De bristede drømmes boulevard
Repremieren på den klassiske film fra 1950 Sunset Boulevard synes næsten timet med filmatiseringen af Den store Gatsby.
Begge film beskæftiger sig med en social deroute, hvor plastikfernis og malet guld forsøger at skjule, at der ikke er andet end støv og muld bag billedet. Men hvor Gatsby fejlede, står Sunset Boulevard stadig som den uovertrufne afsløring af Hollywoods falske facader, boulevarden af bristede illusioner og nedtrampede drømme. Filmen etablerer dette misforhold mellem drøm og virkelighed ved at lade historien blive fortalt af den mand, vi finder død i dens åbningsscene. Gennem flashbacks oprulles en historie om ydmygelse, udnyttelse og brudte drømme, en kompromisløs undersøgelse af den amerikanske dekadence.
Da den uduelige, konkursramte manuskriptforfatter Joe Gillis (William Holden) fortrækker ind i et smuldrende palæ i søgen efter et tilflugtssted fra sine kreditorer, bliver han viklet ind i et bedragerisk spind, vævet af en falmet stjerne fra stumfilmalderen, Norma Desmond (Gloria Swanson), som håber på et comeback, men i virkeligheden har direkte kurs mod sindssygens afgrund. Hvad der derefter følger, er et langt spil af bedrag og selvbedrag, der uløseligt peger hen mod filmens begyndelse: Liget af Joe, der langsomt synker mod bunden. Filmen, der i dag anses for at være en af klassikerne indenfor Noir-genren, er stadig stor filmkunst, men man skal være i humør til at se den. Karaktererne er tilpas gemene, kameraføringen passende noir og manuskriptet er kløgtigt nok til at vække bitter-søde ekkoer af Hollywoods guldalder. Men det hele er et filmisk bedrag, som skal vise os, at bag Hollywood befinder der sig et blændværk, der fremstår mørkt og mareridtsagtigt med kynisk mangel på tro på menneskeheden. Sunset Boulevard har også øjeblikke af stor humor, men vi smiler – vel vidende, at ikke alt, der skinner, er guld.
Anne-Katrine Buch
Sunset Boulevard
(restaureret og digitaliseret) 106 min.
Biorepremiere: 6. juni
