Hvad har vi dog gjort?

Efter 30 år med fri abort er det tid at overveje, hvad det er, vi gør med de uønskede børn…Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Salme 139:16

Bjarne Nederby Jessen
Lærer, anmelder, udsendt til Grønland af Missionsforbundet gennem en årrække, folketingskandidat for Kristendemokraterne

Denne sætning kommer oftere og oftere til mig. Vi har længe måttet leve med loven om fri adgang til abort. Kvinder skal bestemme over deres krop – ikke mindst, når de er blevet uønsket gravide. Ansvaret overlades til kvinden, men hvad med manden, der burde bære det samme ansvar? Hvad med bedsteforældrene, der mister et barnebarn, før det fødes?

Mange, mange fostre dør hvert eneste år, fordi de er uønskede. Men de samme fostre er kendt af Gud. Hvad er det, vi gør? Hvad er det for et samfund, vi har udviklet.

Jeg har lyttet til mange historier om ulykkelige kvinder, der var uønsket gravide, og har hørt mange „gode“ argumenter for, at det rigtigste – også for fosteret – ville være at tage livet af det. Jeg græmmes hver gang, og det gør så ondt indvendig, og jeg har måttet råbe til Gud og bede om tilgivelse for vores samfund.

Vi hører oftest historier om ulykkelige kvinder, der…. Men der er andre ulykkelige kvinder. En mor, der græd, da hun lagde sig på operationsbordet. Hun så forskræmt ind i lægens varme øjne. Han kiggede på hende og sagde: Men ønsker du da ikke denne operation? Hun kunne ikke svare. Snart gled hun ind i narkosens søvn. Da hun vågnede, græd hun. Hun vidste først ikke hvorfor, men snart forstod hun, at hun ikke bar på børnene længere, tvillingerne.

Da hun talte med sin præst efter indgrebet, var hun fortvivlet. Hun skjulte sit ansigt og græd. Hun talte om den desperation, hun oplevede, da hun vågnede og indså, at indgrebet var foretaget. „Det er ikke sandt, græd hun! Det kan ikke være sandt! Inderst inde ønskede jeg det jo ikke!“

De havde store problemer i ægteskabet, og det var svært for deres børn. „Men jeg skulle ikke være taget ind til sygehuset. Jeg var jo så oprevet efter skænderiet dagen før.“ Men nu var det for sent. Børnene, som hun for nogle dage siden havde mærket så tydeligt i sit indre, var der ikke mere.

Nu havde hun fortrudt og gjorde sig selv og andre mange bebrejdelser. Hvordan kunne jeg? Hvordan kunne de børn, jeg ventede, betyde så lidt for de mennesker, jeg talte med? De bakkede mig op omkring en abort. Hvordan kunne de? Hvordan kunne jeg få tilladelse til det? Hvad er det, der er gået galt i vores land? Hun var fortvivlet.

„Tvillingemoderen“ spørger sig selv: „Hvorfor skulle det gå så hurtigt? Havde jeg ikke kunnet vente nogle dage?“ Den eneste forklaring, hun fik, var, at svangerskabet var meget fremskredent, og skulle hun have abort, kunne man ikke vente. Men man skulle jo have ventet.

Ægteskabet kom på fode igen. Men ofte „spøgte“ tvillingerne i forældrenes sind – og det følger dem stadig.

En anden kvinde havde to dejlige piger. Hun var ikke længere helt ung. Hun og hendes mand var enige om, at de ikke ville have flere børn. Men sterilisationen var åbenbart ikke lykkedes, og nu var hun gravid. Da lægen havde konstateret det, trak han straks papirerne om abort frem fra skuffen. Kvinden blev rædselsslagen og sagde: Jeg skal ikke have en abort. Vi ønskede ikke flere børn, men nu er et barn på vej – og det skal være velkomment.

Jeg kender til flere lignende tilfælde. Hvordan kan vi være kommet dertil, at lægen handler, inden kvinden selv har sagt noget om det. Uden nogen form for rådgivning vil lægen gøre klar til at udfylde papirerne om abort. Hvordan er vi kommet dertil?

En ung mor glæder sig over sin nyfødte, men føler det alligevel svært. Da hun var hos jordemoderen første gang, siger hun, at hun ikke havde de bedste relationer til barnets far. Jordemoderen foreslår abort. „Tænk nu over det som en mulighed“, siger hun. Jordemoderens ord forblev som et dybt sår i denne kvinde, og såret var der stadig, da barnet blev født. Faderen til barnet følte stor skyld over det. Han skammede sig over at have støttet jordemoderen. Men bagefter, da han stod med barnet i sine arme, føltes det så uforståeligt. Han ville for intet i verden undvære sin lille datter.

En dag faldt jeg over ordet matrix. Normalt oversættes det ved mor eller kilde. Men det har flere betydninger. Matrix betyder livmoder, kilde, udspring, gydeform, støbeform, malmåre. Tankevækkende ikke? Jeg så livmoderen for mig som udspringet til alt menneskeligt liv. Det var gydeformen, hvor mennesket bliver til. Livmoderen var malmåren, hvorfra det rene guld kommer. For en kvinde kan intet være som dette skjulte rum. Ubevidst værner hun om dette skjulte rum mere end noget andet.

Livet er ikke imod os, men med os, hvis vi bare vil tage imod det. Men udviklingen har ført os til at leve på et lavere plan, end det var vores bestemmelse. Værdien af et menneskes liv er ikke længere så stor, som den har været. Livets begyndelse er et under. Jeg kan ikke gennemskue, hvordan jeg blev til eller hvorfor bortset fra, at baggrunden var mine forældres kærlighed. „Du flettede mig sammen i moders liv…“ „mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte…“ „da jeg endnu var foster, havde du øje for mig…“ Jeg er endnu kun et foster, men jeg er et selvstændigt individ med egen blodtype og blodomløb. Ved ti ugers alderen kunne jeg føle smerte, men hvem skulle gøre det?
Hvad er det, der gør, at veluddannede sygeplejersker, jordemødre og læger med deres lægeløfte går med til at foretage sådanne indgreb. Det ligger helt uden for min forstand, og det skærer mig i hjertet, når jeg ved, at det sker mange gange hver eneste dag i Danmark.

Når et folks samvittighed lulles i søvn, er det i stor fare. Vi er som nation faldet i søvn og blevet ført ind på en vej, som fører os i forkert retning. Bibelen er faldet ud af det danske folks hænder.

Vi må vågne og vende om. Komme ind på den rigtige vej igen. Vågner vi ikke, får det afgørende konsekvenser for udviklingen af vores folk – i negativ retning. Vi skal lade Bibelens ord, livets lov, bryde ind i vores tilværelse og måde at tænke på. Vi behøver en åndelig og folkelig vækkelse. Der tales så meget om værdidebat i dag, men hvad er en værdidebat uden debat om livets begyndelse og de mange liv, der afsluttes inden fødslen?