Travlhed er ikke lig med betydningsfuldhed
”Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden” skrev Søren Kirkegaard for 171 år siden.
Af Peter Rask, præst i kirken ved søerne, en LM frimenighed i Silkeborg
Et udsagn mange vil give ham ret i samtidig med, at deres praksis i hverdagen viser noget andet. For det er ikke kun folk uden for menighederne, som i disse år går ned med stress, det trives også på indersiden. Hvor der kommer for stor afstand mellem det, som man gerne vil og det, som man kan overkomme. En tilstand som for mange opleves skyldbelagt, fordi man som en god kristen også burde og skulle.
Dermed bliver vi fanget i en form for aktivisme, hvor vi tror, vejen til hvile er at arbejde endnu mere koncentreret, for når vi lige er kommet over denne pukkel, så venter freden og hvilen rundt om hjørnet. Og alt for sent opdager vi, at det er en illusion. At vejen til hvile ikke handler om at arbejde mere, men i stedet om at stoppe op. Så vi ikke midt i al vores travlhed ender med at glemme Jesus, fordi vi er så optaget af ydre ting, at vi glemmer eller forsømmer det ene fornødne.
Vi bliver bibelløse bibeltro
For ført ud i sin yderste konsekvens vil en tankegang som den, Martha her giver udtryk for, efterlade os som bibelløse bibeltro. Hvor vi gerne vil kæmpe for sand og sund teologi i mødet med tidens vranglære og forførelse.
Hvor vi fastholder bibelske pointer samtidig med, at vores fundament langsomt eroderer under os. Fordi vi ikke har tid til at høre, hvad Jesus har at sige, og dermed tit formoder, han vil sige det samme som os – som Martha gjorde det denne dag.
Marthas problem var, at hun som vært for Jesus ikke selv var til stede og nærværende. Hun skabte den gode ramme for mødet med Jesus, men hun var ikke selv til stede. Derfor er dét, at Jesus afviser Marthas ønske om at bebrejde Maria, hendes valg. For hun har valgt den gode del. Hun er standset op og taget sig tid til at høre, hvad Jesus har at sige, så hun bliver formet og præget af Jesu ord og undervisning; og derfor oplever jeg, at dagens tekst står som et udfordrende korrektiv til vores måde at indrette vores liv på. Hvor tid til andagt og menighedsliv ikke gives, men løbende må prioriteres over andre gode og spændende ting.
Glem ikke de gode ting, Gud har gjort
Et gennemgående tema i Salmernes Bog er jo opfordringen til ikke at glemme Herrens velgerninger, og det er netop, hvad vi gør, hvis vi aldrig standser op og bliver nærværende i nuet med Jesus. For det, som vi mister ved altid at være undervejs og have travlt, er forundringen over Guds ord. Det er evnen til at ophobe sig erfaringer af Guds godhed. Og det er at give os et realistisk billede af os selv, som mennesker der har brug for Guds tilgivelse i vores liv. En virkelighed som fortoner sig, hvis ikke vi lader Guds ord komme i nærkontakt med os.
Ny prioritering
For mig selv har det betydet, at jeg ikke længere stræber efter at have travlt i mit liv. Fordi jeg på et tidspunkt indså, at jeg var kommet til at forveksle travlhed med betydningsfuldhed. Det lykkes ikke altid for mig, men jeg har det som en stående udfordring for mig, at jeg ikke vil have så travlt i mit liv, at jeg ikke har tid til at være et vidne for Jesus, der hvor han har sat mig. For hvordan kan vi som kristne være et alternativ til verden, hvis vi på lange stræk prioriterer som den også, når det handler om vores tid?
