Kirken skal ud af boblen

Hvorfor inviterede FrikirkeNet professor Steen Hildebrandt, der er åben for østlige religioner, som taler på lederkonferencen i 2010? Og hvorfor inviterer man i år kulturminister Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre, som på ganske mange punkter har helt andre værdier end frikirkerne?

Hvorfor inviterer man talere som har helt andre værdier? Er FrikirkeNet i gang med et teologisk kursskifte, eller hvad er det, der sker?

Frikirkenet har en anden rolle end kirkesamfundet, der ofte prøver at værne og udvikle sin egen kultur, historie og tolkning af troslivet.
Med fokus både på kirkens missionale og diakonale opgave i samfundet har vi i FrikirkeNet fra starten i 2004 været meget intentionelle og fokuserede på det, vi gør bedre i fællesskab end hver for sig.
FrikirkeNet vil sikre frikirkerne en troværdig og markant røst i samfundet i forhold til de værdier, vi mener, er væsentlige. Målsætningen er at få frikirkerne ud af marginaliseringen og på banen som det aktiv, de rent faktisk er i vores land.
Derfor prioriterer vi en anderledes lederkonference i FrikirkeNet. Mange andre konferencer inspirerer og støtter udviklingen af lokale frikirkers lederskab og medarbejdere. Den vogn er vi også med på.

Det andet ben

Men vi har altså også et andet ben, som vi står på. Dermed bliver lederkonferencen unik og et særdeles vigtigt tilbud til kirkeledere i vores land.
Kirkens rolle og mandat kan ikke afsluttes med oplevelsen af en sammenhængende indre kultur. Den må suppleres med en involvering i, og en dialog med, det omgivende samfund.
Mange arbejder på den måde i det lokale kirkeliv. Men i forhold til de større nationale linjer bruger vi lederkonferencen til at vende os ud mod samfundet og lytte til nogle af dem, som er meningsdannere og beslutningstagere.
Vi forventer ikke bibelundervisning eller betjening med forbøn, men vi ønsker at komme i dialog med de politikere, medie- og forretningsfolk, som er med til at sætte en dagsorden i vores land.
I stedet for at skrive om dem – eller til dem i et læserbrev, vil vi gerne mødes med dem og om muligt udfordre deres holdninger.

Åndsfriheden under pres

Lederkonferencen i november, hvor bl.a. kulturminister Marianne Jelved og tidligere folketingsmedlem Charlotte Dyremose deltager, har fokus på dialog og udfordringen til politikerne om, hvorvidt der er plads til Gud i vores samfund.
Vi mener, det er meget vigtigt at sætte emnet på dagsordenen rent politisk. Åndsfriheden er under pres i disse år. Men vi lever altså i et samfund, hvor mange har en tro på Gud.
Hvis ikke der skabes plads til troen og troens udtryk i det offentlige rum, bliver vi en ensrettet og meget fattig nation.
Historisk set har vi som kirker i Danmark, og især som frikirker, været udfordret af marginalisering og en ignorant tilgang fra omgivelserne.
Sådan har vi jo ikke set os selv, men der har været en slags adskillelse, som har været vanskelig at overvinde. Jeg ser imidlertid tegn på en forandring. Flere og flere kirker kommer positivt på banen i deres byer og får flere muligheder for at gøre en forskel.
Der samarbejdes kirkerne imellem, men også med kommunale instanser, institutioner og virksomheder om bl.a. forbedring af forholdene for mennesker på samfundets skyggeside. Jeg tror, det skyldes to ting:
Guds medvirken og kirkernes beviste engagement og involvering.

Glemmer resten af byen

Det er imidlertid vigtigt, at vi fastholder fokus og kadence, ellers tror jeg, vi let kan miste mulighederne igen. Kirken udvikler, som andre fællesskaber med stærke værdiladede holdninger, let en intern og selvbekræftende kultur.
Vi kan blive så optagede af at være kirke for hinanden, at vi glemmer at være kirke for byen. Det gode, livsbekræftende fællesskab bliver dermed distancerende i stedet for inkluderende.
Vi havner så at sige i en boble, hvor der er rart at være, men hvor vi heller ikke gør den store forskel i omgivelserne.
Det er en fare, vi skal være opmærksomme på hele tiden. Det er i mødet med det anderledes tænkende menneske, at vi udfordres i vores egen tro og får en bedre forståelse af, hvordan den kan formidles, så den giver mening.
Det var det, Paulus gjorde så godt, da han gik rundt i Athen og fornemmede, hvilken vinkel han skulle vælge for at trænge igennem til den tænkende og filosoferende græker.

Til velsignelse for andre

Jesus bruger nogle meget ekspansive og interessante metaforer i sin beskrivelse af Guds rige på jorden. Et af dem er beretningen om sennepsfrøet, der bliver lagt i jorden. Som udgangspunkt er det mindre end alle andre frø, men det ender med at blive et stort træ, som fuglene bygger rede i.
Mange fokuserer på sennepskornets vækst, men Jesus fokuserer også på virkningen: at himlens fugle bygger rede i træet. Det fortæller noget vigtigt om Guds rige, og om kirker og kristne, der rummer Kristi DNA, nemlig, at vi er her for at være til velsignelse for vore omgivelser.
Historien er desværre fyldt af eksempler på kristne, der isolerede sig med deres åbenbaring og “gudsinspirerede” tolkning af skrifter og gudsliv. Resultatet er ofte en selvbekræftende kultur, der næsten pr. definition opfatter al modstand som et udslag af den åndelige kamp, man befinder sig i.

Tiltrækkende modkultur

Jeg har måttet justere min egen opfattelse gennem årene. Jeg medgiver, at modstand er en naturlig del af det at være kristen. For vores budskab er modkulturelt på en del punkter. Men Jesus var modkulturel, uden at det skubbede folk væk. Tværtimod tiltrak det folk.
Jesus var ikke drevet af bogstavs-dogmatik, men af kærlighed til Gud og til sin næste. Og det siges om kirken, der beskrives i Apostlenes Gerninger kap. 2, at de var vellidt af alle mennesker i byen.
Vi skal have et stærkt fællesskab indadtil i kirkerne, men vi bør også sikre os mod at blive navlebeskuende. Derfor skal vi omgive os med mennesker, der har en anden tilgang til livet, end vi selv har.

Motiveret af frygt?

Tanken om at vi skal holde os fra det, vi ikke kan styre eller forandre umiddelbart, er ubibelsk og grundlæggende motiveret af frygt. Frygt eller usikkerhed vil ofte få os til at lukke os sammen om os selv. Det forstærker fjendebillederne, øger distancen – og muligheden for at påvirke og forandre mindskes.
Men Jesus inviterede netop dem ind i sit liv, som var anderledes, og som de religiøse tog afstand fra. Guds søn lod en prostitueret vaske sine fødder med sine tårer og tørre dem med sit hår.
Han spiste sammen med en tolder, en kollaboratør i jødernes øjne. Hvordan kunne han være ven med mennesker, der havde så anderledes værdier og holdninger til tro og liv, end ham selv?

Kedelig, dødt eller irrelevant

Jesus taler om, at lys og mørke ikke kan have med hinanden at gøre. Men hvis vi ikke kan have med mennesker at gøre, som ikke deler vores tro på Jesus, som Vejen, Sandheden og Livet, ville det jo være umuligt at være i denne verden.
For godt fem år siden var jeg med til at lave en undersøgelse i Herning. Vi gik på gaden og spurgte folk: Hvad er det første, du tænker, når jeg nævner ordet ’kirke’ for dig? 95 procent af svarene lød: Kedelig, dødt eller irrelevant. Ikke en eneste havde noget positivt at sige.
Vi var overraskede, for sådan så vi jo ikke på os selv. Jeg tvivler på, at der overhovedet var nogen kirker i Herning, der havde dette selvbillede. Det blev et wake-up-call for os som kirke. Det var jo ikke herningensernes opgave at revidere deres opfattelse af os, det var snarere vores opgave at være kirke på en anden måde.
Det er vi stadig i gang med, men der er afgjort blevet flyttet nogle meget tunge sten på vejen. Det glædelige er, at byen mere og mere ser kirken som et aktiv, og vigtigst af alt: flere møder Jesus og finder Guds formål for deres liv.
Kirken har uendelig meget at byde på. Vi sidder på en skattekiste af ressourcer og muligheder. Vi kan gøre en forskel og skrive os ind i historien, hvis vi vælger at tage ansvar og blande os.
”Frygt ikke”, sagde Jesus. Lyset er stærkere end mørket. Og der, hvor det tændes, vil det skabe håb og forandring.