Guds kærlighed trøster overalt

Af Anette Damgaard Andersen Udsendt som volontør af Impact
Af Anette Damgaard Andersen
Udsendt som volontør af Impact

Da det første hulk lød i kirkerummet, blev det hurtigt fulgt af flere andre, og snart stod stort set alle af de ca. 75 unge i en halvcirkel omkring prædikanten og hulkede højlydt.

Onsdag eftermiddag er der gudstjeneste i børnehjemmets kirke i Honduras, og denne dag var det en kvindelig prædikant, der forkyndte Guds ord. Efter en livlig prædiken med mange grin blandt de forsamlede børn og unge, inviterede prædikanten dem op foran i kirken, for at hun kunne lægge hånden på deres hoveder, velsigne dem og bede for dem. Det tilbud var der mange af de unge, der tog imod. Prædikanten gik fra den ene til den anden og gav sig god tid til at bede for den enkelte. Flertallet af de unge, både drenge og piger, reagerede med at begynde at græde – nogle behersket, mens andre hulkede højlydt og gav los for al den smerte, de måtte bære rundt på. Seancen tog omkring en time, og herefter gik de unge tilbage, tørrede øjnene og fandt deres plads på kirkebænkene.
At skifte den privilegerede og trygge tilværelse i Danmark ud med et volontørophold i Honduras for nogle måneder får virkelig ens eget liv sat i perspektiv. Der er en grund til, at alle disse børn, omkring 550, er havnet her på børnehjemmet. Nogle kommer fra meget fattige familier, der ikke kunne brødføde dem, andre har været udsat for fysiske eller psykiske overgreb, andre igen har levet på gaden etc. Alle bærer de på smertefulde minder, som jeg som dansker, med min trygge opvækst bag mig, har svært ved at relatere til.

Her kan kristendommen give de unge et tilhørssted og en tryghed, som de ellers mangler i deres liv. At være blevet efterladt eller opgivet af den nærmeste familie, skaber et stort behov for at vide, at man er elsket og værdsat, og hvis det ikke er familien, der viser den kærlighed, kan man finde tryghed og trøst i at være elsket af Gud. Hele verdens far.