Jeg ved det slet ikke

Kender du verset fra Salme 139, hvor der står, at vi er underfuldt skabt?
Kender du også resten af verset?
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, når jeg lige taber mig 10 kg, står der. I en anden og mere maskulin version siger verset: Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, når jeg lige får trænet mig til lidt større muskelmasse. En lidt mere psykologisk oversættelse siger: Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, når jeg bare lige får lidt mere styr på de dårlige sider i min personlighed. Og en helt fjerde oversættelse sætter fokus på det sociale: Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, når der er nogen, som vil bekræfte mig i det.

Den kvikke bibellæsende person har nok en fornemmelse af, at der er gået noget galt her. Den rigtige version af verset lyder sådan i den autoriserede oversættelse:
Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!

Og det er jo lige det, som bliver problemet. Vi ved det ikke særlig fuldt ud. Jeg ved det faktisk slet ikke, nogle gange.
Og så bruger vi så meget tid og energi på at jage det udefinerbare, vi mangler for at være underfuldt skabt. Jeg kæmper personligt med flere af de versioner af verset, som er nævnt ovenfor.

Jeg synes, det er nemmest at tro på, at min personlighed er underfuldt skabt, når jeg er den perfekte ven og ikke kommer til at fylde for meget i det sociale fællesskab, men er god til give plads til andre. Det er jeg bare ikke altid. Jeg er underfuldt skabt, selvom jeg ikke er perfekt, og hvis jeg bare kunne fatte det, ville jeg kunne slappe meget mere af og rent faktisk se mennesker omkring mig langt bedre, fordi jeg ikke skulle være så overdrevet selvbevidst hele tiden for at opføre mig underfuldt nok.
Måske skulle jeg lægge den rigtige version af verset under min hovedpude i håbet om, at det så ville sive ind gennem min tykke pande?

Af Eva Jørgensen
Journalist på Udfordringen