Fusebox Once Again


Musik er en underlig ting, – et lydbillede, som er sat sammen med de rigtige toner, kan lyde himmelsk.
Er det de forkerte toner – ja, så er lyden tilsvarende forfærdelig og den følelse, man sidder tilbage med, er alt andet end behagelig, det giver hovedpine og irritation.
Den følelse, som man har efter at have lyttet til den nye cd med Fusebox, er ganske rar.
Jeg vil tro (efter min ydmyge mening), at de vil stå lige under hovednavnene til en festival i de gyldne sale, hvor gaderne er belagt med guld.
Det er den anden cd fra Fusebox (oprindeligt var de Rebecca St. James’ tourband), og man kan tydeligt høre, at de er vokset med opgaven. Deres debut var udmærket, men ”Once again” er et stort skridt i den rigtige retning.
Det er lovsang i stil med Jeff Deyo, Sonicflood, Passion cd’erne. Der er dog mere kant i lyden end hos Jeff Deyo, det er mere råt og upoleret i lyden, de har nogle fede riffs på guitaren, og den får plads til at larme (himmelsk lyd)
For at sige det pænt, så synger forsangeren stinkende godt, der er en ærlighed og intensitet, når han brager igennem, der bliver ikke lagt låg på og klemt toner, det er med fuldt organ.
Jeg er så positivt overrasket, at jeg vil blive ved med at lytte til cden, efter jeg har anmeldt den.
Jeg kan give den mine bedste anbefalinger med på vejen. Er du til moderne rock lovsang, er jeg sikker på, at Fusebox vil blive et af de bands, som du vil vende tilbage til, når du rigtig skal nyde musik.