Vi skal tillade os selv at sige fra

Kære Suh

I vores familie er det sådan, at et enkelt familie-medlem fylder rigtig meget. Det har været sådan længe, hun har haft et meget svært liv, med store tab og et voldeligt ægteskab. Vi har alle medfølelse og stor forståelse for hendes situation, men nogle gange er det bare som om, hun kan suge al energi ud af en ellers hyggelig sammenkomst, og hvis man er den, der kommer til at sidde ved siden af hende, så er den dag bare ødelagt. Jeg vil meget gerne kunne rumme hende og vise hende imødekommenhed og kærlighed, men nogle gange slipper min tålmodighed op. Hvad gør jeg for at bevare/udvide min rummelighed?

Hilsen Den Frustrerede

Kære Frustrerede

Den pågældende kvinde er heldig at have så omsorgsfuld og betænksom en familie som jeres, og jeg synes, I gør det helt rigtige: tilbyder rummelighed og støtte til et menneske, der ikke har så mange ressourcer og/eller som har det svært. Det synes jeg man skylder hinanden, når man er i familie med hinanden og også som kristne brødre og søstre.Men det er jo ikke særlig konstruktivt, at støtten og opmuntringen af dette kvindelige familiemedlem bliver på bekostning af jer andre, og at jeres familie ikke længere er et familie-fællesskab, hvor der er plads til alle, men at det i stedet nærmest er blevet til et projekt, hvis omdrejningspunkt måske udelukkende er hende? Nogle gange sker det nemlig, at der i ivrigheden efter at skabe et inkluderende fællesskab i stedet skabes et temmelig ekskluderende fællesskab for alle andre end den ene, eller de få, med problemer. Denne skævhed er lige så usund som det modsatte: at ekskludere den ene eller de få, der har det svært.
Hvordan finde den gode balancegang i praksis? Ja, det er ikke altid så nemt. Det handler først og fremmest om, at I, der gerne vil støtte og opmuntre den pågældende, tillader jer selv at mærke, når jeres grænse er nået! Alle har en grænse for deres rummelighed, og det er der ikke noget forkert i.
Det handler i stedet om at handle på den grænse på en ordentlig måde. Fx kunne det i jeres situation betyde, at I, når I mærker, at jeres grænse for opmuntrende kommentarer, aktiv lytning m.m. er nået, derefter tillader jer selv at sige fra – også selvom den pågældende har mere på hjerte. Meld ærligt ud, at I har brug for en pause, og at I enten kan snakke videre en anden gang, eller at der måske er en anden i familien, der kan tage over.
Forklar gerne, at jeres evne til at lytte og rumme simpelthen ikke længere er optimal, og at I hellere vil stille jer til rådighed, når I har ”tanket op” igen. Den pågældende kvinde bliver måske forbavset, endsige fornærmet, men det er I nødt til begge at lære at kunne rumme, for uden denne mulighed for at kunne sige til og fra vil I til sidst blive fuldstændig drænet for al energi og også for den oprigtige lyst til at udvise omsorg, som I faktisk ejer lige nu.
Når vi tillader os selv at sige til og fra, sker der imidlertid det, at vi til gengæld kan være bedre og mere autentisk til stede, når vi så er der.
Snak gerne med resten af din familie om, om de evt. har det på samme måde, og hvordan I sammen kan hjælpe hinanden til at skabe gode rammer for, at der kan være plads til alle i familien – også dem uden store problemer.

Hilsen Suh

} else {