Plakatkunst fra unge kristendemokrater
Ud med de gamle og grå, lyder parolenDe politiske ungdomsorganisationer har tradition for at sætte de kreative sejl, når partiernes budskaber skal præsenteres i valgkampen.
Ved de seneste mange valg til Folketinget og Europaparlamentet er det især de unge socialdemorakter, der har høstet roser for deres valgplakater. Men ved det netop overståede folketingsvalg har også Kristendemokratisk Ungdom (KDU) været fremme med den kreative pensel.
Ældrebyrden – det er tid til fornyelse lyder overskriften på plakaten, der byder på karikaturtegninger af alle partilederne og fremhæver Kristendomkraternes formand Marianne Karlsmose som en ung, kvindelig modsætning til de gamle og grå politikere.
– Mens der strides om, hvorvidt medborgere over 60 skal betegnes ældrebyrden eller det grå guld, er der en gruppe i befolkningen, der med rette fortjener navnet ældrebyrden, hedder det i en pressemeddelelse.
– Partilederne i langt de fleste partier er blevet så ens, kedelige og uendeligt ligegyldige, at de fortjener at blive sendt på pension med det samme.
Ikke overraskende så de unge kristendemokrater gerne, at Marianne Karlsmose tog over, mens de gamle og grå nyder deres otium.
– ole