De skal til VM i volley
Elever fra Sydvest-jyllands Efterskole har kvalificeret sig til VM i skole-volley.
Efter en finalekamp i tre sæt kvalificerede Sydvestjyllands Efterskoles drengehold sig til verdensmesterskaberne i skolevolley fra d. 9.-17 april 2014 i Portugal.
Drengeholdet fra Sydvestjyllands Efterskole i Bramming vandt en spændende finalekamp mod Ikast Idrætsefterskole med 16-14 i 3. sæt.
Marginalerne var på drengenes side i ISSF-turneringen, der blev spillet på Djurslands Efterskole. Efter to indledende kampe mod holdet fra Ikast, der gav én sejr til hver, mødte de to hold hinanden igen i finalen.
Tæt 3. sæt
I finalen tabte Bramming-holdet 1. sæt stort. I anden sæt begyndte holdet for første gang på dagen at finde rytmen, og efter sætsejr var der lagt op til en spændende afslutning.
Efter 0-3 i 3. sæt blev det hurtigt 13-6 til Sydvestjylland-drengene. Ikast kom tilbage til 14-14, men heldigvis beholdt Bramming-drengene nerverne i ro og hev de sidste to point hjem til stor jubel.
Sydvestjyllands Efterskole får nu mulighed for at repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i Espinho, Portugal i april 2014.
Pigerne spillede sig også i finalen efter sejr over Djurslands Efterskole.
Også her var modstanderne Ikast, der dog var en for stor udfordring og gav et nederlag på 2-0.