Kierkegaard-år:
Festtaler til en 200-årig

”Søren længe leve!” kan udmærket bruges som introduktion til Kierkegaard.Søren Kierkegaard fortjener en fest, ikke fordi han er særlig festlig, hans skarpe pen og endnu mere skarpsindige kritik af ukristelig kristendom eller kristenhed, vækker snarere til eftertænksomhed end til jublende tilråb.

Villy Jakobsen m.fl.:
Søren længe leve!
10 taler til en 200-årig
132 sider • 149,95 kr.
LogosMedia

Ikke desto mindre fortjener han at blive fejret, netop for sin kompromisløse kamp for redelighed, ærlighed, sin vilje til at sætte anfægtelser og fortvivlelse i relief til kærlighedens sande væsen og trosspringet.

I ti taler tager forskellige Kierkegaard-læsere os med på deres egen rejse ind i det kierkegaardske univers – så langt som de nu er nået. Flere af dem lægger ikke skjul på, at de ikke vil vove den påstand, at de forstår eller har læst alt, hvad han har skrevet. Han er nemlig ikke folkelig, men vanskelig. Det drejer sig selvfølgelig om det sprog, han skriver i. 200 år har naturligvis gjort deres til, at ordene virker fremmede, støvede eller uforståelige, men Kierkegaard er derudover kendt for sine umådelig lange sætninger, som ligesom denne, har et utal af indskudte bemærkninger, hvilket gør, at læseren skal holde tungen lige i munden, og de små grå kommer på overarbejde.
At han er en sproglig udfordring, gør ham dog langt fra uinteressant. De ti talere fortæller, med citater og historier fra Kierkegaard selv, hvad han har givet dem.
Det drejer sig om en teologisk forståelse af alt fra skyld til nåde, fra timelighed til det uendelige, fra æstetik til tro osv. For Kierkegaard nåede på et dusin år at forfatte mere end de efterfølgende godt 150 års lærde har kunnet fordøje.
Der er mange interessante pointer, og bogen kan udmærket bruges som en introduktion til Kierkegaard og de af hans skrifter, som måske er lettest at gå til.

Jeg har særligt lyst til at fremhæve den sidste ”tale”, som Leif Andersen har forfattet helt i Kierkegaards egen ”ånd”. Det er et klageskrift til kirkeministeriet fra sognepræst cand.theol. Ludvig From. I dette brev beklager den forurettede præst sig over et besøg af Sørens genfærd. Han er blevet noget så skammeligt bebrejdet sin og kirkens rolle i at gøre Kierkegaard populær. Lidt paradoksalt, kunne man måske synes, men argumentationen er sylespids, når genfærdet afdækker alle de fejlagtige anvendelser, som han er blevet brugt til. Og udgør en rammende kritik af en kristenhed, som forkaster Læren, Bibelen, skellet og alle de andre ubehageligheder, som en Kristi efterfølger, redeligheden tro, ikke kan tillade sig at frigøre sig fra.
Det er fremragende skrevet!