober.

Rom – den evige by

Blandt de andre nyheder i Felix nye program er en påskerejse til Rom i april med pastor Jørgen Højgaard, Vejen, og en ungdoms-storbyferie i Rom i slutningen af juni med cand. teol. Hans-Ole Bækgaard.
Ligesom tidligere er der også en rejse til Rom og Assisi med Ninna og Knud Erik Brauner.
I Rom er der rigtigt meget at se på for Felix Rejsers kirkelige publikum.

Grækenland og Tyrkiet

Det samme gælder Grækenland, hvor man kan gå „i Paulus fodspor“med præsteparret Helga og Bent Oluf Dam. Man kan også besøge de syv første menigheder i Lilleasien på en rejse til Tyrkiet med Noomi Lise og Jørgen Trihøj. Det er midt i maj.
Karin og Holger Haldrup har også en rejse til de bibelske steder i Tyrkiet i oktober.
Og nu vi er i Middelhavsområdet, så har Merry og Carsten Vang en rejse til Cypern – men det er først i november.
Esther og Orla Villekjær inviterer på krydstogt i Egypten i oktober.