Magtkamp om friskolerne

– Uanset hvor uenige og forskellige friskolerne i Danmark er, så er de nødt til at stå sammen og forsvare deres demokratiske ret til at eksistere.

Vagn Wåhlin, docent, mag. art. i kulturhistorie ved Aarhus Universitet og underviser ved Center for Grundtvigsstudier på det Teologiske Fakultet i Aarhus har blandt meget andet fulgt de frie skolers vilkår i Danmark i mere end 30 år.

– Om man er forældre til et barn på en Tvind-skole eller på en kristen friskole er ligegyldigt i denne sammenhæng. Det er skolernes frihed til selv at vælge, der skal kæmpes for. Det behov bliver større og større, vurderer Vagn Wåhlin, docent ved Århus Universitet.
Han mener, at der foregår en magtkamp, hvor kræfter i Undervisningsministeriet ønsker at centralisere magten. Men det er ikke i overensstemmelse med friskolelovgivningen:
– Det afgørende ved friskolesystemet er netop, at det offentlige ikke skal blande sig, men derimod give forældre ret til at sætte sit barn i en skole med livsholdninger, livssyn og livsværdier, fastslår han.

– Igennem de sidste mange år er der sket en centralisering på friskoleområdet. Politikerne og centraladministrationen blander sig mere og mere i friskolernes eksistensvilkår, og en stærkt øget budgetstyring finder sted, siger Vagn Wåhlin.
Vagn Wåhlin, docent, mag. art. i kulturhistorie ved Aarhus Universitet og underviser ved Center for Grundtvigsstudier på det Teologiske Fakultet i Aarhus har blandt meget andet fulgt de frie skolers vilkår i Danmark i mere end 30 år.
Friskoleloven giver ret til at være anderledes og føre en værdipræget linje. Den rettighed er ikke blot i farezonen, den er allerede i skred, mener Vagn Wåhlin, der blandt andet har skrevet en omfattende afhandling om kristne friskoler. Den hedder „Skolevirke og trosliv“.

Salamimetoden og magtpolitik

Den omstridte Samuelskole og det kristne ACE-undervisningsmateriale tager Vagn Wåhlin ikke stilling til.
– Om Gud har skabt verden på seks dage eller ej har dybest set intet med den aktuelle sag at gøre. Skabelsesberetningen er ikke årsagen til, at Undervisningsministeriet griber ind, men er derimod en kærkommen anledning. Det er magtpolitik og salamimetode. Først blander man sig i Tvind, så i de muslimske skoler og nu i de kristne skoler.
– Det, synes mange mennesker måske, er udmærket og mener, at de skoler da også går lige lovligt langt – hver på deres måde. Men det har langt, langt større perspektiver, end de fleste regner med. For hvilke friskoler bliver de næste, ministeriet kaster sig over?
– Det hele sker for at skabe en øget centralisering – et kontrolmønster, der kvæler alternative livsholdninger og pædagogik, mener Vagn Wåhlin.

Vestjylland og
København

– Når undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) først fratager en skole sin økonomiske støtte for så at give den tilbage, så ved skoleledelsen, at den lever på lånt tid, hvis den ikke nøjagtig gør, hvad ministeriet ønsker. Det sender signaler til alle friskolefolk. Og så har ministeriet opnået det, man ville.
– Om en friskole i Vestjylland fungerer godt er revnende ligegyldigt for embedsmændene i København. De kender ikke skolernes ånd og sjæl. Deres succesrate er derimod et spørgsmål om, hvor stor en administrativ magt de kan få, siger Vagn Wåhlin, der også mener, at embedsvældet og politikerne i stigende grad skeler til europæiske undervisningssystemer i stedet for den danske undervisningstradition.
– I de større lande kan det måske være nyttigt med en centralisering, men ikke i et lille land som Danmark. Tilgangen til friskolerne er stigende. Det er en underkendelse af folkeskolen og politikerne og viser, at mange forældre ønsker decentraliseringen.

Forældrenes ret

– Og intet tyder på, at friskolerne kører dårligere end folkeskolen, men de kører anderledes. Det er skolegangens slutresultat for en skoleelev, der er afgørende for, om undervisningen er god nok. Hvordan, man når frem til slutresultatet, er forældrenes valg.