Et forkert gudsbillede forkvakler din bøn

En af verdens største evangelister giver gode råd. Peter Gammons er den person, som har talt til flest mennesker samtidigt på ét møde – nemlig 4 millioner filippinereAf Dr. Peter Gammons
Engelsk pastor og internationalt respekteret underviser og helbredelses-evangelist, som har talt til over 100 mio. mennesker i 70 nationer, uddannet ledere og skrevet over 40 bøger.

Vi kan ikke nå længere i bøn, end vort gudsbillede rækker. Hvis vi opfatter Gud som et strengt og koldt væsen langt borte, vil vi aldrig være i stand til at nærme os Ham tillidsfuldt i bøn.

Læg mærke til, at Jesus i begyndelsen af sin undervisning om bøn åbenbarer Gud som en familiegud — som vores »Fader.« Et sådant begreb blev opfattet som blasfemisk af jøderne. De ville ikke engang have udtalt navnet »Gud« (Jahve) for slet ikke at tale om »Fader.« At opmuntre til en sådan intimitet i bøn gjorde ikke Jesus populær.
Læg mærke til, at det altid var de religiøse mennesker, som følte sig forulempet af Jesus! Det var syndere, toldere, prostituerede og de udskudte i samfundet, som blev draget til Ham, for i Ham så de relevante svar på de problemer, de stod overfor i livet. Jesus kom for at vise dem Gud og bringe dem ind i et personligt forhold til Ham.

Sig bare Far

Mange taler i deres bønner til Gud, som om Han var et fjernt væsen i stedet for »vor Fader.« Gud vil, at vi skal udvikle os fra det at have et forretningsmæssigt forhold til Ham og til at få samme fortrolighed til Ham som i en familie. Jesus kom for at åbenbare Guds faderkærlighed til os.
Forestil dig min egen fars reaktion, hvis jeg mødte ham med ordene: »Oh, du velsignede elektriker.« Selv om det ville være sandt og beskrive hans arbejde, vil hans navn for mig altid være »Far«.
Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds børn. I modtog jo ikke en Ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en Ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: »Abba, Fader!« Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger. Rom. 8:14-17a
Den ordrette aramæiske oversættelse af ordet »Abba« er »Farmand« og ikke det modne »Fader.« »Abba« ville være blandt de første ord, som et hebræisk barn ville lære.

Vær naturlig

Jeg tror, at Herren ønsker at føre os tilbage til barnlig enkelhed i bøn. Jesus underviser os om, at vi ikke »skal lade munden løbe,« og at vi heller ikke vil blive »hørt« for vore mange ords skyld. At tillægge sig en unaturlig stemme, et højt toneleje eller tale med et gammeldags højtideligt sprog kan være en religiøs tradition. Men det er ikke med til at opmuntre mennesker til at udvikle en naturlig vandring med Gud, og det er heller ikke et tegn på åndelighed.
Det er interessant at lægge mærke til, at ud af alle de sprog — visse religiøse sprog inklusive — som var til rådighed, arrangerede Herren det sådan, at Det Nye Testamente oprindeligt blev skrevet på »koine« græsk — det dagligdags sprog blandt almindelige mennesker. Det var til sådanne mennesker, Han bragte de gode nyheder.
Uanset, hvor meget vi kan lide den smukke, højtidelige gammeldags facon, vil den aldrig nå det tyvende århundredes menneske! Gud ønsker, at vi skal være os selv, når vi be’r.

Foldede hænder og lukkede øjne

Selv barndommens »foldede hænder og lukkede øjne« kan være en hindring. Selv om det nogle gange er en hjælp til at koncentrere sig, så forstærker det følelsen af mangel på naturlighed. Vi behøver ikke at nærme os Gud med vore hoveder bøjede, som et uartigt barn, der nærmer sig sin far, efter at han har opdaget sønnens drengestreger. Vi kan se Herren lige i øjnene og vide, at vi er tilgivet. I stedet for at bøje sit hoved, når Han bad, løftede Jesus sine øjne mod Himmelen (Johs. 17:1). David sagde: »Jeg løfter mine øjne til bjergene: Hvorfra kommer min hjælp? Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber« (Sl. 121:1-2).
Der kræves ingen speciel kropsstilling eller et specielt sprog for at kunne bede. I stedet ønsker Gud, at vi skal slappe af og nyde et naturligt kærlighedsforhold til Ham. Han er interesseret i ethvert område i vore liv. Der skal ikke være nogen “verdslig” eller “hellig” barriere i en kristens liv. Der er ikke noget område i vore liv, som vi bør holde tilbage for Herren. Det er virkelig frigørende at åbne sit hjerte for Herren. Uanset hvad du fortæller, bliver Han ikke chokeret. Han ved jo alligevel, hvordan du føler. »Alt ligger blottet og udbredt for Hans øjne; og Ham skal vi stå til regnskab« (Heb. 4:13).
»Thi vi har ikke en ypperstepræst, som ikke kan have medlidenhed med vore skrøbeligheder, men en, som har været fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os derfor med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid« (Heb. 4:15-16). På et hvilket som helst område, hvor vi fristes, har Herren også været fristet.
Gud er din Fader. Han elsker dig meget højt. Han kunne aldrig elske dig mere, end Han gør nu! Er du klar over, at Han elsker dig lige så højt, som Han elsker Jesus? Jesus sagde: »Du har elsket dem, ligesom du har elsket mig« (Johs. 17:23). Er det ikke vidunderligt at vide, at vi er elsket så højt! Hver især er vi unikke og specielle for Herren. Han har »kaldet dig ved navn« (Es. 43:1).
Gud er »vor Fader« – en, for hvem intet problem er for småt og ubetydeligt. Han er »vor Fader i Himmelen,« for hvem intet problem er for stort!
Mange kristne bliver forhindret i at have et kærligt og afslappet forhold til deres himmelske Far, fordi de aldrig har nydt et kærligt og afslappet forhold til deres jordiske far. Herren ønsker at komme og helbrede disse sår og sætte sine børn fri, så de kan nyde det nære fællesskab med Ham.

At vandre med Gud

Vi læser, at »Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham« (1. Mos. 5:24). Enok vidste, hvad det var at nyde et vedvarende ubrudt fællesskab med Herren.
En lille pige, som genfortalte historien for sin søndagsskole, illustrerede dette på en smuk måde ved at sige: »Herren gik sig en tur med Enok. De gik, og de snakkede, og de snakkede, og de gik. Så sagde Herren til Enok: ‘Nu er vi kommet så langt, at det ikke er værd, at du tager hjem. Du kan lige så godt komme med mig hjem.’«

»Vi kommer ind i dit nærvær« – hvad?

Udtalelsen: »Herre, vi kommer ind i dit nærvær,« er uheldigvis blevet ret almindelig i kristne kredse. Rent faktisk er det en meget mærkelig ting at bede, da der ikke findes nogen måder, hvorpå vi kan komme ud af Hans nærvær.
Selv om vi måske ikke altid er opmærksomme på Guds nærvær, så kan vi ikke flygte fra det. Han har lovet aldrig at forlade eller svigte os, men altid være med os. Det er et ubibelsk begreb at forbinde kirkebygninger med Guds nærvær. Gud bor ikke i bygninger gjort med menneskehænder. Vi er et tempel for Helligånden — »Herrens hus.«
Rent praktisk er vi ligeså meget i Guds nærvær i vores bil eller i badekarret som i en religiøs bygning. Det lader til, at Jesus fandt højdedragene mere ansporende til bøn end en hvilken som helst af de religiøse bygninger på Hans tid. Vi kan ikke komme ud af Guds nærvær.
Det er ærefrygtindgydende at indse, at vi endda synder i Guds nærvær!
Vi lever i Guds nærvær, og derfor, ligegyldigt hvor vi er, kan vore bønner stadig høres.
Daniel bad fra sit værelse. Jesus bad i en have. Paulus bad, mens han var lænket mellem vagter i fængslet, og Jonas bad fra maven af en stor fisk! Det er, når vi bliver klar over dette, at vi kan pleje en intim og vedvarende vandring med Herren.
Jeg kan godt lide at gå en tur langs klinterne eller gennem en mark, mens jeg taler med Herren. Af og til har jeg siddet i bilen på vej til et møde, mens tårerne løb ned ad kinderne, og mens jeg har givet udtryk for min taknemmelighed til Herren over at være blevet betroet Hans ord. Det er fuldstændig naturligt at tale stille med Herren i løbet af dagen i enhver situation. Nogle gange ser jeg op, smiler og siger: »Hjælp, Herre« eller »Jeg giver det over til dig, Herre.« Jeg elsker at finde ting, for hvilke jeg kan give udtryk for min taknemmelighed til Ham. Vi nyder ganske enkelt hinandens selskab.
Bøn er ikke bare at komme med forespørgsler; det er at samtale med Herren. Jesus formanede os til altid at bede (Lukas 18:1), og Bibelen fortæller os, at vi skal bede uden ophør (1. Tess. 5:17). Bøn skulle være det mest naturlige for en kristen. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi skal vandre rundt med lukkede øjne, men at vi altid er i en holdning af bøn i fællesskab med Faderen; hvert minut af hver time af hver dag.
Kan du forestille dig et ægtepar, hvis eneste kommunikation var et kvarter om dagen, som samvittighedsfuldt var sat til side til at tale sammen? Kan du forestille dig, at de stopper samtalen med ordene: »Jeg er ked af det, men tiden er udløbet, vi ses igen i morgen — samme tid samme sted! « Jeg taler ikke imod faste tidspunkter sammen med Herren; det er meget bibelsk (Dan. 6:10; Salme 5:4, 55:18). Men vores andagtsliv skulle være langt mere end kun det!


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hvor lang tid?

Kort tid efter min omvendelse hørte jeg en prædiken om at give tiende og antog, at det gjaldt ethvert område af mit liv, og at jeg også måtte give tiende af min tid og bruge den til bøn. Som ny kristen satte jeg derfor hver dag to timer og fireogtyve minutter af til bøn!
Selv om mine handlinger var alvorligt mente, var mit bønneliv ikke motiveret af et levende forhold til Herren, men af lovtrældom. For hvis ikke kærlighed er motivet, bliver andagtsstunder kedelige og vil normalt ikke vare ret længe. Gud ønsker ikke, at den tid vi tilbringer sammen med Ham, skal være en udholdenhedsprøve! Jeg fandt ud af, at det var bedre at sætte 15-30 min. af, som jeg virkelig kunne udnytte fuldt ud, og snart opdagede jeg, at det ikke var tid nok. Nu er det ikke ualmindeligt for mig at bruge et par timer eller mere alene sammen med Herren. Men mit motiv for at gøre det er ikke af pligtfølelse, men fordi jeg elsker Ham og nyder Hans selskab.
Jeg elsker ved dagens afslutning at falde i søvn, mens jeg taler med Herren. Mange kristne har følt sig fordømt over at falde i søvn, mens de beder. Men hvad er mere smukt end et barn, som falder i søvn i samtale med sin far, som derefter putter det?
Hvis du synes, det er svært at falde i søvn om aftenen, så lad være med at tælle får, tal med Hyrden!

(Fra Peter Gammons: „Tro og du vil se“, Frontline.)