Bob Hartman genfortæller påskens begivenheder i ny bog
Forfatteren til bl.a. Historiefortællerens Børnebibel tager fat på vanskeligere materiale, når han i sin nye bog forsøger at formidle påskens dramatiske begivenheder til børnBob Hartmans egen undren over, at de samme, som hyldede Jesus palmesøndag, krævede ham korsfæstet få dage senere, har fået ham til at skrive en bog, hvor han ved at sammenstille begivenhederne fra de fire evangelier forsøger at forklare paradokset. Bogen, som henvender sig til lidt større børn, udkommer på engelsk sidst på året.
Det er en speciel oplevelse at stå og betragte et rum proppet med voksne, som vifter med hænderne over hovedet som æselører, mens de råber iiiii-aaaa, iiiii-aaaa. Eller klapper sig på maven og veltilpasse siger mmmmmm. Eller holder sig for næsen, mens de med væmmelse udbryder puuuuha – på engelsk, altså!
Hvordan får du dem til det?
– Jeg tror bare, man skal begynde at fjolle rundt og så sige: Prøv om I kan gøre det sammen med mig. Hvis de fleste gør det, så vil selv de få, som ikke er med, falde ind til sidst. Jeg tror, de fleste kan lide at fjolle lidt rundt, siger Bob Harman og griner.
Kan alle fortælle historier på denne måde?
Ja, jeg tror, at alle kan gøre det. Nogle har været uenige med mig i det og sagt: Nej, søndagsskolelæreren i min kirke er helt forfærdelig til det!
Så jeg tror, der også er et særligt talent i det. Men det er også muligt at en, som ikke har den gave, ved at lære teknikkerne kan blive meget bedre til det, end han ellers ville være.
Det handler om historiefortællingens kunst. Vel at mærke ikke den slags historiefortælling, hvor barnet sidder roligt på bedstemors skød, mens hendes stemme monotont læser op fra en bog.
Nej, Bob Hartman har specialiseret sig i en form for historiefortælling, som inddrager skuespil, gentagelser fra publikum og små fagter ledsaget af mere eller mindre morsomme lyde, som giver fortællingen liv og får publikum til at vride sig af latter.
Men ikke nok med det. Historiefortællernes ukronede konge putter selv ekstra personer ind i fortællingerne, lægger Jesus ord i munden, som ingen kan vide, om han har sagt – men som i den sammenhæng lyder helt naturligt og troværdigt. Alligevel – kan man det?
– Hver gang, man genfortæller en bibelhistorie er der altid en vis mængde fortolkning involveret, svarer Bob Hartman. – Jeg tror, at man skal være ærlig over for sit publikum og sige, at man prøver at fortælle historierne i Bibelen på en måde, så de forstår dem bedst. Problemet, når man behandler sådan noget som påskeberetningen, er selvfølgelig, at man har fire evangelier og er nødt til at vælge f.eks. hvor mange engle, der var ved graven og sådan noget. Man vælger ud fra, hvad der virker bedst i den særlige passage.
Bob Hartman har skrevet siden han var barn. Han har udgivet mere end ti bøger med fortællinger fortrinsvis for børn. Nogle af dem er oversat til dansk, som f.eks. Det vrimler med engle, Det vrimler med skurke og Historiefortællerens Børnebibel.
Nu brygger han på en ny bog – ja, faktisk er den allerede skrevet færdig, men udgivelsen er blevet forsinket et års tid, fordi forlaget har haft problemer med at finde en egnet illustrator. Indholdet i bogen er påskefortællinger.
Fortællingerne er født ud af forfatterens egen undren over, at den samme menneskemængde, som hyldede Jesus palmesøndag, krævede hans korsfæstelse mindre end en uge senere. Hvad var det, der udløste denne reaktion? Bob Hartman tænkte, at hvis voks-ne undrer sig, hvad så med børenene? Derfor satte han sig for at genfortælle påskebudskabet og sammendrage hændelserne fra alle fire evangelier, så opbyggelsen af konflikten mellem Jesus og de religiøse ledere stod tydeligt frem.
Forsinkelsen af udgivelsen har givet Bob Hartman mulighed for at prøve fortællingerne af foran sit publikum og få kommentarer om ordlyd og aktiviteter.
– Det håber jeg, siger Bob Hartman og ler hjerteligt. Jeg tror, at denne bog kunne fungere på samme måde som Historiefortællerens Bibel, så forhåbentlig, ja.
Det er historier, som er langt mere alvorlige, ja måske kan man sige dystre, end de historier, han hidtil har genfortalt, og han er da også klar over, at børnene kan have behov for at bearbejde de voldsomme scener bagefter.
– Jeg tror, at der til en vis grad ikke er noget forkert i, at børnene bliver skræmt, for børn kan faktisk godt lide det. Hvis man skal fortælle en historie, er der ofte en god fyr og en slem fyr. Den gode fyr får problemer, og til sidst kommer der en løsning, hvor han bliver reddet eller der sker noget dejligt. Hvis løsningen skal være så kraftfuld, som det er muligt, må problerne også være så kraftfulde, som det er muligt. Det betyder, at man er nødt til at være ærlig omkring den fare, helten er i.
– Så for at opstandelsen skal være så kraftfuld, som det er muligt, må korsfæstelsen også være det. Og ja, der er behov for opfølgning, og man er også nødt til at være følsom for, hvordan børnene reagerer på det, understreger forfatteren.
Derfor er det en god ide at delagtiggøre forældrene i, hvad man har tænkt sig at fortælle deres børn. Og nej – bogen er ikke beregnet til de helt små. Til dem har han allerede skrevet andre historier om emnet, et emne som de helt små ikke har behov for at få udpenslet i alle detaljer.
Er det et behov for dig at fortælle?
– Hvis jeg ikke skriver et stykke tid, bliver jeg virkelig irritabel. Så føler jeg, jeg er nødt til at få noget ned på papiret. Og jeg tror, det er det samme med at fortælle dem. En historiefortæller får en enorm nydelse ud af at fortælle en historie foran en gruppe mennesker. Men der ligger endnu mere i det, fordi med disse bibelhistorier håber man at budskabet vil få en virkning i deres liv, slutter Bob Hartman.
