Både jødisk og muslimsk helligdag i weekenden

Det sker kun sjældent, at en jødisk og en muslimsk helligdag falder sammen, men det sker i denne weekend, når jøderne har deres største helligdag, Yom Kippur – den store forsoningsfest – og muslimerne holder Id al-Adha.

Over 2000 politimænd fra særlige politienheder og grænsepolitiet vil patruljere over hele Israel, især i blandede jødisk-arabiske byer, for at forhindre sammenstød mellem de to grupper.

En talsmand for politiet siger, at det ikke har modtaget nogen særlige advarsler om planlagt
forstyrrelse, men at det frygtes, at det vil komme til voldshandlinger.

Den jødiske Forsoningsfest indledes i Jerusalem iaften kl. 17.41 med en masse-tilstrømnng til synagoger. Langt størstedelen af befolkningen overholder, at der fastes fra helligdagens indtræden til solnedgang kl. 18.56 imorgen – over 24 timer.

Al trafik standser i Yom Kippur-døgnet. Det er til glæde for de mange børn, der cykler rundt på gader og veje uden fare for at blive kørt ned af biler.

I byer som Tel Aviv, Haifa, Beersheba og Eilat indtræder helligdagen lidt senere end i Jerusalem, men den slutter samtidigt over hele landet.

Politiet har de sidste dage haft møder med lokale arabiske og jødiske ledere for at prøve at opnå en forståelse om ikke at gentage optøjerne i Acra (Akko) på Yom Kippur for seks år siden. De fandt sted, efter en arabisk mand kørte gennem byen under Yom Kippur fasten.

– Der vil være en øget politi-tilstedeværelse i Øst-Jerusalem og ved Damaskus- og Jaffa-portene til Den gamle By, siger politiets talsmand, Mickey Rosenfeld. Der skal være sikkerhed for alle gæster.