Nødvendigt at angre for at ændre livet

Ofte kan man finde årsagen til mennesker fysiske eller følelsesmæssige svagheder i deres mangel på tilgivelse og anger.
Ofte kan man finde årsagen til mennesker fysiske eller følelsesmæssige svagheder i deres mangel på tilgivelse og anger.

At angre er at fortryde eller føle så megen skyld, at du vender dig bort fra dine tanker og handlinger og sætter andre fri fra det, der binder dig eller dem. Hvis du ikke gør det, vil du aldrig blive fri.

Af Elizabeth Alves
Oversat af Bodil Lanting

Tilgivelse og anger går hånd i hånd (se Ordspr. 28:13; Mat. 3:6,8). Når vi siger, at vi har tilgivet nogen, men stadig holder fast ved vores forkerte holdninger, gør vi oprør mod Gud.

Da vores datter Peggy var omkring fire år gammel, gjorde hun noget forkert ved middagsbordet, mens vi havde gæster. Derfor tog min mand Peggy til hendes værelse. Da han lukkede døren efter hende, sagde Floyd: ’Når du fortryder, kan du komme ud igen’
Nogle få minutter senere blev døren åbnet, men Peggy blev inde på værelset. Floyd ventede lidt længere, men hun gav sig ikke en tomme. Til sidst gik han ind i værelset og satte sig ved siden af hende på sengen. ’Peggy, er du nu så ked af det, at du kan komme ud?’
Hun foldede armene tæt omkring sig og sagde: ’Nej, jeg fortryder ikke nok til at den dør skal være åben’.
Somme tider kan vi gøre ligesom Peggy. Vi tilgiver nok til at holde en dør åben, men vi hugger ikke vores manglende tilgivelse af ved roden.

Årsag til sygdom

Ofte kan man finde årsagen til mennesker fysiske eller følelsesmæssige svagheder i deres mangel på tilgivelse og anger. Det betyder ikke, at alle sygdomme skyldes menneskers hårdhjertethed. Men når du tilgiver og angrer, kan du frigøre Guds helbredende kraft både i dig selv og i andre.
Tilgivelse er ligesom syndsbekendelse – der behøver ikke at være en følelsesmæssig oplevelse, for at den er gyldig.
Det drejer sig simpelthen om en viljesbeslutning, hvor man adlyder Helligåndens tilskyndelse i overensstemmelse med Guds Ord.
Når du så har tilgivet andre, eller Gud eller dig selv, skal du vide, at Herren er trofast og retfærdig, så han tilgiver dig din synd og renser dig fra al uretfærdighed (1 Joh. 1:9).
Du skal ikke gøre dig afhængig af din egen forståelse. Stol på Herren, for Hans Ord en sandt.

Hold kæft, djævel!

Hvis dine tanker igen og igen går i en negativ retning, så du tænker på en person, som du har valgt at tilgive, skal du udøve autoritet over dine tanker.
Befal dit sind i Jesu navn, at det skal tænke på alt, hvad der er sandt, ædelt, ret og rent, det man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose (Fil. 4:8-9).
Befal Den Onde at holde mund og afbryd magt-forbindelsen til dine gamle tanker ved at nægte at høre på djævelen. Foretag en u-vending og tro på det, Guds Ord siger. Læs bibelvers højt for dig selv indtil du har vundet sejr.
Du kan også begynde at takke Herren for de gode egenskaber, han har givet den person, det drejer sig om. Tak Gud for de gode omstændigheder, der er, og bed ham velsigne dem.

Sådan kan du bekende og tilgive:

Er du parat til at blive ren? Tag dig tid til at lade Helligånden ransage dit hjerte, og bed ham vise dig, hvad det indeholder.
Forsøg ikke at ransage dit eget hjerte med din menneskelige forstand, det er Helligånden, der skal oplyse dig. Når du accepterer Herrens renselse og tilgivelse, skal du bede ham fylde dig på ny med sin Hellige Ånd.
Disse bønner er baseret på bibelvers og kan hjælpe dig med både bekendelse og tilgivelse, når du beder.

Bøn: Syndsbekendelse

– Far, jeg takker dig for Jesu blod, som renser mig fra al min synd. Jeg kommer til dig i Jesu navn og beder om, at du vil genskabe det rigtige forhold mellem dig og mine brødre og søstre i Kristus.
Far, dit ord siger, at hvis jeg bekender min synd, er du trofast og retfærdig og tilgiver mig og renser mig fra al uretfærdighed. Jeg kommer frem for dig nu for at bekende min synd, _________.
Jeg ved, at jeg kan søge dig med et rent hjerte i fuld tro og forvisning om, at mit hjerte er blevet renset fra en ond samvittighed, og mit legeme er vasket med det rene vand ved dit ord.
Vær nådig mod mig, Far. Udslet mine overtrædelser i forbindelse med _________. Rens mig og gør mig helt ren fra denne synd. Jeg har syndet mod dig, Herre, og jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne. Jeg beder dig tilgive mig.
Nu glæder jeg mig, for jeg følte sorg, men sorgen førte mig til at bekende min synd.
Min anger vil lede mig til det evige liv sammen med dig, for det er din vilje. Jeg modtog liv i overflod fra dig, da jeg var død i min synd. For ”livets ånds lov har i Kristus Jesus sat mig fri fra syndens og dødens lov”.
Og ”den, som Sønnen sætter fri, er virkelig fri”.
Du ”slettede det skyldbrev, som var imod mig, du fjernede det ved at nagle det til dit kors”.
Jeg vælger nu at leve efter denne nye frihedspagt i det liv, som din Ånd giver.
Far, jeg takker dig, fordi du har udslettet mine synder, og du har fjernet dem fra mig så langt som øst er fra vest. Jeg erklærer i dag, at min synd ikke længere vil blive husket, og hvis Satan nævner den igen, vil han få med dig at bestille.

(Se evt. de enkelte bibelvers, som er benyttet her: 1 Joh. 1:7, 9; 5:6-9; Heb. 10:22; Sl. 51:1-4; 103:12; Kol. 2:14; Rom. 4:7, 8:2; Joh. 5:24; 8:32; 2 Kor. 3:6; 7:9-19; Ez. 18:11; 33:16)

Bøn om at kunne tilgive

Far, jeg kommer til din trone med tungt hjerte, fordi (den eller de) har krænket mig, og jeg kan ikke tilgive dem. Jeg ved, at det er imod dit ord. Derfor er jeg ved at blive slidt i stykker både i mine tanker og følelser.
Der er blevet en negativ binding mellem mig og (_________).
Derfor beder jeg dig, Far, at du vil tilgive mig mine egne synder (_________) og at jeg også må kunne tilgive (_________), som du har tilgivet mig.
Jeg angrer, og jeg opgiver al bitterhed, raseri, vrede, hidsighed, sladder, fjendskab og onde tanker. Jeg tager imod tilgivelsen i Jesu navn for hans dyrebare blods skyld.
Tak, Far, fordi du sætter (_________) og mig selv fri fra enhver tankemæssig og følelsesmæssig plage. Jeg vil ikke give djævelen en chance. Jeg vil vogte min mund og ikke sige noget dårligt om (_________).
Jeg vil tale de ord, som bringer liv, kraft, sundhed og helbredelse.
Jeg vil ikke bedrøve Helligånden. Jeg vil være god og mild, så jeg tilgiver andre mennesker som du har tilgivet mig.
Jeg vil ikke gengælde ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men jeg vil velsigne (_________).
Jeg vil leve til ære for dig, Herre. Jeg vil vælge at være dig til behag i alle mine handlinger og tanker. Jeg vil bære frugt i enhver god gerning, for jeg vil gøre det, du siger, og ikke bare høre dit ord.
I Jesu navn befaler jeg, at der skal være frihed i min krop, sjæl, ånd, familie og økonomi, for jeg er ikke længere under lovens forbandelse, jeg har modtaget min frihed.
Jeg beder Helligånden styre mit liv, så jeg bærer frugt, der ærer dig. I dag tager jeg min gamle natur af og iklæder mig din kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.
Jeg vælger bevidst, at jeg igen vil dedikere mig til dig, Herre, at jeg vil leve i fred med de hellige og med mine venner, medarbejdere, naboer og familie.

(Se evt. de enkelte bibelvers, som er benyttet her: Es. 59:1,2; Mar. 11;25; Mat. 6:12,14,15; 18:21-35; 1 Pet. 2:1,2; 1 Joh. 1:6,7; Ef. 4:25-32; 1 Pet. 3:8-12; Kol. 1:10; 3:10; Jak. 1:22,25; Gal. 3:13,14; 5:22,23; Rom, 12:10, 16-18; Fil. 2:2)