Dæmonuddrivelser
Uddrivelse af dæmoner har været i mediernes søgelys den senere tid, ugens kronikør fortæller her om to eksempler, hvor mennesker blev sat fri ved forbønFindes der dæmoner? Kan mennesker blive besat af dæmoner? Kan dæmoner uddrives af mennesker? Kan og bør præster beskæftige sig med dæmonuddrivelse? Det er spørgsmål, der er højaktuelle, og som er blevet stillet bredt i den danske avisverden i den senere tid.
Har været frikirkepræst i Grønland i 13 år, bor nu i Danmark og er bl.a. aktiv for Kristendemokraterne
Forfatteren og lægen Thomas Teglgaard har skrevet en spændende debatroman Uddrift, og jeg skal love for, at den sammen med nogle interviews med forfatteren har skabt debat. Den har fået kirkeministeren og flere biskopper op af stolene. Kirkeministeren, der også er præst, benægter dæmoners eksistens og vil i øvrigt ikke udtale sig som kirkeminister, da det er en sag for biskopperne, samtidig underkender hun folkekirkens eget ritual om dæmonuddrivelse.
Ekstrabladet har ringet til 100 præster under foregivelse af at være besat for at finde ud af, hvor mange af kirkens præster der ville hjælpe i sådan en situation. Metoden er helt urimelig, men det er tankevækkende, at kun 37 ud af 100 præster tror på muligheden af dæmonbesættelse.
Psykologer og psykiatere truer med at anmelde præster, der i sjælesorgstjeneste formaster sig til at foretage dæmonuddrivelser for kvaksalveri.
Politikere stiller spørgsmål til kirkeministeren og sundhedsministeren omkring fænomenet.
Jeg skal love for, at dæmoner, dæmonbesættelse og dæmonuddrivelse er kommet på dagsordenen, og mange har en mening om det, men hvad siger Bibelen? Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. (Efes.6:11-12). Her advarer Paulus os mod den kamp, der foregår i den åndelige verden. Vi skal være forberedt på den. Kampen i den åndelige verden fører til, at der er mennesker, der bliver besat. NT viser flere eksempler på det, og gang på gang beder Jesus ånden, dæmonen, om at fare ud. Der sker en uddrivelse. Og om det siger Jesus til sine disciple i Mathæus 10:8 driv dæmoner ud. Jesus taler flere steder om at lægge hænderne på de syge og om at drive dæmoner ud. Det er opgaver, Jesus lægger hen til sine disciple, og der står intet om, at opgaverne er begrænsede til det første århundrede.
Jesu frelsesværk er en realitet, men det er dæmoner, dæmonbesættelser og dæmonudrivelser også. Det er en virkelighed i den åndelige verden, som er lige så virkelig som den fysiske og den psykiske, men vor tids lægevidenskab, psykologer og psykiatere har en stærk berøringsangst i forhold til det, de ikke kan tage og føle på eller måle og veje. De viger tilbage for den åndelige verden og lader mennesker i stikken. Sådan er det i store dele af den vestlige verden og i hvert fald i Norden. Andre steder kan læger og præster arbejde sammen, ja i Afrika kan man høre om, at en læge og en præst går stuegang sammen. Men i Danmark får en læge på psykiatrisk afdeling en reprimande, hvis han en enkelt gang har henvist en besat til en præst.
Jeg har tidligere været noget forbeholden over for det med dæmoner og dæmonuddrivel-ser og tænkt: Det er sådan noget, der sker i Afrika. Indtil jeg kom til Grønland, hvor jeg i 13 år var klubleder i et kristent socialt arbejde og frikirkepræst i Inuuerup Nutaap Oqaluffia, den grønlandske frikirke. Ved vore gudstjenester kalder vi ofte folk, der ønsker forbøn, frem ved slutningen af gudstjenesten. Man beder om forbøn for dagligdags problemer, sygdom, åndelige behov og meget andet. Det sker ofte ved, at vi lægger hænderne på personen, på hovedet eller på skulderen, og beder i Jesu navn.
En søndag kom en yngre kvinde frem. Hun nævnte ikke noget bestemt behov, men bad blot om forbøn. Jeg kender kvinden og ved, at hun har haft en meget traumatisk barndom og ungdom. I det øjeblik, jeg begyndte at bede for hende, begyndte hun at skrige og værge for sig. Hun fægtede med armene mod noget usynligt og var synligt angst. Jeg fortsatte med at bede og det blev meget voldsomt for hende. Bønnen fortsatte, og på et tidspunkt sank hun sammen på gulvet, mens jeg fortsatte bønnen. På et tidspunkt gik der en skælven igennem hende, og skrigene gik over i stille gråd for efterhånden at holde op, og der faldt en meget dyb fred over hende. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, men jeg havde hørt om det, og jeg var ikke et eneste øjeblik i tvivl om, hvad der var sket: en dæmon forlod hende, og hun fik fred. Siden har jeg oplevet det også ved andre lejligheder, og når man står over for det, er man ikke i tvivl om, hvad man har med at gøre.
En familie i byen oplevede at blive opsøgt af dæmoner. Mærkværdige ting skete i deres hjem. Deres yngste søn fik en meget grov stemme og begyndte at tale sort, deres ældste datter hørte stemmer, der sagde, at ingen kunne lide hende, og det ville være bedst, hvis hun begik selvmord. Familien gik til præsten i Den Lutherske Kirke, som sagde, at de skulle bede Fadervor, og hvis det ikke hjalp, måtte de opsøge Missionshuset, hvilket de gjorde. Vi besøgte dem i hjemmet og bad over hjemmet og bad om, at alt ondt måtte forlade stedet. Vi bad også for familien og da vi begyndte at bede for faderen, fik han først problemer med vejrtrækningen og derefter et voldsomt opkastningsanfald, der var meget langvarigt, hvorefter han faldt fuldstændig til ro. Familien vidner i dag om Guds indgriben i deres liv.
Jeg er overbevist om, at dæmonverdenen er virkelig, og at mennesker kan blive besat. Men jeg er også overbevist om, at man ikke skal begynde at drive dæmoner ud, hvor ingen dæmoner er. Præster, der giver sig af med det, kan gøre lige så meget skade, som de psykiatere, der ikke vil anerkende, at et menneske kan være besat og derfor alene behandler medicinsk. Min erfaring er, at hvis der er tale om dæmonbesættelse, så reagerer dæmonen voldsomt, når Jesu navn bliver nævnt. Jesus har ved sin død på Golgatha besejret Satan og hans tjenere. Derfor reagerer Satan og hans slæng, når Jesu navn bliver nævnt.
Selvfølgelig findes der ikke kun dæmoner og dæmonbesættelser i Afrika, Indien, Burma og Grønland, det findes også i hele den vestlige verden, i Danmark også selv om kirkeministeren vil påstå noget andet, og i takt med, at man i Danmark lægger kristentroen bag sig og beskæftiger sig mere og mere med det okkulte, inviterer vi i virkeligheden det okkulte, det dæmoniske, ind i vores hverdag. Derfor skal vi ikke blive overraskede, når vi i dag i stigende grad hører om dæmonbesættelser. De er en virkelighed og der må en uddrivelse til. Og hvis ikke præsterne skulle tage sig af det, hvem skulle så?
