Hyrden vover livet

Hvis du rejser i fly sammen med et barn, skal du tage din egen iltmaske på først og derefter hjælpe barnet i tilfælde af trykfald i kabinen.
Af Bodil Lanting
Cand. teol., journalist

Har du også undret dig over denne del af flyselskabernes sikkerhedsforskrifter?
Men der er jo den logik bag opfordringen, at mindre børn ikke kan klare sig selv. Den voksne må være der for at kunne passe på dem.
Derfor må den voksne først og fremmest sørge for sin egen sikkerhed.

På mange måder er det med børn som med får. Og vi lærte meget om forskellige slags husdyr, mens vi var i Etiopien:
Geder har ”gadetalent” – de kommer sjældent til skade i trafikken. Men får er hjælpeløse. Når de bliver bange, kan de styrte af sted i total panik. De er helt ude af stand til at orientere sig og bringe sig i sikkerhed.
Det er den egenskab ved fårene, som ofte fremhæves i Bibelen.
Vi lærer, at Herren er vor hyrde, som leder os. Ind imellem fremhæves det, at vi er får, som er faret vild. Men får er ikke i stand til at finde hjem på egen hånd!
Derfor har vi brug for en hyrde, der opsøger os, redder os fra farer og leder os hjem til trygheden.

Hyrdens arbejde, som det beskrives i mange bibelske beretninger, var for det meste anstrengende og ofte farligt.
Glem alle glansbillederne med bløde, grønne græsmarker, hvilende får og en hyrde, som hygger sig med at nusle lammene bag øret. Hvis får ikke har grund til at frygte, skyldes det, at hyrden risikerer livet for dem.
Når Jesus taler om lejesvendene, som flygter for ulven, kan man godt komme til at tænke på de voksne i flyet, som skal sørge for egen sikkerhed, før de tager sig af børnene. For hvad kan fårene stille op, hvis hyrden bliver dræbt af ulven? Hvad gavn gør en død hyrde?
Men Jesus gjorde det. Han nøjedes ikke med at vove livet for fårene. Han gav sit liv for dem. For os.
Nu sidder vi ganske vist på den gode side af Jesu lidelse, død og opstandelse. Og vi har Helligåndens lys ind over begivenhederne. Vi ved, at det endte godt. Jesus selv vidste, hvad han gjorde. Han vidste, at han skulle opstå, og at han ville sejre gennem sin lidelse.
Men han vidste også, at det skulle koste ham det frygteligste mørke – det at blive forkastet og forladt af Gud Fader selv.

Jesus bruger de stærke ord ”Jeg er” i denne tekst. Det er Gud Herren selv, der taler. Ham, der skabte os og hele universet. Ham, der har kaldt på os mennesker og formanet os til at omvende os lige siden syndefaldet.
Jesus siger, at han er Gud Herren selv. Tanken står stille over for dette og så meget andet i beretningen om Jesu død for os. Men et og andet står dog klart:
Det var så vigtigt for Herren at frelse os hjælpeløse får, at han vovede livet. Det gjorde han, fordi han elsker os!
Vi ved også, at han gav sit liv for at frelse os, fordi det var den eneste måde, det kunne gøres på. Den gode hyrde gik fuldt bevidst om opgaven ud for at finde det vildfarne får – og han gav helt bevidst sit liv for at redde det.
Er det ikke fantastisk? Vi har en hyrde, som gav sit liv for fårene. Vi har en Gud, som gav sit liv for at frelse os mennesker.

Vi kan føle os trygge hos hyrden: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. Når vi hører ham til, kan vi lade os lede af hans ord.
Får vil aldrig være i sikkerhed, hvis de skal være afhængige af deres syn, hørelse eller lugtesans for at bringe sig selv i sikkerhed. Men hvis fårene har tillid til en god hyrde, vil de være i sikkerhed, når de følger ham.
En død hyrde gør ingen gavn. En hyrde, som løber væk for at hytte sit eget skind, gør det heller ikke.
Men nu er Jesus ikke en død hyrde. Han er faktisk meget, meget levende. Og han kalder os til at være med-hyrder i forskellige sammenhænge, selv om det kommer til at koste os noget. Hvis vi svigter dem, som vi skal lede, skader det mennesker, som Jesus gav sit liv for.
Det er alvoren og udfordringen. ”Dem skal jeg også være hyrde for”, siger Jesus. For ligesom får kan vi mennesker ikke selv finde vej. Nye skal med ind i flokken. Og de må lære at få tillid til den rette, gode hyrde, så de følger ham.
Jesus kender os, hver og en. Han elsker dig og vil altid lede dig. Og når vi fortæller andre om den gode hyrde, kan de også få tillid til ham og begynde at følge ham. Får – og mennesker – er ”flokdyr”.
Tillykke med, at Herren er din hyrde. Og tillykke med den opgave, at få flokken til at vokse!