Sygdom og smerte kom efter Syndefaldet

Svar til brev 1 og 2:

Kære K. og L.
Jeg vil hjertens gerne blive ved med at hjælpe jer i den kamp, I begge står i. Dels gennem direkte forbøn, men også ved forbøn gennem salveduge.
I forbindelse med forbøn for syge og guddommelig helbredelse sker der nogle gange det, som I begge har oplevet, nemlig at smerterne forsøger at komme tilbage eller rent faktisk lykkes med at komme tilbage.
Dette kan ske efter kortere eller længere tid. Hos nogle sker det først efter år med smertefrihed.
Nu taler I begge om smerter. Men jeg vil udvide emnet til også at omfatte sygdom generelt. Sygdom, som er helbredt og kastet ud af kroppen, kan gå til angreb og forsøge at komme tilbage. Nogle gange lykkes det desværre.
For at forstå dette åndeligt skal vi huske på, at sygdom ikke er opfundet af Gud. Sygdom er opfundet af Guds modstander, og sygdom og smerte gik til angreb på menneske-slægten efter Syndefaldet.
Der foregår altså helt tilbage fra Syndefaldets tid en kamp mellem livet fra Gud og så de onde, destruktive kræfter.
Denne kamp finder også sted i vores legemer. Sygdom er nemlig livs-nedbrydende og destruktiv.
Kampen mod sygdom, som i sit inderste væsen er en kamp mod den Onde, finder vi beskrevet i Efeserbrevet kap. 6, vers 16, hvor der står: ”Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile.”
Og i vers 18 står der: ”Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige —.”
Jeg ser angreb af sygdom og smerte som et ubehageligt møde med den Ondes brændende pile.
Den Ondes pile kan være særdeles svære at få slukket og at få slukket helt. Fx kan de se ud til at være slukket. Men så kan de ligge og ulme i lang tid og pludselig blusse op igen.
Med hensyn til at slukke den ondes gloende smerte-pile har jeg været ude for en pudsig oplevelse med en japansk kvinde.
Hun havde længe lidt af slemme rygsmerter, som gjorde det svært for hende at passe sit arbejde.
Hun bad om forbøn for smerterne. Og efter forbønnen forsvandt smerterne helt. Det blev hun meget lykkelig over.
Men så skete der noget ubehageligt: en dag, da hun arbejdede i sit køkken, suser den ondes gloende smertepile rundt i hendes køkken og rammer hende i ryggen.
Almindeligt talt: hun mærkede de gamle rygsmerter på vej ind i sin ryg igen.
Hun blev desperat og ulykkelig, og i sin nød åbnede hun vinduerne i køkkenet, greb en kost og fægtede smerterne ud af vinduerne, mens hun råber: ”Jesus hjælp mig !”
Da det var gjort, skyndte hun sig at lukke vinduerne igen. Og smerterne var borte.
Da jeg hørte om hendes oplevelse, var jeg først ved at falde ned fra stolen af overraskelse. Men efterfølgende blev jeg meget glad. Hvor kan vi mennesker dog løfte troens skjold på mange måder.
Så langt som jeg har kunnet følge hende, har hun ikke haft rygsmerter siden.
Tilbage til Efeserbrevet kap. 6, vers 18. Her vil jeg fremhæve disse ord: ” altid være udholdende i forbøn – ”
Om det vil jeg sige: Det kan ofte være svært for den syge at løfte troens skjold alene. Derfor er det godt, Paulus og Bibelen peger på forbønnens mulighed. Ved forbøn løfter vi nemlig troens skjold sammen.
Når forbønnen for en syg og lidende er udholdende og varer ved, så er der håb om, at varig helbredelse kommer.
Men fristelsen er der tit til at give op for tidligt. Vi kan fx blive utålmodige. Men den fristelse må vi modstå.
Guds time for helbredelse kommer ofte, når vi holder ud i bønnen og i forbønnen. Det har jeg oplevet flere gange.
Med venlig hilsen
Orla Lindskov