FOR KVINDER
Velkommen til kvindesiden!
Du har sikkert opdaget det. Udfordringen har fået en kvindeside, og du sidder netop nu og læser den. Måske har du allerede stillet dig selv de spørgsmål, som vi nu vil forsøge at besvare: Hvorfor nu en kvindeside i Udfordringen, og hvad skal der står her, som ikke kan stå på andre sider? Må mændene læse kvindesiden?
Tanken bag en kvindeside er ønsket om et sted, hvor vi med god samvittighed kan bringe kvindestof! Stof, som ikke nødvendigvis vil interessere den anden halvdel af befolkningen helt så meget. Hvis du kender følelsen af at sidde i et selskab og være bange for, at nogen synes, du snakker for meget om dine børn, følelser, opskrifter, fødselsoplevelser, osv., så ved du, hvad jeg mener. Det er jo ikke fordi, vi har behov for at snakke om kvindeting hele tiden, men engang imellem er det faktisk befriende at vide, at nu er det bare helt i orden at lade kvindesiden få frit løb.
Vi planlægger at bringe portrætter, gode historier, relevant undervisning, klummer, relevante råd til livet og meget mere. Nogle gange to sider, andre gange én side. Vi vil rigtig gerne have dine ideér og tips til gode kvindehistorier. Kender du nogen med et bemærkelsesværdigt liv eller historie, eller har du tips, erfaringer eller gode oplevelser, som du tror andre vil få glæde af, så skriv til: kvinder@udfordringen.dk
Og ja – selvfølgelig må mændene læse med, de er hjerteligt velkomne. Vi modtager gerne idéer og input fra dem også. (Det er for øvrigt en mand, der først kom med idéen til denne side, og en anden mand, som er den kreative bag sidens layout).
Nu ved du lidt om tanker bag indhold og emner for siden. Med forbehold for ændringer naturligvis. For kvinder har det med at ombestemme sig. Måske er det derfor, at det er blevet en kliche for mændene at sige Jeg forstår mig ikke på kvinder. Bedst som vi har fået det, vi ønskede os, vil vi have noget andet. Og når manden endelig har fundet ud af, hvad vi bedst kan lide, skifter vi mening – måske.
Faktisk rammer Hilary Swanks svar i filmen P.S. I love you ikke helt ved siden af, da hun betror en mandlig ven, hvad det er kvinder vil have: Vi ved det ikke...
Men vi håber alligevel, at det vil lykkes os at ramme noget at det, du gerne vil have. Vi håber, at du bliver opmuntret og opbygget af kvindesiden, og at du får noget, som du kan give videre og glæde andre med.
Af Lisbeth Thomsen
Redaktionssekretær