Velkommen til et liv i overflod

– Og lad nu være med at skrive om snot, afføring og andre ubehageligheder, formanede redaktøren bestemt, inden han først på ugen satte sig i flyet til Afrika.
Men når katten er ude, spiller musene som bekendt på bordet. Og når nu ubehagelighederne byder på en opbyggelig pointe, så vover jeg gerne det ene øje og mit levebrød.Som nybagt far må jeg nemlig leve med, at alt mit tøj, sofaen og pudebetrækket er dekoreret af sure, hvide plamager. Denne uges Bagsmæk handler blandt andet om gylp, den syrlige, hvidlige substans, som babyer jævnligt leverer efter at have forspist sig hos mor. Nu burde alle læsere med sarte nerver være advaret.
Gylp er i virkeligheden et ganske naturligt fænomen og slet ikke farligt, har både bøgerne og sundhedsplejersken belært de bekymrede forældre om. Der er ganske enkelt tale om en slags ventil, som babyen bruger til at justere mængden af maveindhold efter et måltid.
Babyers mæthedsfølelse er ikke fuldt udviklet. De spiser efter devicen „hellere revne end levne“, ligesom visse akvariefisk. Heldigvis gylper de overfloden op i stedet for at … ja, man tør dårligt tænke tanken til ende.

Gylp er et overflodsfænomen. Så at sige babyens første møde med det overflodssamfund, som vi nødigt vil undvære. Men som vi også kan græmmes over, når de beske og ildelugtende konsekvenser kommer op til overfladen.
Konsekvenser som øget forurening og energifrådseri i den rige del af verden. Livsstilssygdomme og det, som Bibelen kalder have-syge. Ja, nogle mener endda, at Vestens velstand forhindrer mennesker i at tro. At fyldte maver og tegnebøger er den største barriere for, at mennesker kommer til tro.

Mon ikke vi alle har brug for en ventil, som sikrer mod en materiel forstoppelse, som kan ende med at kvæle alt åndeligt liv. Som lukker overfloden ud, når vi er ved at fylde vores liv med så meget jordisk, at Gud ikke får den plads, han har krav på.