Vagthunden, der bider sine egne

Man får efterhånden dårlig smag i munden af at læse Den Nye Dialog, Dialogcentrets medlemsorgan. Organisationen, der op gennem 70’erne opnåede stor troværdighed for sin indsigt i nyreligiøse bevægelser – og stadig citeres i medierne som ekspertkilde i religiøse anliggender – misbruger nu denne tillid ved at angribe den evangeliske kristendom, der er dets eget bagland.
Det begyndte med angreb på trosbevægelsen, de senere år har Alphakurset måttet stå for skud, og senest er det evangelist Christian Hedegaard, der bliver hudflettet.
Der sættes spørgsmålstegn ved, om trosbevægelsen overhovedet er kristen, Alphakurset „bevæger sig væk fra det, der er sand bibelsk lære“, og „Hedegaards teologi er ligeså usund, som hans psyke lader til at være“ (citater fra DND, febr. 2004).
Er verden da blevet tømt for religioner, siden man kaster sig over de kristne? Er de nyreligiøse bevægelser pludselig forduftet, det okkulte blevet uvirkeligt og islam ikke længere en udfordring?
Der vil altid være variationer i den kristne tro, forskellige tolkninger, fra hvis yderpunkter en modpart kan pege på afvigelser i forhold til Bibelen. Men er det Dialogcentrets opgave at sætte sig til dommer?
Dialogcentret er ifølge eget udsagn et „arbejdsfællesskab, der ud fra en fælleskirkelig holdning søger at informere om og føre samtale med de nye religiøse bevægelser i ind- og udland“.
Hvor er den fælleskirkelige holdning blevet af? I bladets analyse af ovennævnte bevægelser er udgangspunktet konsekvent „den evangelisk-lutherske sammenhæng“. Kan vi regne med informationerne? Hvis rapporterne er lige så lemfældige og useriøse som behandlingen af Alpha, så kan vi ikke.
Men sikkert er det, at de grene af Dialogcentrets evangeliske bagland, der ikke er enige med centrets tolkning af den evangelisk lutherske lære, får mange hug.
Det, der en gang var en vagthund, har udviklet sig til en jagthund, der går på rov i egne rækker.