Hvad skal de med et facebook-jeg?

Hvad skal den voksne generation af digitale indvandrere gøre for at forstå de unges digitale verden? Det giver Josua Christensen nogle bud på i sin nye bog ”Digital Native”.

Da statsminister Helle Thorning Smidt greb mobiltelefonen og lavede en selfie sammen med præsident Barack Obama, vakte det international forargelse, fordi det foregik ved mindehøjtiden for Nelson Mandela.

Præsidentfruen var åbenlyst utilfreds med opførslen, som det til trods ikke blev beklaget, men blot fejet hen med en munter bemærkning. Samtidig viste det, hvor udbredt selviscenesættelse er. Det har længe været udbredt blandt unge, hvor det er en del af selve ’gamet’, at man præsenterer sig selv så interessant som muligt.
Den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman introducerede for mere end 50 år siden ”scenen” (frontstage) som metafor, en platform for ’facework’, som han kaldte de handlinger, hvorigennem vi præsenterer, skaber og udformer et billede af os selv. Moderne antropologer, sociologer og andre eksperter peger på, at vi konstruerer os selv igennem de historier, vi fortæller om os selv. I den kontekst er det da også ganske forståeligt, at Helle vil skrive sig ind i verdenshistorien, lidt på samme måde som graffiti- maleren, som lavede et ’tag’ på Berlinmuren: ”Helle was here”, således fungerer Facebookvægen som en samling af mere eller mindre betydningsfulde begivenheder.

Digitale indfødte og indvandrere

Hvis vi forarges over Helles selfie, skyldes det den manglende situationsfornemmelse og ikke iscenesættelsen i sig selv. Men den voksne generation er digitale indvandrere, hvilket betyder, at vi kommer fra en tid uden internet, sociale sites og smartphones som allemandseje. Vi er altså vokset op med nogle andre spilleregler (fx andægtige mindehøjtider), af den simple grund, at man ikke kunne filme sig selv med mobilen, endsige lave facebookopdateringer, da vi var unge. Mange af de voksne, jeg møder, når jeg holder foredrag, er i det hele taget uforstående overfor betydningen af de nye medier i forhold til unges identitet. Hvordan kan det være, at de unge ikke kan lægge telefonen fra sig? Hvorfor skal hele verden vide, at de har været på café med Mikkel eller lige prøver en ny frisure?
Men heller ikke de unge forstår betydningen af deres handlinger på de sociale medier. Modsætningsforholdet mellem den ret betragtelige tid, de anvender med at følge med, lave statusopdateringer, kommentere andres opslag osv., og så den minimale betydning de tillægger handlingerne i forhold til deres identitet, er slående. Facebook, det er bare noget, man er på. Her vedligeholdes, udbygges og skabes relationer. Som gartneren trimmer sin have, gøder blomsterne og luger ukrudt, sådan dyrkes selvbilleder og relationelle forbindelser. Her dyrkes interessefællesskaber, afprøves humoristiske indslag og opdages nye in-fænomener, som lige skal have et ’like’ med på vejen. Alt sammen foregår tilsyneladende med en høj intuitiv indføling og uden ”bevidst” rollespil, for man skal gerne være sig selv, være ærlig, autentisk og original.

Selvet som holdingselskab

De unge tænker det som en naturlighed, fordi de er digitalt indfødte (digital natives), at det fysiske hoved har et digitalt spejlbillede. Men hvorfor holde der? Facebook-jeget er en kamæleon eller et holdingselskab for selvbilleder. Ikke sært, at det kan være svært at finde sig selv, når man hele tiden afprøver en palet af facebook-identiteter.
Da jeg begyndte at interessere mig for Facebook, følte jeg mig så afgjort også som en fremmed, en indvandrer i cyberspace. De unge, som jeg kendte fra den ”virkelige verden” – altså klasseværelset, kirken osv.- var ikke forandret til helt andre personer, men alligevel var deres adfærd absolut forskellig fra den analoge (fysiske) verden. Der var Emma, som tegnede Diddle på sin MacBook Pro i geografitimen. Søren havde et profilbillede, som signalerer satanisme. Carstens coverbillede viste ham med bar overkrop og hævet ølflaske i musketerhilsen. Umiddelbare tolkninger af deres facebookprofiler virkede utroværdige med det kendskab, jeg i øvrigt havde til dem. Og jo længere jeg kom med min undersøgelse, desto klarere stod det, at de unge ikke selv opfattede det som kontroversielt eller problematisk, at de så at sige fremstod i Janus-skikkelser.

Det er da løgn!?

Men stiller man de unge spørgsmålet: ”Hvorfor har du valgt det profilbillede? Hvad fortæller du egentlig om dig selv med den statusopdatering? Hvorfor ”liker” du altid, når Peter poster noget, men aldrig når Jan gør det?” Så viser det sig ofte, at der faktisk er mange tanker bag de valg, som de foretager sig. Valg, som ofte betyder noget ganske andet for dem end for deres forældre. Sørens profilbillede illustrerer denne pointe ret godt. Selv fortæller han om sit billede (håndtegnet for en ged/ Satan), at det i virkeligheden handler om en musikgenres subkultur, som han er inspireret af. Han signalerer altså, at han er en del af heavy-metal-kulturen, som for ham repræsenterer livet for fuld udblæsning. Han henvender sig til ligesindede og gør intet for at afmontere løgnen, tværtimod, dem der måtte tænke: ”Her er en fanden i voldsk ung mand” – hjælper han gerne til at fastholde denne forestilling. For han adskiller sine tilhørere med markører, der virker lige så effektivt som stoplysets grøn, gul og rød.

Hvad gør man som digital indvandrer?

Der er generelt et behov blandt voksne for at forstå de sociale medier. I forhold til selfies, statusopdateringer og underlige indforståede kommentarer er der ét rigtig godt råd: Spørg de unge, hvad de vil med det. Lad være med at antage, at det betyder det samme for dig som for dem. Historien om Søren er flersidet og handler også om en ung mand, der spekulerer over store spørgsmål: ”Hvad er godt og ondt, hvilke værdier er de væsentligste: de materielle eller immaterielle?” Man kan altså ikke bedømme indholdet ud fra omslaget, heller ikke facebook-coveret.
Derudover har det betydning, at vi viser vej. Jeg er med på, at vi som voksne langt fra altid kender svaret eller ved, hvor vejen til lykken går, men de unge ser efter, om det er noget, vi selv tror på. Det autentiske er i vildt høj kurs hos dem, fordi de har brug for at se de gode rollemodeller. Måske bliver det en dag en del af deres: ”mig og mit facebook-jeg.”