Sorg og glæde: En højst usædvanlig kærlighedsfilm

Jakob Cedergren og Helle Fagralid i Nils Malmros’ ”Sorg og glæde” (still fra filmen: © Martin Dam/Nordisk Film).
Jakob Cedergren og Helle Fagralid i Nils Malmros’ ”Sorg og glæde” (still fra filmen: © Martin Dam/Nordisk Film).

Nils Malmros fortæller i den film, der efter hans eget udsagn vil blive den sidste fra hans hånd, om den største tragedie i sit liv, men han gør det, så den – trods alt lidt uventet – bliver til en kærlighedsfilm.

Det er ganske få år siden, at det blev kendt, at Nils Malmros’ kone Marianne i februar 1984 i en psykose med en køkkenkniv skar halsen over på deres ni måneder gamle datter Anne.
Historien om det frygtelige, der skete dengang, og om, hvordan Malmros håndterede det, fortælles her på en måde, der ligger fjernt fra langt de fleste film, der kommer op i disse år. Mest bemærkelsesværdigt er det, at den gengiver historien følelsesmæssigt nedtonet, uden brug af de mest almindelige filmiske effekter. Vi ser fx ikke drabet på datteren; der er næsten ingen stemningsskabende underlægningsmusik; og næsten hele vejen igennem fornemmes en tilbageholdenhed eller distance i gennemspilningen af historien. Malmros har øjensynligt helt bevidst villet undgå virkemidler, der kunne have gjort filmen mere skræmmende. Men som den er, virker den – og den virker stærkt. Det er en film, man ikke glemmer.
Stærkt er det at se, hvordan Malmros’ alter ego Johannes kæmper for at bevare ægteskabet med Signe, der ellers ønsker at blive skilt efter at have slået frugten af deres tætte forhold ihjel. Og stærkt er det at se, hvordan Signe i 2010 som sin gave til ham ønsker at give Johannes lov til at lave filmen om at blive voksen og om at elske. For det er, hvad filmen handler om: om at påtage sig ansvar og forholde sig til skyldsspørgsmål på ret vis og om at blive i kærligheden på trods, den kærlighed der overvinder det ubærlige. ”Du har reddet mit liv”, siger hun til ham, og så behøves der ikke så meget mere grund.
I rollen som Johannes ses Jacob Cedergren, og Signe spilles af Helle Fagralid, og især hun virker overbevisende. Nævnes må også Ida Dwinger (interviewet her i avisen uge 14/2006) i den krævende rolle som Signes mor.
Filmen er med i Biografklub Danmark, så den får den opmærksomhed, den har fortjent.

Sorg og glæde • 107 min. • Premiere 14. november