To ud af fem ved ikke, hvor de kan få hjælp mod alkohol

s4_små_blå kors bearbejdet foto Flere misbrugere skal i behandling – både for deres egen og for børnenes skyld, mener Blå Kors.

Kommunerne har pligt til at tilbyde behandling mod alkoholmisbrug, men mange ved det ikke, siger generalsekretær Christian Bjerre fra Blå Kors Danmark.

40% af danskerne ved ikke, hvor de kan gå hen, hvis de eller deres nærmeste skal have hjælp. Det viser en undersøgelse foretaget af Voxmeter for Blå Kors Danmark.

– I Danmark har alle ret til behandling mod alkoholmisbrug. Det er kommunerne, der har pligt til at tilbyde behandling.

Derfor er det et stort problem, at så mange ikke ved, hvor de skal gå hen for at få hjælp, siger Blå Kors Danmarks generalsekretær Christian Bjerre.

 Hele familiens behov

– Det er nødvendigt, at flere alkoholmisbrugere kommer i behandling, hvis vi skal problemet til livs og ikke mindst forebygge, at deres børn får problemer. Så folk skal vide, hvor de skal gå hen, hvis de har alkoholproblemer, eller deres pårørende har det. Og behandling og rådgivning skal være lettilgængelig, uddyber Christian Bjerre.

 Foretrækker privat regi

Undersøgelsen viser, at mere end hver fjerde foretrække et privat behandlingstilbud fremfor et kommunalt misbrugscenter. Christian Bjerre tilføjer:

– På vore væresteder og behandlingssteder oplever vi, at folk af forskellige grunde gerne vil have behandling af en privat organisation. Det kan være, at de kender nogle på kommunen, har dårlige oplevelser med det offentlige eller lignende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Derfor skal vi sørge for, at der er flere valgmuligheder, så folk enten kan få hjælp på et privat behandlingscenter eller på kommunens misbrugscenter. Det vigtigste må være, at folk går i behandling!