Monk & Neagle

På denne cd får man hele to kopier af Steven Curtis Chapman. Dette skal forstås sådan, at de to kære herrer, som synger her, næsten lyder som Steven Curtis Chapman, og musikken kunne også minde om det. Musikken er rigtig amerikansk sukkerpop.
Jeg ved dog ikke, om man nærmere skulle sige kristen amerikansk sukkerpop; jeg ved ikke, hvordan den kristne branche har båret sig ad med at spytte et utal af sådanne bands og cd’er på gaden, som er så politisk korrekte, og hvor medlemmerne ligner nogle perfekte dukker, som aldrig gør noget forkert. Virkeligheden er jo en helt anden, formoder jeg.
Musikken er jo ikke dårlig. Det virker bare så ligegyldigt, i hvert fald på mig, der skal da nok være nogen, som synes, det er fantastisk.
Så må man jo bare sige, at det er synd for Monk & Neagle, at det er mig, som kommer med min uforbeholdne mening.
Min uforbeholdne mening er, at på denne cd får du velproduceret, ligegyldig, kedelig, søvndyssende pop. Er du til den form for musik, kan jeg kun give cd’en de bedste anbefalinger.